Tag ansvar for svage elever
DLF kræver, »at kommunerne lever op til deres ansvar, så alle elever får den undervisning og støtte, de har krav på«
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Rummelighed handler mere om besparelser end om pædagogik, sagde formand for pædagogisk udvalg, John Illum, da han fremlagde et forslag til resolution fra hovedstyrelsen om netop rummelighed.
»Vi kan konstatere, at kommunernes fokus ikke så meget er på, hvordan vi kan sikre alle elever et godt undervisningstilbud, men i højere grad på, hvordan det er muligt - under dække af at skolen skal være rummelig - at spare resurser. Det er utilfredsstillende for forældre og elever og belastende for lærere og ledere«, tilføjede John Illum.
»Folkeskolen skal være rummelig, men det stiller også krav om, at kommunerne råder over en vifte af forskellige undervisningstilbud til elever, eksempelvis støtteundervisning, specialklasser og specialskoler. For normalklassen er ikke altid det bedste undervisningstilbud til en elev«, sagde han.
DLF kræver derfor, »at kommunerne lever op til deres ansvar, så alle elever får den undervisning og støtte, de har krav på«.
Ane Søegaard fra Frederiksberg Kommunelærerforening bakkede hovedstyrelsens forslag op, men ønskede en ny overskrift, der slår fast, at rummelighed blot er et snydeord for besparelser. Hendes alternativ til hovedstyrelsens overskrift »Kommunerne skal tage ansvar for de svage elever« var »Rummelighed er et skalkeskjul for besparelser«.
Det er bedre, at eleverne er i centrum end pengene, sagde John Illum, for »målgruppen for resolutionen er vælgerne og offentligheden«.
Ane Søegaard fastholdt imidlertid sit forslag med henvisning til de mange forældre, der demonstrerer mod besparelser. Men hendes forslag blev stemt ned og hovedstyrelsens vedtaget. |