Ph.d. i pædagogik, tidligere sløjd- og speciallærer Marcus Samuelsson oplevede langtfra det larmende kaos, han kendte fra de svenske mediers beskrivelse af skolen, da han som led i sin afhandling fulgte 49 forskellige læreres undervisning i ni 7.-klasser.

»Jeg så et ganske roligt miljø med lærere, som håndterede undervisningssituationen godt. De brugte meget krudt i begyndelsen på at forklare de nye 7.-klasser, hvilke regler der gjaldt. De havde også mange strategier til hurtigt at korrigere forstyrrende opførsel. Lærerne var dygtige til at tilpasse disse strategier - et blik, en bevægelse, ironi, tale, stilhed eller irettesættelse - efter situationen og efter den pågældende elev«, fortæller Marcus Samuelsson.

Han har set på, hvad det er, lærere opfatter som forstyrrelser, og det er meget lig det billede, som tegner sig i tidligere undersøgelser - elever, der ikke kan sidde stille, elever, der taler, når det ikke er deres tur, og elever, der lytter efter noget andet end det, læreren siger, for eksempel sidemanden. Og det kunne også være elever, der søgte hjælp til en opgave hos deres sidekammerat.

Ikke én gang oplevede han, at en elev blev sendt uden for døren. Og det tolker han, som om lærerne for enhver pris vil undgå at isolere en elev. Og han mener, at det er udtryk for, at svenske lærere håndterer uro bedre end for eksempel lærere i Australien og England, hvor det er langt mere almindeligt at sende forstyrrende elever ud af undervisningen. Den kraftigste middel i de svenske læreres værktøjskasse til håndtering af uro var udpegning af den, der forstyrrede, over for de øvrige elever. Og det er en balancegang, mener Marcus Samuelsson, for hvis det sker for ofte for den samme elev, tager vedkommende rollen på sig som den, der forstyrrer, og isolerer sig dermed mere og mere fra klassen og lærerne.

Marcus Samuelssons afhandling »Störanda elever Korrigerende lärara« kan downloades på www.skolporten.com/fou