Find én med klare synspunkter
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Stem efter anskuelser, ikke efter postnummer. Find den eller de kandidater, du deler fagpolitisk og samfundsmæssig indstilling med - og stem så på dem«, siger Peter Hess-Nielsen. Han har siddet i DLF's hovedstyrelse i otte år, men trækker sig nu. Det er »sådan et godt gammelt VS-princip«, at man ikke skal sidde mere end to perioder, forklarer han. Og det meddelte han, allerede da han blev valgt første gang.
»Men selvfølgelig har det da rykket i mig for at blive, for nu har jeg jo lidt erfaring, men jeg holder altså fast ved princippet og går«.
Det er vigtigt, at alle synspunkter har mulighed for at blive repræsenteret, argumenterer Peter Hess. »Alle medlemsgrupper og ansættelsesformer skal føle sig repræsenteret i DLF's ledelse«, fortsætter han.
»Det tidligere hovedstyrelsesmedlem Jørgen Stampe sagde engang, at folk i hovedstyrelsen skal kunne se ud over trætoppene og må samtidig ikke falde over rødderne. Det har han ret i. Men hvis man sidder for længe oppe i træet, kan man jo godt miste jordforbindelsen. Det er vigtigt at stemme på kandidater, som har klare fagpolitiske og samfundsmæssige synspunkter. Og rødderne skal også være i orden, så man har et medlemsbagland at diskutere med undervejs«.
I syv af de otte år, Peter Hess-Nielsen har været i hovedstyrelsen, har han undervist to dage om ugen.
»Det har jeg gjort, fordi det er vigtigt at bevare den direkte forbindelse til skolehverdagen. Først i år har jeg ikke undervist, fordi foreningsopgaverne voksede så voldsomt. Men princippet er altså rigtigt«, understreger han. |