Bordet bugner af brød, småkager, melon og ananas, og der er både kaffe og te på kanderne. Scenen er sat til møde i Team F, der underviser syv drenge med generelle indlæringsvanskeligheder.

De fire i teamet skiftes til at tage brød med til møderne, men i dag har de gjort lidt ekstra ud af menuen. Det skyldes, at månedsmagasinet Undervisere har inviteret sig selv og antropolog Vibeke Hedemann Schmidt, der er ekspert i evaluering og kulturanalyse, med til mødet i centerafdelingen på Herningsholmskolen i Herning.

Som klasselærer og erfaren rotte i teamet er Jette Ulsøe en naturlig mødeleder. Hun har sendt dagsordenen ud et par dage inden mødet. Første punkt hedder opsamling.

»Jeg har set på referatet fra sidst. Vi skal have samlet op på 'Trin for Trin'. Det er min plan at få materialet hjem i næste uge, så vi kan se, om det passer til vores drenge«, siger Jette Ulsøe.

Hun fortæller sine tre kolleger om nogle ark, hun har lavet til en af drengene, med ord, der relaterer sig til hjemkundskab. Forældrene skal øve ordene med sønnen derhjemme, men lærerne er også nødt til at gøre noget, mener klasselæreren.

»Han er hurtig til at spise sin madpakke, så en af os kan øve med ham i spisefrikvarteret«, foreslår hun.

»Måske kan han øve sig sammen med Jonas, når jeg øver tegn til tale med ham«, foreslår Marianne Davidsen, der er det andet erfarne medlem af Team F.

Derefter taler de om en test, som har givet en elev et urealistisk godt resultat.

»Skal vi kun foretage testen én gang, når der er tale om forskellige resultater for den samme elev«, spørger Tina Regnvald Flø.

De fire i teamet bliver enige om, at det er en god ide at gentage testen, når de skal til at udarbejde elevplaner.

»Det var opsamlingen, medmindre I har noget«, siger klasselæreren.

»Jeg har lovet tandlægen, at vi skal børste tænder med Frederik. Men jeg ved ikke, hvornår jeg skal få tid til det«, siger Tina Regnvald.

»Vi bør gøre det til en fast rutine, at alle elever børster tænder efter frokost. Så virker det heller ikke som en straf for én elev. Desuden har flere af de andre brug for at lære at passe deres tænder«, svarer Jette Ulsøe.

»Inden vi går i gang, kan vi tage drengene med over til tandlægen og få noget rødt på tænderne. Så kan vi se, om det er blevet bedre efter et par måneder«, lyder det fra Marianne Davidsen.

Opsamlingen har taget ti minutter. Tid, der kunne have været sparet, hvis Jette Ulsøe havde sendt en mail med sine budskaber til de tre andre. Men antropolog Vibeke Hedemann er godt tilfreds med den mundtlige fremgangsmåde

»Der kommer ny viden på bordet, når teamet diskuterer ordbogsark, test og tandbørstning. Den synergieffekt vil gå tabt i en mail«, siger hun.

Teamet går videre til punkt 2: Evaluering af den dramauge, som indskolingsklassen lige har været igennem sammen med andre elever fra centerafdelingen.

Dramaugen er fast årlig tradition, men som ny i teamet har Tina Regnvald ikke været med før. Derfor spørger Jette Ulsøe ind til, hvordan hun har oplevet ugen.

»Det var godt, at der var en dramakonsulent på. Ellers havde jeg ikke vidst, hvordan vi skulle være kommet i gang. Men det gjorde ikke noget, at han var væk de sidste dage«, svarer den unge lærer.

Teamet er godt tilfreds med dramaugen. Men det bekymrer lærerne, at to familier ikke ville med til den afsluttende skolefest, fordi de bor langt fra skolen og skal med toget.

»Næste år skal vi have bevilget en taxi til hjemtransporten. Vi kan også lade børnene møde senere dagen efter. Hellere det, end at de ikke kommer med til det sociale«, fastslår Jette Ulsøe.

Det udløser en længere snak om, hvor glade klassens øvrige drenge var for at danse, og om tidligere elevers oplevelser til skolefesten. Snakken ender i et par forslag til, hvordan festen kan forbedres, og hvad der absolut skal holdes fast i.

Der er ikke sat tid på, hvor lang tid de enkelte punkter på dagsordenen må vare. Alligevel virker mødet meget struktureret, mener Vibeke Hedemann.

»I siger mange ord, men I holder jer til emnet og kommer aldrig ud på et sidespor. Historierne om de enkelte elever er med til at nuancere debatten. I bliver på stien. Den bliver ganske vist lidt bred indimellem, men Jette sørger for at samle flokken«, lyder Vibeke Hedemanns dom over teamets mødekultur.

Vibeke Hedemann opererer inden for to yderpunkter, når hun skal vurdere et møde: Der er det faglige møde uden socialt indhold i den ene ende og det sociale møde uden ret meget fagligt indhold i den anden.

