Da Bertel Haarder blev undervisningsminister i 2005, tog han sin departementschef fra Integrationsministeriet, juristen Niels Preisler, med sig til Undervisningsministeriet. Margrethe Vestagers departementschef, økonomen Henrik Nepper-Christensen, flyttede videre til det nu hedengangne Familieministerium. Både Nepper og Preisler er nemlig tilhængere af fleksible generalister.

»Den nuværende ledelse gør en dyd ud af, at man ikke må gro fast på et område. Det er der hverken noget nyt eller mærkeligt i. Det interessante er, at den fleksible generalist nu er en klassisk djøf'er, en jurist eller økonom, der laver lovgivning, og i mindre grad den innovative og politisk strategiske flekspert, der sparrer politisk med ministeren og dyrker netværk. En figur, der var temmelig populær for få år siden«, siger Stefan Hermann, der har været chefkonsulent i Undervisningsministeriet og Kulturministeriet. Nu er han vicedirektør på kunstmuseet Arken. Han udgav for nylig en bog om skolepolitikkens udvikling, »Magt og oplysning. Folkeskolen 1950-2006«.

Djøfiseringen af ministeriet begynder med Henrik Neppers ankomst i 1998.

»Fra Henrik Neppers tid - og også fra forgængerens Inge Thygesens tid - er ændringerne i Undervisningsministeriet jo forbundet med moderniseringen af den offentlige sektor og dermed med en kritisk holdning til fagbureaukratierne og fagkonsulenterne, som der langsomt bliver færre af. De har jo et ben både i ministeriet og i skolen. Der indledes en fleksibiliserings- og generalist- og ansvarlighedsstrategi. Det var en moderniseringsstrategi. Før især Henrik Nepper kom til, havde direktørerne kridt på fingrene og skoleblod i årerne: Holger Knudsen, K.E. Larsen, Asger Baunsbak og så videre. Det nu og da tvetydige forhold til den politiske ledelse fik Bertel Haarder til kærligt ironisk i 1994 at kalde folkeskoleafdelingen 'et tempel for forudfattede meninger'. Er historierne fra vandrørene rigtige, er det utroligt, hvad direktoratscheferne kom af sted med dengang, og en bevægelse væk var formentlig uomgængelig«.

»Siden da har udviklingen været præget af en djøfiseringsstrategi, hvor Henrik Neppers var prøvende, projektorienteret og managementorienteret, mens den nuværende er mere smal og klinisk. Det kan man se på opslagene til de mange direktørstillinger, der er blevet besat på det seneste. At dømme efter opslagene er det ikke nogen udpræget fordel at have kendskab til eller erfaring med sagområdet«.

»Der er, så vidt jeg kan se, ikke blevet satset i retning af undervisnings- eller skolefagligheden, og at man skal vide noget synderligt om det, man har med at gøre. Den stærkeste eksponent for indholdstænkningen er faktisk ministeren, Bertel Haarder«.

»I mit blik er der brug for en modernisering, som ikke forlover sig med skolens folk og dens organisationer, men i den grad kan forholde sig til skolens hverdag, professionens faglighed og selvforståelse. Embedsmænd skal ikke tænke som skolens folk, men kunne forbinde sig til og forstå deres verden«, siger Hermann, der understreger, at han finder det dovent at bekræfte en forfaldshistorie, der ønsker sig tilbage til gamle dage.

Henrik Nepper og Niels Preisler er som de seneste departementschefer i Undervisningsministeriet selv led i en større moderniseringsproces, som Stefan Hermann beskriver udførligt i sin bog. Den starter ifølge ham i 1979 med Knud Heinesen, hvor man forsøger at undgå afgrunden ved at styre bureaukratiet både i centraladministrationen og ude i kommunerne. Og der kommer endnu mere gang i processen med den borgerlige regering tre år senere med mål- og rammestyring, markedsgørelse og mere og mere ansvarliggørelse.

»De tendenser præger naturligvis også Undervisningsministeriet, og i 1998 kommer den store omlægning af Undervisningsministeriet, hvor blandt andet indhold skilles fra regler og økonomi symboliseret i etableringen af Uddannelsesstyrelsen og Institutionsstyrelsen og et smalt koordinerende departement«.

I dag er der ikke meget kridt tilbage på ledelsesplan i ministeriet. Ivan Sørensen, der var direktør for de videregående uddannelser, og Kim Mørch Jacobsen, som var direktør for folkeskoleafdelingen, fratrådte deres stillinger i sommer. Direktøren for gymnasieafdelingen, Jarl Damgaard, er den sidste skolemand på en ledelsespost.

»Jarl Damgaard blev, men nybesættelserne bliver mere og mere cand.scient.pol.er, polit.er og jurister. Den hidtil stærke kanal mellem ministeriet og skolen er på godt og ondt brudt. Det interessante er, at den måske kommer igen med omvendt fortegn. Nemlig når djøf'erne har sat sig stærkere på institutionerne«.

»Der har måske været lige lovlig tæt forbindelse mellem ministeriet og Danmarks Lærerforening. Uanset om det er rigtigt eller forkert, er det et faktum, at ministeriet ikke danser kinddans med Lærerforeningen og de andre professionsinteresser længere. At det så har impliceret en faglig aflusning i ministeriet, forekommer ikke specielt hensigtsmæssigt hverken fra et politisk-strategisk eller mere idealt synspunkt«, siger Stefan Hermann. |