Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Skansevejens Skole i Nørresundby mistede en af sine markante lærere, da Birgit Øskov døde den 28. februar, kun 48 år. Vi fulgte med frygt hendes sygdomsforløb, som siden den 12. november 2007 udviklede sig med uhyggelig hast.
Birgits store interesse for historie, lokalhistorie og slægtsforskning satte præg på hendes virke som lærer. Mange elever har under Birgits kyndige vejledning haft temaarbejde i lokalhistorie. Derudover arbejdede Birgit de senere år mest med skolens værkstedsfag, en undervisning, der ofte gav anledning til, at hendes elever skrev artikler til skolebladet. Selv var Birgit også flittig leverandør af stof, og i perioder var hun redaktør af bladet.
Birgits hjælpsomhed var legendarisk. Altid var hun klar med en ekstra hånd, når det spidsede til for andre. Ingen kollega gik forgæves til Birgit, hvis de havde brug for at læsse af. Hendes empati og tilstedeværelse kendte ingen grænser. Der skal to til en god samtale. En taler og en lytter. Birgit mestrede begge dele.
Birgit besad et stort organisationstalent. Det mærkede vi ved mange lejligheder, mest markant ved skolens årlige fest med deltagelse af små 900 mennesker. Her var Birgit helt central. Hun holdt alle trådene i sin hånd, lige fra invitationerne blev skrevet, til hun en måned senere stod og sorterede knive og gafler, så alt kom på sin rette plads igen og var klar til næste år.
Desværre bliver der ikke noget næste år for Birgit. Skansevejens Skole er blevet fattigere.
Vore tanker går til Laura, Claus og til Birgits mor og bror.
Personalet på Skansevejens Skole i Nørresundby
Erik Jørgensen og Jette Poulsen