Dit talent skal frem i lyset

Som medarbejdere gælder det om at gøre sine talenter synlige. Og ledelsen skal samtidig være opmærksom på dine kvaliteter

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Alle er gode til et eller andet. Det drejer sig blot om at finde ud af, hvad det er, man er god til«, siger Gummitarzan i Ole Lund Kirkegaards klassiske børnebog.

Hvad nu hvis man har fundet ud af, hvad man er god til, uden at nogen har opdaget det?

Den situation kan du som medarbejder nemt komme i. Konsekvensen er, at du bliver mindre engageret i dit arbejde, og at du måske søger dine udfordringer et andet sted.

Både for dit og for arbejdspladsens ve og vel er det derfor vitalt, at din leder evner at spotte dit talent og forstår at pleje det, mener Hanne Larsen, der er regionschef for Fødevareregion Syd, som er en organisation med mange funktioner og mange niveauer.

»Fødevareregionerne har et stykke tid været i gang med at uddanne deres ledere til at blive bedre til at udvikle medarbejdernes jobkvalifikationer og til at støtte dem i deres karriereplanlægning. I samme forbindelse bliver der indført et nyt koncept for medarbejderudviklingssamtaler, hvor der bliver mere fokus på området«, siger Hanne Larsen.

»Når det gælder om at udvikle folks talenter, er det en fordel, at der er mange forskellige typer af job, men det er også vigtigt, at medarbejderne kan gennemskue, hvilke muligheder de har for at prøve andre funktioner. Derfor er vi gået i gang med at gøre organisationen mere gennemsigtig og for eksempel anvende de samme stillingsbetegnelser hele vejen rundt«.

Uanset hvad man har talent for, er den første gang, man bliver spottet, mest afgørende. Det er også som regel den vanskeligste.

Det gælder ikke mindst, hvis man vil være skoleleder. Folkeskolen har en flad struktur, og det kan derfor være svært for en menig lærer at komme i nærheden af et lederjob.

»Strukturen kan gøre det svært at spotte ledertalenter, men vi kan løse opgaven ved at udpege folk til teamkoordinatorer. Det er ganske vist ikke en lederstilling, men som koordinator prøver man kræfter med at organisere et stykke arbejde og med at være centralt placeret i et samarbejde«, siger viceskoleinspektør Jon Lissner, Trekroner Skole ved Roskilde.

Er du lærer, og har du et fagligt og pædagogisk talent, er der gode muligheder for, at det bliver spottet, og at det kan komme til udfoldelse. Har du desuden talent for ledelse, kan dine skoleledere komme i et dilemma. Hvis de spotter dit talent og sætter sig for at fremme det, kan det ende med, at de må sige farvel til en skattet medarbejder.

»Vi har haft fire eller fem lærere, der er blevet afdelingsledere på andre skoler«, siger Jon Lissner.

»Det er godt for dem, men vi er kede af det, hvis en dygtig medarbejder rejser«.

Uanset om du er lærer i folkeskolen eller ansat i en fødevareregion, skal du selv yde en indsats, hvis du vil have spottet dit talent for ledelse. Det gælder om klart at signalere, at man har lyst til den type udfordringer. Et oplagt sted at gøre det er ved medarbejderudviklingssamtaler.

»Hvis du fortæller om dine ambitioner i den retning, og hvis du for eksempel orienterer om, at du gerne vil begynde på en lederuddannelse, så giver du skolelederen et godt grundlag for at støtte, hvor der er behov«, siger Jon Lissner. |