Elevplaner og nationale test er småting. I Undervisningsministeriet har de meget større ting i gang. De prøver at komme ind i hjernen på lærerne og styre dem derfra. Eller ind i »selvet«, som ph.d.-stipendiat Justine Grønbæk Pors skriver i sin bog »Evaluering indefra«, der undersøger denne nye form for styring af skolen, som hun kalder kulturstyring og kampagnestyring.

»I Ministeriet har de opdaget, at der er modstand mod elevplaner og test blandt lærere. Derfor forsøger de nu at styre på en anden måde. I stedet for at tvinge lovændringer igennem trækker de sig lidt tilbage og siger: 'Vi prøver en mere opdragende form for magt og styring, som går efter at forandre kulturen på skolerne og billedet af, hvad det vil sige at være en dygtig lærer'«, siger Justine Grønbæk Pors.

Undervisningsministeriet indledte sin kampagne 1. marts 2007 med oprettelsen af evalueringsportalen www.evaluering.uvm.dk under fanen »Lærere og ledere«, hvor der ligger en række tekster, der formidler evalueringsværktøjer og baggrundsviden om evaluering. Formålet er at fremme en evalueringskultur i folkeskolen. Justine Grønbæk Pors har analyseret dette materiale.

Undervisningsministeriet giver her sit billede af den ideelle lærer, mener hun. Det er en lærer, der er målstyrende og refleksiv, ikke kun i forhold til elevernes faglige præstationer, men i princippet i relation til alt, hvad der foregår i klassen og på skolen. Ja, også i forhold til hvad der foregår inde i hovedet på læreren selv og mellem kollegerne. Hvis læreren eksempelvis registrerer modstand mod evaluering og udvikling inde i sig selv eller hos en kollega, skal læreren bekæmpe den og få sig selv eller kollegaen på rette kurs igen.

»Det tricky er, at noget af materialet stemmer overens med idealer, der allerede findes i lærerkulturen. For eksempel begrebet refleksion. Den dygtige lærer er ifølge materialet en lærer, der hele tiden formår at reflektere over sine egne handlinger og sine relationer. Det er en god egenskab, som også lærerprofessionen kan nikke til. Problemet er bare, at man ikke diskuterer, hvor refleksionen bør stoppe. Den kan blive ved og ved og ved. Alt kan tematiseres i det her evalueringssprog«, forklarer Justine Grønbæk Pors.

Kampagnen omslutter fuldstændig læreren, fastslår hun.

»Det sniger sig ind, at den dygtige lærer hele tiden tænker i evaluering, refleksion, målstyring og dokumentation. Hele tiden dokumenterer, hvilke mål han har for undervisningsforløbet, hvordan han planlægger det, hvordan han evaluerer det, og hvordan han følger op på det. Det kan umiddelbart lyde fornuftigt, men inde i det ligger der en opfattelse af, at alt kan styres, og at vi får god undervisning, hvis bare lærerne styrer sig selv og undervisningen rationelt. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet«, siger Justine Grønbæk Pors, der efterlyser en debat om blandt andet denne problemstilling.

»Ministeriet har sat en udvikling i gang, der faktisk forandrer, hvordan man kan være lærer. Forandrer, hvordan man kan møde forældre, elever, kolleger, sin leder. Uden at nogen diskuterer, om det er godt eller dårligt. Debatten er låst fast i modstand mod nationale test og elevplaner, som egentlig bare er gammeldags regelstyring«.

Det nye er, at de i ministeriet har indset, at hvis de skal lykkes med at styre folkeskolen, skal de selv træde til side og i stedet lokke lærerne til at tænke og føle, som ministeriet ønsker, de skal tænke og føle. Kronjuveler som metodefrihed og autonomi er dermed på spil, mener Justine Grønbæk Pors.

»Metodefrihed har været lærerens ret til at gøre, hvad han vil i klasselokalet. Sådan er det ikke længere. Nu betyder metodefrihed frihed til at vise forældre, politikere og embedsmænd, hvordan læreren hele tiden reflekterer, målstyrer, planlægger og evaluerer«.

Det er ikke nødvendigvis en dårlig udvikling, siger Justine Grønbæk Pors. I et moderne velfærdssamfund vil skolens omverden altid interessere sig for, hvad der foregår inde bag døren til klasselokalet, mener hun. Men kampagnen griber helt ind i lærerens personlighed.

»Ifølge materialet er det ikke kun elevernes performance, der skal evalueres. Det er heller ikke kun kerneopgaven undervisning. Det er alle aspekter ved læreren, der skal evalueres - hans evne til at gå i dialog med andre lærere og hans evne til at gå i dialog med sig selv og lede sig selv og regulere sig selv«.

Målestokken for lærerens selvevaluering og hans evaluering af kolleger er blandt andet: Er du for eller imod evaluerings­idealerne. Hvis du er imod, er det ikke idealerne, der er noget galt med, men dig, der er noget galt med.

»Den figur dukker op mange steder i kampagnematerialet - hvis du ikke er med os, er du bange for forandringer. Læreren opfordres til at være opmærksom på de sider i sig selv, der er bange for forandringer, og få rettet op på dem. Han opfordres også til at genkende de sider hos andre lærere. Hvis nogle ikke går ind for idealerne, kan det forklares med, at de er utrygge ved den forandring, der er ved at ske. Eller forklares med, at de ikke evner eller lyster at udvikle sig selv«.

