Fakta:

Håndbog i børns sorg

Forfattere: Atle Dyregrov og Martin Lytje

348,75 kroner

224 sider

Forlag: Dafolo

Næst efter barnets forældre er klasselæreren og medlemmer af skoens pædagogiske team oftest de voksne, barnet bruger flest timer sammen med. Vi har derfor en unik mulighed for at kunne gøre en afgørende forskel for de børn, der oplever livstruende sygdom eller dødsfald i den nærmeste familie.

Vi ved, at sådanne begivenheder ændrer barnets verden for altid. Det er derfor vigtigt, at det er os, der er barnets nærmeste fagprofessionelle, der magter at have den ro og det overskud, som barnet har så stort behov for. Dog kan det virke både skræmmende og uoverskueligt pludseligt at skulle hjælpe et kriseramt barn igennem en svær sorg.

Håndbogen her er skrevet af to af de fremmeste specialister i krisepsykologi, og i den er der rig mulighed for at finde støtte i form af konkret viden, råd og eksempler fra virkeligheden. Dog håber jeg på, at der ikke er nogen, der vil genopleve, hvad Norge oplevede den 22. juli 2011, hvilket er omdrejningspunktet for bogens sidste kapitel. Men alt det andet omkring forældres og ikke mindst søskendes sygdom og død, er noget nærmest alle, der er i tæt kontakt med mange børn vil opleve i løbet af deres arbejdsliv. For det oftere end, vi bryder os om at blive mindet om.

Her er gode råd til at håndtere elevers sorg

Børn i sorg: “Skolen var lidt et frirum, hvor jeg bare kunne være mig selv igen”

Svendborgskoler opretter sorggrupper: “Det kan være svært at vide, hvordan man samler sørgende børn op”

Bogen er lige præcis den hjælp, som lærere og pædagoger har brug for, for at kunne forstå de udfordringer, et kriseramt barn står med, hvilke konsekvenser det har for barnet, og hvordan du konkret kan bidrage til at støtte barnet, både hjemme, på skolen og i barnets andre relationer. Men jeg vil på ingen måde anbefale, at man først begynder at læse i bogen i det øjeblik, man møder et kriseramt barn, for så er det nærmest for sent, fordi du så har fået reetableret nogle af dine egne gamle sår og minder fra situationer, der ligner det kriseramte barns. Så hvis denne bog virkelig skal have sin plads som klassiker blandt landet lærere og pædagoger, så skal den inddrages i de respektive uddannelser, så vi kan få snakket sammen med andre om, hvad vi selv har af erfaringer omkring det at være barn og møde livstruende sygdom og død.

Jeg er sikker på, at vi er mange, der har den slags erfaringer, men det er ikke os alle, der i vores barndom har haft muligheden for at snakke med andre om det, der har ramt os, da vi var børn. Måske har du selv oplevet at være klassekammerat til en, der havde mistet forældre eller søskende? Tænk dig lige om et øjeblik. Og hvor meget snakkede du med nogen omkring det, da du var barn? Vi glemmer nemlig også tit at inddrage det kriseramte barns nærmeste legekammerater, når den slags sker. Og jo, vi børn kan også føle sorg over, at ens bedste veninde har mistet sin mor i første klasse. Det ved jeg, for jeg var der selv engang. Dengang skulle der ikke tales om det i skolen, men det skal det nu! Og vi som er lærere og pædagoger, vi skal blive meget bedre til at tale med børnene om det, for sorg er en del af livet. Vi har alle et ansvar at bære. Derfor skal denne bog læses!