Traditionel idrætsdag skal bane vej for handicappede
Når specialskolerne på Fyn samler 600 elever til idræt i morgen, er deres traditionelle idrætsdag ikke blot vokset. Dagen markerer også starten på et nyt projekt, som skal give børn og unge med handicap mulighed for at dyrke idræt i deres fritid.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Idrætsdagen har kørt i nogle år, men det er første gang, vi har så mange deltagere. Vi arrangerer dagen, fordi vores elever har svært ved at finde ligestillede at dyrke idræt med, og resultatet må gerne blive, at forældre kører deres børn derhen, hvor der findes relevante idrætstilbud til deres børn. Vi ser det som vores opgave at skabe kontakt mellem forældre og idrætsforeninger", siger viceskoleleder Simon Vaaben fra Lindholmskolen, der arrangerer idrætsdagen i Nyborg sammen med Strandhøjskolen.
Der mangler dog tilbud om idræt til handicappede børn. Derfor er Dansk Skoleidræt og Dansk Handicap Idræts-Forbund klar med et nyt projekt, der skal give elever på specialskoler mulighed for at dyrke idræt på deres egen skole lige efter skoletid.
"Alle specialskoler på Fyn er med til idrætsdagen, så den nyansatte projektleder kan hilse på os alle. Tanken er, at der skal sættes idræt i gang på alle skoler, og at der skal samles op på vores erfaringer og initiativer. Vi skal støtte op om forældrene, for ikke nok med at de har handicappede børn. De har også handicappede børn, som typisk ikke har venner at dyrke idræt med. Derfor vil vi være med til at gøre det synligt, at selv om man er handicappet, kan man godt være glad for idræt og udeliv", siger Simon Vaaben.
Projektet skal bredes ud
Elever fra 6 til 18 år får glæde af idrætsprojektet, som nu skydes i gang og løber til 2009. I første omgang kun som et pilotprojekt på Fyn, men målet er bagefter at udvide det til resten af landet.
Projektet skal afprøve modeller fra Dansk Skoleidræt, udbygge og optimere dem til børn og unge med specialpædagogiske behov.
"Vi har haft gode erfaringer med at lave Skolesport for idrætsusikre børn. Her er det lykkedes at få børn, der ellers aldrig satte fødderne i en idrætshal, til at dyrke motion. Så vi ser nu frem til at kunne hjælpe børn med handicap til at finde den samme glæde", siger formand for Dansk Skoleidræt Lene Mygenfordt.
Kulturministeriet og Socialministeriet støtter projekt "Skolesport - Leg, Liv og Læring" med 837.810 kroner. Pengene kommer fra puljen "Idræt for vanskeligt stille børn", der i alt har uddelt 4,4 millioner kroner til en række idrætsprojekter for børn og unge med handicap landet over.
Idrætsdag styrker skolernes synlighed
Uanset handicap får de 600 elever på idrætsdagen i morgen rig mulighed for at skærpe deres interesse for at bruge deres krop. Multihandicappede kan for eksempel prøve en sanselegeplads, og der er mulighed for at få masseret fødder, hoved og hænder. Andre kan køre i mooncars og på trehjulere, kaste med dåser og lege stafetlege.
Eleverne repræsenterer hele spektret af handicap - fra multihandicappede over autister og aspergere til børn med generelle indlæringsvanskeligheder. I alt kan de vælge mellem 31 forskellige aktiviteter fordelt på Lindholmskolen og Strandhøjskolen.
Idrætsdagen blev grundlagt, da alle otte specialskoler hørte under Fyns Amt. De er også fælles om en dag med musik og bevægelse. På Lindholmskolen satser Simon Vaaben på, at begge arrangementer kører videre, selv om skolerne nu er spredt ud på region og kommuner.
"Vores elevtal stiger, så jeg kan ikke se nogen grund til, at vi skulle stoppe samarbejdet. Vi er for eksempel gået fra 80-90 elever til 107 i år, og det hænger blandt andet sammen med, at vi er blevet mere synlige for mange forældre. De små kommuner havde måske specialklasser med to-tre elever, men nu er forældrene blevet opmærksomme på, at den nye kommune har et kompetencecenter, hvor deres børn kan komme til at gå i skole blandt ligesindede. Den synlighed vil vi gerne styrke med idrætsdagen", siger Simon Vaaben.