Som lærere kender vi dem i alle afskygninger. De elever, der falder uden for klassens normale rammer på en måde, der ikke altid er nem at gennemskue. Jeg havde engang en elev, der på første skoledag i 1. klasse spurgte, om hun måtte læse "Hakkebakkeskoven" op for resten af klassen. Jo, hvorfor ikke? Og hun gjorde det! Stort set fejlfrit, med indlevelse og helt forståeligt for de andre. Her gav det ikke rigtig mening at bede hende tegne en streg med en prik over og sige: i-i-i. Men hvad gør man så, hvis man skal undervise et barn eller flere "med særlige forudsætninger"?

Forfatteren beskriver en lang række autentiske cases, hvor børnene og deres forældre fortæller deres version. Det er ikke morsom læsning. De højt intelligente børn bliver mødt med ligegyldighed, fordømmelse og fejldiagnosticering. Og det fra både deres lærere og skolemyndigheder.

Hvor min elev havde læsningen som sin eneste påfaldende styrkeside og derfor i hvert fald i en periode var glad for at få lov til at vimse rundt og lære veninderne tricket, så er mange af børnene i bogen påfaldende på mange områder - nogle i en grad, at de bliver opfattet som småtbegavede, fordi de ikke gider løse idiotopgaver, som de har gennemskuet og løst, inden læreren er færdig med at dele A4-arkene ud. Manglende lyst til at lave strukturerede rutineopgaver er karakteristisk for disse elever, med det resultat at de ikke lærer at skrive pænt eller bare læseligt, og at de ikke får løst ret mange af de forventede opgaver, fordi de associerer i lynfart.

Ud over de tankevækkende case-historier er der i bogen en god tjekliste over mulige styrker og problemer for børnene, og forfatteren gennemgår kort, hvordan disse adskiller sig - eller eventuelt har sammenfald med - symptomer på ADHD eller asperger. Forfatteren gennemgår også teorier om intelligens og understreger, at intelligens er vanskelig at definere. Disse afsnit er væsentlige, ikke mindst i en tid hvor mange forældre mener, at netop deres barn er det klogeste i verden. Det er ikke enhver form for dårlig opførsel, der kan forklares med høj intelligens, og selv Mensa-skolerne må vel have en form for ordensregler.

Forfatteren forstår, at fagfolk kan have forskelligt syn på et barn; men han vil med sin bog gøre opmærksom på, at løsningen ikke er at presse alle børn ind i en mere eller mindre hjemmestrikket normalskabelon. Han refererer såvel skolelovens bestemmelser om undervisningsdifferentiering som Salamanca-erklæringen, der understreger alle børns rettigheder - også de særligt talentfulde. Og så har han fundet en række gode citater til at beskrive situationen: "Det forbliver et mysterium, at omsorgsfulde voksne, som ikke kunne drømme om at tvinge et barn, som vokser hurtigere end gennemsnittet, til at gå i for små sko, alligevel insisterer på, at et barn, hvis intellektuelle udvikling går hurtigere end gennemsnittets, skal følge undervisningsprogrammer, som er for 'små' til barnets fantasi og intellekt".