Den igangværende djøfisering af Undervisningsministeriet er et led i en generel tendens i hele centraladministrationen. Den er blot kommet senere til Undervisningsministeriet, siger Tim Knudsen, professor i offentlig forvaltning ved Statskundskab på Københavns Universitet. Han udgav forleden bogen »Fra folkestyre til markedsdemokrati«. »Djøf'erne vil gerne opfattes som generalister, der kan det hele. De dominerer mere og mere hele forvaltningen, i den forstand at faglig ekspertise på de enkelte ministerområder kommer på større afstand af ministeren. Omkring ministrene er der en buffer af djøf'ere, som de fagkyndige embedsmænd, der anses for udgiftsdrivende, får sværere ved at trænge igennem«, tilføjer Tim Knudsen.

I gamle dage var det især juristerne, der dominerede i centraladministrationen. Men i visse ministerier var det ikke helt sådan.

»Der var i mange år en del officerer i Forsvarsministeriet«, siger Tim Knudsen. »Og i Landbrugsministeriet - som det hed før i tiden - var der også andre grupper end djøf'ere«.

»Og så var der Undervisningsministeriet, hvor folk, som havde udgangspunkt i området selv - en eller anden form for pædagogisk faglig indgang - havde en ret fremtrædende plads i forvaltningsapparatet«.

»Det, der er sket nu, er, at djøf'erne vinder frem over hele linjen, og det gælder i alle ministerierne. Det er især økonomerne og også i et vist omfang politologerne. Juristerne er på vej til at blive reduceret til specialister i mange ministerier«.

»I Undervisningsministeriet får de pædagogiske faggrupper en mere underordnet placering. Det er ikke overraskende, for det er økonomien, der mere og mere bliver det afgørende styringsmedium«.

Og ikke nok med det - i dag er en tredjedel af Folketingets medlemmer djøf'ere. Det seneste folketingsvalg hævede endda andelen. Der er omkring 50.000 djøf'ere i Danmark. Det er ikke meget mere end én procent af den voksne befolkning.

»Det er ikke en uproblematisk udvikling. Djøf'erne vinder også frem i kommunerne, især efter kommunalreformen. Man må konstatere, at den politiske klasse og den administrative klasse er djøfiseret i en grad, som vi ikke har set nogen sinde før. Og det indebærer blandt andet, at økonomerne og politologerne føler sig som generalister, der kan gå om bord i næsten et hvilket som helst område«.

Djøfiseringsudviklingen tog generelt fart i 1980'erne på Christiansborg og rammer nu for alvor Undervisningsministeriet. De sidste tre departementschefer er ikke vokset op i ministeriet, og her i sommer blev en politolog chef for grundskoleafdelingen, der ellers i flere generationer har haft en skolemand i spidsen.

»Det er noget nyt, at departementschefen hentes ind udefra. Henrik Nepper-Christensen, der var departementschef før Niels Preisler, var oprindelig organisationsmand. Han har ikke fulgt en karriere inden for Undervisningsministeriet, men er en djøf'er, der kom ind udefra. Det samme er tilfældet med Preisler«.

Niels Preisler inkarnerer i sig selv endnu et moderne træk, siger Tim Knudsen. Han er den første i statsadministrationen, der har været departementschef i tre ministerier - Indenrigsministeriet, Integrationsministeriet og nu Undervisningsministeriet. Det er ikke set før. Enkelte embedsmænd har været departementschef i to ministerier i løbet af karrieren, men aldrig tre.

Embedsmændene i statsapparatet - chefer såvel som medarbejdere - må ikke gro fast, fastslår Tim Knudsen. Den generelle personalefilosofi er, at embedsmændene skal blive mere kreative og nytænkende.

»At chefer og topfolk ikke skal sidde for længe samme sted, er en generel tendens. De må ikke gro fast i nogle bestemte forestillinger om, hvad der kan lade sig gøre, og hvordan det skal være. De skal hele tiden kunne udvikle nyt. Man forestiller sig meget mere, at forvaltningen skal være kreativ og nytænkende og bryde gamle dogmer ned. Og så bliver det nærmest opfattet som et problem, hvis folk har siddet for længe i samme stilling. Det er den moderne filosofi«.

Finansministeriet, der er et toneangivende ministerium, er gået foran i denne udvikling.

»Personalepolitikken er sådan, at ingen skal betragte Finansministeriet som et livsvarigt sted. Det har været linjen fra begyndelsen af 1990'erne og fremefter. På et tidspunkt var gennemsnitsancienniteten omkring fire år i ministeriet, og ifølge de seneste oplysninger, jeg har, falder den stadig«.

Nedbrydningen af den klassiske tjenestemandsrolle er sket i flere tempi begyndende i 1970'erne. Først blev overenskomstansættelsen indført, og fra 1975 blev det muligt at åremålsansætte chefer.

»Det der med at gøre det lettere at forflytte folk starter i 70'erne, men det er først gradvist slået igennem. Det er faktisk revolutionerende, at folk ikke længere kan vide sig sikre på at blive siddende, indtil de bliver pensioneret, som for eksempel departementschef eller afdelingschef eller direktør for en styrelse, eller hvad det kan være. At de er udskiftelige«.

Det er ikke kun et ønske om at fremme kreativitet og nytænkning, der er grunden til indførelsen af mobilitet i embedsværket.»Set fra et økonomisk styringssynspunkt er det også en fordel, at embedsmændene ikke gror for meget sammen med de systemer og de interesser, de er sat til at forvalte. Det gamle system var karakteriseret ved, at også topchefer forsvarede deres område med næb og kløer og kæmpede for resurser til det. Det var i deres egen interesse hele tiden at udbygge deres imperier. Nu bliver de belønnet for at holde udgifterne i ro eller skære ned«, siger Tim Knudsen. |