Det er præcis dér, refleksionsidealet rammer muren, mener Justine Grønbæk Pors. Hvis den dygtige lærer stiller kritiske spørgsmål til evalueringsidealet selv, er han ikke dygtig længere i ministeriets øjne. Så er han bagstræberisk.

»Der findes ikke et sted udenfor, hvorfra man kan kritisere kampagnen. Den har et totaliserende potentiale. Kritik er på forhånd afvæbnet: 'Jamen, hvis du ikke kan se, at vi skal reflektere og målstyre og evaluere hele tiden, så er det dig, der er noget galt med, du er bange for forandring og udvikling'«.

Kampagnen skaber et fjendebillede. Det er den lærer, der i sin undervisning forlader sig på intuition, erfaring, tradition, sansning og tavs viden. Han er i kampagnens optik uprofessionel. Den lærer, der lever op til idealer om målstyring, refleksion og systematik, er derimod professionel.

»Der sættes en skarp skelnen mellem en dygtig, reflekterende, moderne lærer og en uambitiøs, uengageret, inkompetent lærer«.

Selv om kampagnen i virkeligheden på den måde er brutal, fremstiller den sig selv som hjælpsom, siger Justine Grønbæk Pors.

»Det sjove er, at den præsenterer sig selv som en uskyldig hjælp. Som en hjælp, der ikke forandrer centrale størrelser i skolen, men bare hjælper lærerne til at løse deres opgave bedre. Men når man prøver at hjælpe et område til at få en større viden, så skelner man samtidig mellem, hvad man mener er viden og ikke-viden. Men måske ligger der nogle vidensresurser i lærerstanden, som ikke bliver genkendt som viden af ministeriet og derfor bliver sat uden for døren. For eksempel intuition og tavs viden«.

»Før var det nemmere at sige, at tavs viden og intuition var en vidensform, men det er det ikke længere. Derved er præmisserne for, hvordan man overhovedet kan være lærer, blevet forandret ganske betydeligt«.

»Hver gang man promoverer et nyt vidensbegreb, løber man den risiko, at der er noget, som man ikke længere kan få øje på som viden, men som egentlig fungerer i den lokale kontekst. I klassen kan intuition måske have en udmærket funktion, men det kan man ikke få øje på inden for det regime, som kampagnen etablerer. Hjælp forandrer, og her forandrer det præmisser for, hvad en dygtig lærer er«.

Kampagnens idealer er allerede slået igennem ude på skolerne, også fordi de er i samspil med andre tendenser i tiden, siger Justine Grønbæk Pors.

»Idealerne skaber en virkelighed, hvor det kun er muligt at være en dygtig lærer på en særlig måde, og dét positionerer lærerne sig allerede efter«.

Skolens repræsentanter, herunder Danmarks Lærerforening og pædagogiske forskere, burde bruge færre kræfter på kritik af elevplaner og nationale test og gå proaktivt ind i debatten om den nye kulturstyring af skolen, mener Justine Grønbæk Pors. Den er meget mere indgribende i forhold til lærernes arbejdsforhold, siger hun. Og der er ingen garanti for, at den giver en bedre skole.

»Den målstyringstankegang, der formidles i kampagnen, bygger på, at lærerens virkelighed består af kausale sammenhænge mellem målformulering, planlægning og målopnåelse. Men kan et værktøj, bygget på sådanne forestillinger, overhovedet indfange og dermed styre den kompleksitet, læreren møder på lærerværelset og hos eleverne?«

Baggrunden for kampagnen er en rapport fra OECD, der i 2004 anbefalede Danmark at styrke evalueringskulturen i skolen ved netop at ændre lærernes måde at tænke på, så de blev mere evalueringsorienterede. Det er det, der nu sker, fastslår Justine Grønbæk Pors. Hun påpeger, at noget tilsvarende sker inden for andre offentlige områder, ikke kun i Danmark, men i mange vestlige lande.

Statsapparaterne har nemlig indset, at styring med tvang via love og regler ikke længere rækker. Derfor tyr de nu til kampagne- og kulturstyring, hvor medarbejderne opfordres til at regulere sig selv, så de lever op til statens ønsker og visioner, siger hun.

Læs anmeldelse af »Evaluering indefra. Politisk ledelse af folkeskolens evalueringskultur« side 37 og af www.evaluering.uvm.dk på undervisere.dk

Forskeren

Justine Grønbæk Pors, født 1980, har udgivet bogen »Evaluering indefra. Politisk ledelse af folkeskolens evalueringskultur« på forlaget Nyt fra samfundsvidenskaberne. Hun er ph.d.-stipendiat på Copenhagen Business School, hvor hun er tilknyttet Center for skoleledelse. Hendes ph.d.-projekt handler om skoleledelse og relationer mellem kommuner og skoler.

»Før var det nemmere at sige, at tavs viden og intuition var en vidensform, men det er det ikke længere. Derved er præmisserne for, hvordan man overhovedet kan være lærer, blevet forandret ganske betydeligt« Justine Grønbæk Pors»Idealerne skaber en virkelighed, hvor det kun er muligt at være en dygtig lærer på en særlig måde, og dét positionerer lærerne sig allerede efter« Justine Grønbæk Pors