Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Torsdag den 7. februar 2008 døde Susan Hovgaard Larsen efter få dages sygdom. Susan var lærer med liv og sjæl på Virring Skole ved Skanderborg, men for Danmarks Håndarbejdslærerforening var hun først og fremmest et mangeårigt og velanskrevet medlem af bestyrelsen, hvor hun i sin egenskab af sekretær udførte et uvurderligt og meget kompetent arbejde. Det var Susan, der havde styr på regler og traditioner, det var Susan, som holdt øje med personlige mærkedage, som kaldte på særlige hilsener, og det var Susan, som konstant var på forkant med de begivenheder, som har betydning i enhver forenings liv. Også set fra et håndarbejdsmæssigt synspunkt var Susan noget særligt og helt sin egen - for eksempel startede hun normalt sin dag med at »strikke sig i gang« en halv times tid, mens selve håndarbejdsfaget i skolen naturligvis var det professionelle omdrejningspunkt for hende. Her holdt hun fanen højt og kæmpede for synlighed.
Vi har mistet en god ven og kollega, som vi vil komme til at savne meget.
Æret være Susans minde.
Danmarks Håndarbejdslærerforening, Karen Sandager, formand