»Jo højere op i hierarkiet man kommer, jo mindre sociale er møderne. Jeg har været til møde på et rådhus, hvor vi selv skulle have en kop med, hvis vi ville have kaffe«, fortæller Vibeke Hedemann.

Det er hendes erfaring, at de sociale møder foregår i skoler og institutioner, og til at begynde med vurderede hun mødet i Team F som et socialt møde med fagligt indhold. Men der gik ikke lang tid, før hun ændrede sit syn.

»I holder et formelt møde med en klar rollefordeling. Der er ingen tvivl om, at Jette er mødeleder. Hun har ansvaret for at strukturere mødet, og hun tager det på sig«, siger Vibeke Hedemann og vender sig mod Jette Ulsøe:

»Du er ikke diktatorisk. Du spørger til, hvad de andre mener. På den måde skaber du en værdsættende stemning«.

Alligevel har antropologen et råd til teamet.

»I kunne lade rollen som mødeleder gå på omgang. Så ville I andre få træning i at lede et møde. Det får I sikkert brug for at kunne i andre sammenhænge. I er en homogen gruppe, så det er et trygt forum at prøve rollen af i«, siger Vibeke Hedemann.

Også opgaven som referent kunne gå på skift. I dag ligger den fast hos Therese Krøjgaard, fordi hun skriver hurtigst. Men også fordi hun er den, der har færrest timer i klassen og derfor har mindst at bidrage med til debatten.

Therese Krøjgaard skriver referatet på den bærbare computer under selve mødet. Det er både godt og skidt, mener Vibeke Hedemann.

»Det virker meget professionelt. Ulempen er, at referenten ikke er så meget med i debatten, men jeg kan forstå argumentet om, at Therese ikke har så mange timer i klassen«, siger antropologen.

Jette Ulsøe tager højde for problemet ved at sige til, når Therese Krøjgaard ikke behøver skrive referat. Det sker, da teamet skal planlægge klassens lejrtur.

»Det er vigtigt, at alle kommer med bud på, hvordan vi griber turen an. Så kan vi samle op på beslutningerne til sidst«, forklarer Jette Ulsøe.

Det er en god ide, mener Vibeke Hedemann.

»Så længe I er i planlægningsfasen, behøver I ikke skrive referat. Mange laver beslutningsreferater, fordi diskussionerne op til beslutningerne ikke er væsentlige«, siger hun.

Teamet plejer at begynde møderne med at aftale, hvornår de skal være færdige. Men hvis de mangler at diskutere et vigtigt punkt færdigt, bliver de gerne et kvarter længere.

»Vi er kvinder, så vi bruger nok lidt flere ord, end mænd ville gøre. Men jeg tilstræber bevidst at skabe en afslappet tone, så de andre tør komme på banen. Hvis jeg cutter dem af, har de måske ikke lyst til at sige noget en anden gang. Men kører snakken alt for langt ud, strammer jeg op«, siger Jette Ulsøe.

»Vi kan godt lide at være sammen«, tilføjer Marianne Davidsen. »Så det betyder ikke så meget, om vi slutter nøjagtig til tiden. Hvis der havde været en dårlig stemning blandt os, gad vi nok ikke så meget snak. Men med vores elever er det vigtigt, at vi hele tiden opdaterer hinanden på, hvordan det går med dem. Det betyder også noget, at vi er gode til at uddelegere opgaver til hinanden. Så længe møderne er produktive, går det uden en stram tidsplan«.

»Tit bliver vi alligevel siddende og drikker en kop kaffe mere, inden vi går hjem«, supplerer Tina Regnvald.

Det hænger sammen med den måde, de arbejder på til daglig i centerklassen, vurderer Marianne Davidsen

»Vi har ikke tid til at slå en sludder af, for vi skal hele tiden være et skridt foran de syv drenge. Ellers vælter det hele for os«, siger hun. |

Navnene på de to elever, der er nævnt i artiklen, er opdigtede.

Fyens Stiftstidende indrettede for et par år siden et mødelokale med høje barstole rundt om et bord. Der er dog én detalje, som gør, at de færreste får trang til at blive hængende og snakke om løst og fast. Stolene er monteret på en bold. Derfor vipper de, og mødedeltagerne er nødt til hele tiden at være opmærksomme for ikke at miste balancen. Tanken er, at møderne skal være korte og effektive, og mødedeltagerne falder ikke i søvn. |

I Videnskabsministeriet har en kontorchef indført et fast punkt på det ugentlige møde. Punktet hedder ugens succes. Her udpeger han en eller to medarbejdere, der har gjort noget særligt godt i løbet af ugen. Han fortæller i to til fem minutter om, hvad de har gjort, og hvorfor det er godt for arbejdspladsen. På den måde får enkelte medarbejdere anerkendelse, og samtidig kan alle medarbejdere se eksempler på, hvilken retning deres chef vil have dem til at arbejde i. |