Fem minutter!

Fem minutter - det er, hvad der ofte går, før eleverne falder så meget til ro efter frikvarteret, at man kan undervise dem. Ganger man det op, bliver det et helt år på et skoleforløb.

Dette regnestykke er ofte blevet fremført på pressemøder og konferencer de senere år. Er der noget, eliten ikke kan tåle, er det spild af tid. I stedet hyldes timemanagement. Og fleksibilitet, selvkontrol, ansvarlighed, effektiv læring, konkurrence, regnskab, målestokke og cost-benefit.

Disse nøgleord er også kapiteloverskrifter i antropologen Karen Lisa Salamons nye bog »Selvmål - det evaluerede liv«.

I bogen diagnosticerer hun et samfund, der er besat af tal, måleri, kontrol og central styring. Det minder om George Orwell, men er faktisk vores aktuelle samfund, der efter Karen Lisa Salamons mening er ved at score et selvmål: Samfundet dehumaniseres, og flere og flere er under for stort tidspres og får stress. I øjeblikket tager over en kvart million danskere sovemedicin.

Karen Lisa Salamon har opfundet et nyt ord for det, der sker: Manage­mentificeringen.

»Managementificeringen handler om, at alt kan og skal styres. Intet må overlades til tilfældigheder, personlig smag eller andet menneskeligt kaos. Alt skal gøres mere rationelt, fornuftigt og professionelt. Der skal være klare mål og stærke principper. Det gælder fra småkagefremstilling til hjemmepleje, børnehave og folkeskole«, siger hun.

»Vi har ikke noget valg, påstår de økonomiske vismænd. Vi skal være globalt konkurrencedygtige og i fortsat vækst«.

Derfor trænger regnskabsstyringen ind overalt, selv i privatlivet, personligheden, dannelsen, kunsten, omsorgen, det religiøse liv og kærligheden, påpeger hun.

»Effektivitet, selvevaluering og konkurrence er gået hen og blevet idealer for alting på alle livets områder. Vi lægger måske slet ikke mærke til det, for forandringerne kommer lige så stille glidende ind i livets små rutiner og regler«.

Vi tænker efterhånden på os selv som investeringer, der skal styres og forvaltes effektivt for at skabe overskud på den personlige bundlinje, siger hun. Alt tænkes ud fra nytteværdi.

»Har du gødet dit personlige netværk og din karriere i dag? Sådan evaluerer mange sig selv. Har du tænkt positivt og udviklet dine kompetencer? Har du fokuseret på det, du er bedst til, og har du sørget for ikke at fjumre tiden væk?«

Måleri er ikke i sig selv dårligt, mener Karen Lisa Salamon. Det er heller ikke nyt. Gennem flere hundrede år har civilisationen udviklet mål til for eksempel naturen, tiden og rummet. Minutter. Breddegrader. Meter. Og fælles mekaniske standarder, der er forudsætningen for, at møtrik og skrue passer sammen, selv om de er produceret på hver sin fabrik i hvert sit land. Og fælles kvalitetsstandarder, der er forudsætningen for et effektivt samspil mellem sælger og køber, som skal kunne stole på varens stabile kvalitet, også selv om den købes ubeset og uprøvet.

»Så det er bestemt ikke nyt, at vi måler og evaluerer hinanden. Nyheden ligger i, at målinger er blevet vores samfunds vigtigste styringsredskab. Og faren er, at måleriet går i selvsving. At vi måler for at måle«.

Derfor er det så vigtigt, hvad der måles. Og hvordan der måles. Dér står kampen i dag.

»Den værdipolitiske kamp handler nu i høj grad om målekriterier. Valget af evalueringskriterier og målestokke påvirker nemlig de billeder, vi danner af omverdenen, og de domme, vi fælder over hinanden. Hvad tæller med? Og hvad trækker op, og hvad trækker ned?«

Men lige meget hvad - måles skal der. Formålet er at optimere.

»Det er udmattende. Vi skal hele tiden optimere på alle parametre. Man har ingen undskyldning for, at man ikke er effektiv som person. Man skal være selvansvarlig. Man skal være et kompetent barn, der tager ansvaret for sin egen læring. En teamarbejder, der tager ansvar for teamet. En medarbejder, der kan lede sig selv. Som statsministeren sagde i sin nytårstale: Det kan godt være, det bliver lidt hårdt, men vi må selv tage ansvaret. Vi må gøre børnene mere læringsparate ved at sørge for, at de får en god madpakke med om morgenen. Det er dit ansvar som forælder. Du pålægges hele tiden et kolossalt ansvar. Du alene. Det er ikke gruppen, fællesskabet, dialogen, der bærer ansvaret, det er dig alene. Og det er enormt svært, for så brede skuldre har vi ikke«.

»Vi underkender simpelt hen mennesket som socialt væsen i de her år. Personlighedsudviklingsstrategier og systemisk psykologi, som skal lære dig at reagere på bestemte måder og optimere dine kognitive kompetencer, har stor bevågenhed, mens det sociale felt, det, der handler om solidaritet, og om hvordan mennesker fungerer i flok og gruppe, det har stort set ingen bevågenhed. Det regnes for fortid, fordi det er dyrt i drift. Fester og kaffepauser og hygge og at hænge ud - det kan ikke bruges til noget. Frikvarter kan ikke bruges til noget. Dem vil vi gerne af med, medmindre de skal bruges til, at man får frisk ilt ind til sin egen individuelle hjerne«.

Bare at spille kugler med nogen eller stå og fnise eller spilde tiden, det går ikke i dag, påpeger Karen Lisa Salamon. Det er imod tidsånden, der kræver, at enhver handling legitimeres ud fra sin nytteværdi.

