Førstegangsvælger
Nina Sohne, 34, føler sig forpligtet til at stemme til hovedstyrelsesvalget - men det er lidt langt væk, føler hun
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Helt ærligt, så synes jeg, det er vigtigere at stemme til kredsstyrelsesvalget. Hovedstyrelsen er lidt langt væk, men kredsstyrelsen møder man jo i gadebilledet«, siger Nina Sohne Andersen, der er 34 år og lærer på Mølholm Skole i Vejle. Hun skal stemme for første gang til hovedstyrelsesvalget i DLF. Hun blev uddannet i 2000, men ved sidste valg var hun på en privatskole og derfor ikke medlem af DLF.
»Så jeg skal da indrømme, at det ikke kan blive 100 procent min egen stillingtagen. Jeg bliver nødt til at lytte til kredsstyrelsen og mine kolleger, selvom jeg også prøver at følge med i bladet«.
Nina Sohne synes, det er en pligt at stemme, og hun mener også, det er rigtig vigtigt for hende som lærer og for hele lærerstanden, hvem der sidder i toppen af Danmarks Lærerforening:
»Det betyder utrolig meget, at de, der repræsenterer os i medierne, er veltalende og gør sig godt. Der er jo sådan en holdning om, at lærerne altid brokker sig, og der er det altså vigtigt, at vi har nogle folk, der gør sig godt. De skal selvfølgelig påpege, når der er noget galt, men de skal gøre det skarpsindigt!«
Om der lige er nogen fra Vejle-området, eller om der er mange unge overenskomstansatte eller kvinder i hovedstyrelsen, betyder mindre for Nina Sohne.
»Tjenestemændene er jo ved at være en uddøende race, men det er dem, der har overskuddet til at stille op, og det er fint. Det er svært for os unge at finde overskud, bare det at være tillidsrepræsentant er jo et kæmpe arbejde. Så hvis de bare husker os og gør det godt, så er det fint«, mener Nina Sohne.
Hun er ikke i tvivl om, hvad der er den vigtigste opgave for den nye hovedstyrelse:
»De skal have en ordentlig overenskomst i hus. Vi vil gerne have noget mere i løn. Jeg synes, vi arbejder enormt hårdt, og så vil vi jo også gerne have lidt mere honorering. Det kan også betyde mere prestige til lærerjobbet«. |