På de godt to år, Bertel Haarder har været undervisningsminister i denne omgang, har skolen fået nationale test, obligatoriske afgangsprøver, elevplaner, kommunal kvalitetsrapportering og et nationalt råd og en national styrelse, der skal overvåge kvaliteten i skolen - så han må vel om nogen stå i spidsen for den managementificering af samfundet, som lektor Karen Lisa Salamon peger på.

Men nej, undervisningsministeren melder hus forbi. Han henter sin inspiration i fri- og højskolebevælgelsen, ikke i managementfilosofien, siger han.

»Jeg er enig i, at vi ikke skal have mere bureaukrati og statslig styring end højst nødvendigt, og jeg er enig i, at vi skal bekæmpe procedure. Men vi skal på den anden side være sikre på, at børnene lærer, hvad de skal. Der skal være resultatvurdering, og det er derfor, vi har test og obligatoriske 9.-klasse-prøver. De har ikke nogen værdi i sig selv, men de er et middel til faglig udvikling, fordi de afslører problemer - for eksempel at hver femte elev læser alt for dårligt, og at en stor gruppe elever får for få udfordringer. Det er vigtigt, at den slags kommer frem. Men det afgørende er jo, at der bliver gjort noget ved det. Selve det at måle giver ikke forbedringer, det er det, man bruger målingerne til, som er formålet«, tilføjer ministeren.

Han har netop bedt Danmarks Lærerforening om at deltage i et udvalgsarbejde, der skal afbureaukratisere skolen. De nye reformer står dog fast, understreger Bertel Haarder, men meget kan forenkles alligevel.

»Lærernes arbejdstidsaftale kan gøres enklere, men også andre ting: For eksempel er der jo nogen, der har været bedre til at udarbejde elevplaner end andre, og det kunne være nyttigt, at et udvalg satte sig hen og så på bedste praksis. Og der er også nogen, der udarbejder mere enkle kvalitetsrapporter end andre, er jeg sikker på, og også hvad disse angår kan man udveksle bedste praksis«.

Mange mener, at skriftlige elevplaner vulgariserer og brutaliserer dialogen mellem lærer, elev og forældre, men ministeren ser hellere på mulighederne i det nye redskab.

»Jeg har set gode elevplaner, og jeg har set dårlige elevplaner. De gode er de fremadrettede. Det der dem, der lægger vægt på, hvad der skal arbejdes med. Og det kan ingen blive fornærmede over. Men jeg skal blankt indrømme, at jeg har fået nogle elevplaner tilsendt fra forældre, som mener, at de pågældende planer har taget modet fra deres barn. Og det kan jeg godt se. Min konklusion er, at det gælder om, at elevplaner er fremadrettede. At de handler om, hvad der skal arbejdes mere med. Og de kvikke elever skal have lige så mange opsange som de svage, for de kan utvivlsomt komme videre på visse punkter, hvis de yder en ekstra indsats«.

Kritikere mener, at de nye reformer udtrykker et nyt menneskesyn: Man opfatter eleven som en resurse, staten investerer i med henblik på et senere afkast.

»Det er det rene vrøvl. Det handler om, at vi skylder børnene, at deres talenter bliver udviklet. Vi skylder dem, at de kan klare sig selv. At de får nogle muligheder i fremtidens samfund, og hvis de for eksempel ikke lærer at læse, så bliver de mulighedsfattige i deres senere tilværelse. Når et bredt folketingsflertal har besluttet, at 9.-klasse-prøverne skal være obligatoriske, og at der skal være obligatoriske test, så er det lige præcis for at undgå, at elever opgives, og talenter spildes«.

Mange mener, at uddannelse nu er tænkt som et redskab for økonomisk vækst.

»Jeg kan overhovedet ikke vedkende mig den beskrivelse. Det har intet at gøre med de motiver, jeg har haft. Mine motiver har været sociale. De har at gøre med, at vi skylder alle børn, at deres talenter bliver udviklet«.

New Public Management holdt sit indtog i den offentlige forvaltning som nyt styringssystem i 1980'erne, da Bertel Haarder var undervisningsminister første gang. Men han blev ikke grebet af den nye forvaltningsfilosofi, siger han.

»Den har jeg aldrig givet fem flade øre for. Det har jeg intet at gøre med. Det har jeg konsekvent holdt mig fri af«.

Politologer har ellers peget på, at netop Bertel Haarder var en af foregangsmændene i implementeringen af det nye system i Danmark, for eksempel med indførelsen af skolebestyrelser, der skulle styre skolen, som var den en privat virksomhed.

»Den model, som nu er indført overalt i undervisningssektoren, nemlig selvstyrende, selvejende institutioner, som får penge på en meget enkel måde - et bloktilskud beregnet efter et taxameterprincip og med rammestyre i stedet for detaljestyring - det er dét, jeg altid har stået for. Men min inspiration har ikke været managementlitteratur. Inspirationen har været den friskole- og højskoletradition, som jeg selv er rundet af«.

Men hvordan passer nationale test ind i fri- og højskoletraditionen?

»Vi har indført de obligatoriske test, fordi det er helt åbenlyst, at der er for mange elever, der ikke får lært at læse, og det er man som undervisningsminister nødt til at tage alvorligt. Nu har vi lige fået Pisa Etnisk, som viser, at det fortsat er halvdelen af de tosprogede, som ved afslutningen af folkeskolen ikke læser godt nok til, at de kan tage en uddannelse. Det er opskriften på sociale problemer, og man har jo altså lov til også at have en social bevidsthed«.

»Og når vi har indført test, så er det altså især af sociale grunde. Så færre falder igennem og færre, der vænner sig til at sidde uden at kunne følge med i, hvad der foregår. Det er det, der har været motivet. Og dertil kommer så det talentspild, der ligger i, at der er for mange af de stærke elever, som ikke får de udfordringer, de har krav på, og som derfor klager over, at de keder sig i skolen. Dem er der forbløffende mange af«.

Men det er ikke kun Danmark og Bertel Haarder, der har strammet op på styringen af uddannelserne. Det er en international trend. EU og OECD anbefaler en stærk evalueringskultur.

»Ja, men nu har jeg sagt, hvad mine motiver er. Det er ægte socialliberale motiver. Men selvfølgelig skal vi have en evalueringskultur - så vi får mere viden om, hvad der virker. Det er der jo ikke noget galt i. Det er ikke managementkultur, det er medmenneskelighed sat i system«, siger undervisningsministeren. |

Ministeren

Bertel Haarder har været undervisningsminister siden 2005. Var også undervisningsminister i 1980'erne. I 1990'erne var han EU-parlamentariker. Han er cand.scient.pol. og skrev speciale om Grundtvig som politiker.

»Lærernes arbejdstidsaftale kan gøres enklere, men også andre ting: For eksempel er der jo nogen, der har været bedre til at udarbejde elevplaner end andre, og det kunne være nyttigt, at et udvalg satte sig hen og så på bedste praksis« Bertel Haarder»Og når vi har indført test, så er det altså især af sociale grunde. Så færre falder igennem og færre, der vænner sig til at sidde uden at kunne følge med i, hvad der foregår« Bertel Haarder