»Der er tale om en underkendelse af fællesskabet, som jeg finder meget sørgelig. Og uheldig, for jeg tror ikke, vi er noget uden fællesskabet. Vi er sociale væsener«.

Der bliver ført regnskab med alt, ikke mindst hin enkelte, for eksempel i læringsplaner og elevplaner. Det sker på en ny måde.

»Regnskab har altid været et styringsinstrument. De tidligste regnskabsformer - som vi kender fra inkaerne i Mellemamerika og hos de gamle ægyptere - regnede op, hvor meget korn eller guld folket skulle aflevere til statsmagten. Men i dag bruger vi regnskaberne til at planlægge ting, som næsten ikke engang er tænkt endnu. Det sker meget nidkært og detaljeret. Med den digitale teknik kan vi konstant registrere ting, som det menneskelige øje og den menneskelige hjerne ikke ville kunne nå at gøre, og vi kan samkøre registreringerne i stadig mere komplekse regnskaber og statistikker«.

»Vi har fået et system, der konstant evaluerer på dine tidligere præstationer, men som også beskriver, hvad du skal opnå fremover, og hvad vi kan kræve af dig, så du opnår det, og hvordan vi kan detaljestyre processen forlods, så du opnår det resultat, som vi kræver af dig. Det er resultatstyring og kontraktliggørelse på alle niveauer - mellem børn og forældre, lærer og elever, lærer og forældre, lærer og skoleledelse, skoleledelse og kommune, kommune og stat. Elevplanen er som en femårsplan«.

Det kan være udmærket at udvikle metoder, der gør os bedre til at tænke fremad, mener Karen Lisa Salamon. Men der skal være mere realisme i det - hvad kan man overhovedet planlægge, på hvilke præmisser, og er der resurser til det, der bliver lovet?

»Man kalder det læringskontrakter, men en kontrakt er noget, der indgås mellem to parter. Der er normalt en noget for noget-relation i en kontrakt, for eksempel en købskontrakt: Du får mit hus, og jeg får dine penge. Men i læringskontrakten er der tale om envejskommunikation: Du skal det her, som du nu selv må tage ansvaret for. Man siger ikke engang, at så får du en kæmpestor kage, når du har lært det«.

Visionen i den type evaluering er anderledes end i de traditionelle belønningssystemer, understreger hun. Som følge deraf får styringen også en anden karakter.

»Der er kommet utrolig meget fokus på selve værktøjskassen. Man snakker rigtig meget om metode, men ikke så meget om, hvad man vil opnå på lang sigt, og om det er realistisk at opnå det med de resurser, vi har til rådighed. Og hvis det ikke er realistisk, hvem skal så bøde for det? Og svarer regnskabernes nuancer egentlig til virkelighedens nuancer? Jeg siger nej«.

Regnskaber er rigtig gode til ting, der kan kvantificeres entydigt, mener antropologen. Derfor er det genialt at bruge regnskaber til pengeøkonomiske beregninger, fordi penge netop kan regnskabsføres meget præcist. Men for eksempel social mobilitet hos skolebørn kan der ikke entydigt føres regnskab med. Mange faktorer, også uden for skolen, spiller ind, når et barn bryder sin negative sociale arv.

Tragedien er, at der ikke er ret meget at gøre ved det. Enhver kritik, eller bare skepsis, over for evalueringsmaskinen bliver skudt ned med det samme som bagstræberisk brokkeri.

»Stemningen er, at folk vil have mere for pengene, og derfor vil de kunne måle, hvad tingene er værd i penge«.

Det er det mest skræmmende, mener Karen Lisa Salamon: Evalueringsregimet synes hævet over enhver diskussion. Man kan til nød diskutere, hvad der skal evalueres og hvordan, men tilsyneladende ikke om der skal evalueres.

»Det ville være en afmægtig strategi at sige nej til evaluering. Det vil blive opfattet som brokkeri under de aktuelle betingelser. Eller som en rablende form for hippie-naivitet om, at vi vil have følelserne tilbage, og vi vil have kærlighed i dagligdagen. Og vi vil have værdier tilbage, som ikke nødvendigvis er knyttet til brugsformål. Og vi vil have venligheden tilbage«.

»Svaret ville blive: Det kan vi ikke forvalte med, flyt ud på Christiania - bortset fra at Christiania heller ikke må være målfri zone længere«.

Men selv om det ser sort ud, skal enhver underviser selvfølgelig til enhver tid kæmpe for at få vilkår, der gør det muligt at udføre arbejdet på en meningsfuld måde, siger hun.

»Nogle gange kan det give god mening at skabe sine egne lokale mål for anderledes løsninger, som for eksempel at fokusere på kvaliteten af det sociale miljø frem for blot at regne på resultatmål for den individuelle præstation«, tilføjer hun.

»Og det giver stadig mening at diskutere, hvor grænserne går for styring. Skal alt styres, og skal det styres gennem målinger? Hvad vil vi måle på og med hvilke målestokke? Der er jo stadig ting i livet, som vi kan organisere bedre på andre måder end gennem måling og resultatbedømmelser, vil jeg mene«. |

Underviseren

Karen Lisa Salamon, født 1964, er ph.d. i ledelse fra Copenhagen Business School, magister i antropologi og lektor på Danmarks Designskole. Hun har udgivet bogen »Selvmål - det evaluerede liv« på Gyldendal.

»Der bliver ført regnskab med alt, ikke mindst hin enkelte, for eksempel i læringsplaner og elevplaner. Det sker på en ny måde« Karen Lisa Salamon»Det er udmattende. Vi skal hele tiden optimere på alle parametre. Man har ingen undskyldning for, at man ikke er effektiv som person« Karen Lisa Salamon