Denne titel er også titlen på en sang, som Pete Seeger gjorde kendt i 60'erne. Indholdet i sangen var kritisk over for det, børn lærte i skolen.

Oplægget til denne bog er vigtigt: Hvilken betydning har det at gå i specialskole - her Langagerskolen - sammenlignet med en kommunal skole, når man lider af ADHD eller autisme?

Første afsnit indeholder lidt om skolens historie og en hel del om forskellige diagnostiske kategorier, men ikke noget om skolens praksis. I stedet bliver det til varm luft: "De pædagogiske metoder må udvikles og fastlægges i et tværfagligt samarbejde, i overensstemmelse med forældrenes ønsker".

Afsnittet med interview af ni voksne, der som børn har gået på skolen, er interessant, fordi det fortæller noget om forløbet af deres liv efter skolegangen. Enkelte fremhæver, at der i undervisningen blev taget udgangspunkt i noget, de var interesseret i, og at man blev taget alvorligt.

Indholdet ligger langt fra det, der skrives i indledningen. Dette skulle have været en effektundersøgelse, der skulle vise, at tilbuddet er bedre end i folkeskolen, men det står der ikke noget om.

Bogen er præget af en udtalt diagnosefiksering. De interviewede præsenteres som deres diagnoser, og de faglige kommentarer handler yderligere om beskrivelser af de interviewede. Der står ikke noget om skolens indsats eller om indholdet af undervisningen og slet ikke noget om, hvad der sker i folkeskolen til sammenligning. Så ligesom bogens undertitel vil jeg spørge: What did your teacher say .?