Forskere fra Københavns Universitet og Rockwool Fonden har lavet et mindre Youtube-hit med en video, der uhyggeligt tydeligt viser, at danske børn af ufaglærte mødre starter livet med en lavere fødselsvægt, klarer sig dårligere i sundhed, social omgang med andre, nationale test i skolen, til eksamen og i livet helt generelt (se den over eller under artiklen).

I sidste uge stod en af dem, ph.d. Rasmus Landersø, på scenen ved KL’s Børn & Unge Topmøde, med det samme, triste, budskab.

Han er klar med en ny analyse af data fra bl.a. nationale test og afgangsprøver, og i den anledning har folkeskolen.dk spurgt ham ind til de triste tal.

For er der overhovedet noget, folkeskolen og ens lærere kan gøre for at modvirke de tilsyneladende forudbestemte skæbner, børnene møder op med den første dag i børnehaveklassen?

”Tidligere var der store forskelle på tværs af landet. Ind til reformen i 1958 havde det stor betydning, om man havde gået i en landskole med færre skoledage og færre undervisningstimer, og hvor flere klassetrin blev undervist sammen, eller man gik i en byskole. Da landskolerne blev nedlagt, gjorde det en kæmpe forskel, og det kunne man for eksempel se i de intelligenstest, man tog ved session”, fortæller Rasmus Landersø som illustration af, at kvaliteten af skolegang har markant betydning for, hvordan man klarer sig videre i livet.

Ikke i mål

Mange gange de senere årtier har forskellige forskere på initiativ fra forskellige sider forsøgt sig med statistiske metoder til at isolere effekten af skolegang og udpege, hvad der skal til skolemæssigt for at bryde elevernes medbragte sociale arv.

Men med meget begrænset held. Og internationalt, fx i Pisa-undersøgelserne, ligger Danmark da også pænt med hensyn til lighed i uddannelse.

Kunne man forestille sig, at vi faktisk giver eleverne så lige muligheder her i landet, at det ikke er manglende chancer, der gør, at en gruppe børn af ufaglærte forældre klarer sig dårligere end middelklassens børn, men derimod biologisk arv i form af lav intelligens, ADHD eller andre nedarvede udfordringer, der gør det at tage en uddannelse og få gode karakterer vanskeligere?

”Det er klart, at der var et helt andet rum dengang med '58-reformen. Den gruppe, der får dårlige karakterer i skolen i dag og ikke får en ungdomsuddannelse, er en meget svær gruppe med mange forskellige udfordringer – men det betyder ikke, at vi er i mål”, fremhæver Rasmus Landersø.

Og han anerkender heller ikke biologisk arv som en forhindring, man skal opgive at overkomme:

”Ulighed på baggrund af genetik er ikke uoverkommeligt. Dårligt syn - som jo har en stor arvelig komponent - var tidligere et stort problem. Men nu har vi briller, og så er det slet ikke noget, vi tænker over i dag."

Børn af ufaglærte forældre har væsentligt ringere chancer for selv at få en ungdomsuddannelse end børn af højtuddannede forældre.

Men allerede i folkeskolen er det tydeligt, at de klarer sig ringere. Faktisk kan man allerede se mønsteret i tidligt i skoletiden.

I en rapport fra Rockwool Fonden ses det, hvordan børn af højtuddannede forældre klarer sig markant bedre end børn af lavtuddannede forældre allerede i de nationale test i 2. og 3. klasse.

I rapporten er test scorerne fra 2.-3. klasse blevet omregnet til 7-trins karakterskalaen for at kunne sammenligne mønsteret gennem hele skoletiden.

”Det er altså ikke nok, at man fx siger, at man vil sætte ind med mere vejledning eller ændre noget ved 10. klasse, hvis man vil have flere til at gennemføre en ungdomsuddannelse”, fremhæver Rasmus Landersø og lægger op til den svære debat om, hvor meget, vi som samfund skal, må og bør gå ind i familier og blande sig i folks måde at være forældre på.

Hvor meget, man for eksempel skal blande sig i forældres syn på det at passe sin skole, have madpakke med og være flittig i skolen.

Han peger også på, at hvis karakterfordelingen i folkeskolen var ens mellem børn af ufaglærte og børn af universitetsuddannede, så ville 80 procent af forskellen på, hvor mange der får en ungdomsuddannelse forsvinde.

Men hvad kan skolen og lærerne og samfundet så stille op?

”Jeg skal jo ikke gøre mig til dommer. Men hvis vi gerne vil have, at alle klarer sig mere ens, så skal man måske give dem, der har det dårligste udgangspunkt mere end den øvrige gruppe. Og det kan man jo gøre på flere måder. Lige nu taler man om at fordele gymnasieeleverne, så man får mere lighed, mere blandede peer groups af kammerater på gymnasierne, men man kan også for eksempel flytte de økonomiske resurser, så man tildeler flere midler til de skoler, hvor de dårligst stillede går”, siger han.

Han fortæller, at et andet forskningsprojekt, han har arbejdet med, klart viser, at lærerne på de skoler, hvor mange fagligt og familiemæssigt dårligt stillede børn er samlet, har kortere tids erfaring og dårligere karakterer med sig, end lærerne på de skoler, hvor de resursestærke familier er i flertal.

”Så ikke alene handler det om, at bestemte typer familier samles i bestemte områder og dermed på bestemte skoler. Det gør lærere også. Én måde man måske kunne ændre det på, var at ændre på, at lærere normalt tjener det samme, uanset hvor de arbejder. Der kunne man jo vælge at forsøge at tiltrække lærere til bestemte skoler med højere lønninger, ligesom man taler om at tiltrække læger til at åbne praksisser i områder med lægemangel".