Ring til Undervisningsministeriet og få klar besked om, hvordan de mange nye regler skal forstås og implementeres.

Eller rettere: Det kunne man engang!

Ja, man kan selvfølgelig stadig ringe, men et klart svar får man kun alt for sjældent. Mange embedsmænd i ministeriet ved simpelthen for lidt om de love og regler, som gælder. Om folkeskolens og uddannelsesinstitutionernes hverdag ved de endnu mindre, oplever mange af dem, der sidder midt i den. Derfor opgiver de at spørge i ministeriet, når de er i tvivl om et eller andet. I stedet ringer de til DLF, Skolelederne eller KL.

»Det er altså grotesk, at skoleledere skal ringe til kommunernes arbejdsgiversammenslutning eller til deres faglige organisation for at få en forklaring på, hvordan bekendtgørelser, cirkulærer og regler fra ministeriet skal tolkes og administreres«, siger Poul Krogstrup, sekretariatschef hos Skolelederne.

Også på gymnasierne oplever man, at fagligheden siver ud af Undervisningsministeriet, siger en række kilder til Undervisere.

»I dag henter vi råd og vejledning i rektorforsamlingens sekretariat og i vores rektornetværk. Det er værdifuldt. Men det er ærgerligt, at ministeriet ikke mere kan løfte opgaven. Fagkonsulentbemandingen er meget pauver i dag«, siger Jannik Johansen, der er rektor på Frederiksberg Gymnasium.

»Tidligere var der formodentlig dobbelt så mange fagkonsulenter, og jeg husker et år, hvor jeg havde 60 skolebesøg«, siger Jannik Johansen, der selv har en fortid som konsulent i ministeriet.

»Sådan ser det ikke ud nu, hvor arbejdsforholdene for gymnasieafdelingens konsulenter er blevet kraftigt forringet gennem nedskæringer, og det er det samme billede, der tegner sig på folkeskoleområdet, ved jeg.

Nedskæringerne på fagkonsulentområdet kan kun skyldes økonomiske overvejelser, for indholds- og udviklingsmæssigt var det særdeles værdifuldt«.

På seminarierne hører man den samme historie.

»Jeg har adskillige gange oplevet at tale med medarbejdere i ministeriet, som begrundede deres manglende viden om det, de skal forvalte, med, at 'jeg er jo helt ny på området'. Og når de så får sat sig ind i noget, så skal de videre til noget andet, som de så igen er helt nye på«, siger en leder fra seminarieverdenen, som ikke ønsker sit navn frem.

»Når jeg ringer eller mailer til ministeriet, er det ikke en ekspert, jeg får fat i, men tit en generalist med et overfladisk kendskab til emnet«.

Formanden for lærer- og pædagogseminariernes bestyrelsesforeninger, skoleleder Søren Christian Jensen, tegner et tilsvarende billede:

»Ministeriet har afmonteret sin indsigt i læreruddannelsen«, siger han.

»Der er ingen tilbage, som har konkret indsigt i uddannelserne. Det er et ministerium, som er befolket med jurister suppleret med økonomer. De er ofte dygtige, men de kan ikke prale med, at de ved noget om det, de snakker om«, siger Søren Christian Jensen.

I Danmarks Lærerforening har konsulenterne gennem årtier været vant til, at mange af de embedsmænd, de har holdt møde eller forhandlet med i ministeriet, havde lærerbaggrund og derfor talte samme sprog som skolens praktikere. Og når det var jurister eller økonomer, de mødtes med, så vidste de, hvad de talte om, fordi de havde været i ministeriet i mange år. »Skabspædagoger« blev disse rutinerede medarbejdere kaldt. Mange af dem er væk nu.

»Mange af dem, vi sidder i udvalg og arbejdsgrupper med nu, har ikke skolebaggrund og tænker i højere grad i jura, økonomi og politik. Hvad står der i globaliseringsstrategien og så videre? Det er den slags, de orienterer sig efter. De har ikke i samme grad fokus på, hvad der skal til for at drive en god skole. Men der er da heldigvis også undtagelser«, siger Leif Helstrup, pædagogisk konsulent i DLF.

»Førhen var der måske 20-25 læreruddannede i folkeskoleafdelingen, nu møder vi ikke så mange mere. Der var også mange flere fagkonsulenter dengang. Og djøf'erne blev længere i ministeriet«, uddyber han.

Hvordan er det kommet så vidt? En seminarierektor har fået denne forklaring i ministeriet: »Den enkelte medarbejder i ministeriet må ikke blive forlovet med de enkelte institutioner og uddannelsesområder. Ministeriet skal udføre regeringens politik, ikke hjælpe uddannelsesinstitutioner. Ministeriet er ikke længere en myndighed i traditionel forstand, men snarere et ekspeditionskontor for regeringens uddannelsespolitik«.

En af begrundelserne for en stor omstrukturering i 1997 var da også, at man ville væk fra det, der internt blev kaldt »markgrevskaberne«. Ministeriets medarbejdere og chefer solidariserede sig med det område, de havde kontakten med. Det skulle modarbejdes gennem en ny struktur og en rotationsordning.

Det er et problem, hvis man bliver alt for påvirket, så man ikke kan se ud over sektoren, forklarer afdelingschef Søren Hansen.

»Man får hurtig en identitet i forhold til det område, man arbejder med, og har tendens til at forstå og forsvare det. Det kan være uheldigt i forhold til ministeriets generelle, overordnede uddannelsespolitik. Også derfor er det vigtigt med en rotationsordning«, siger han.

»Det står direkte i ministeriets personalepolitik, at folk skal være mobile. Det gælder både medarbejdere og chefer, simpelthen for at give generalistkompetencer«, siger Søren Hansen, der dog understreger, at rotationsordningen »selvfølgelig ikke gælder fagkonsulenter og de pædagogiske konsulenter«.

»I dag har den enkelte chef ikke en forventning om at blive fagligt fyrtårn og sidde i samme stilling resten af sin karriere. Livstidsansættelser er jo i det hele taget fortid«, lyder vurderingen fra afdelingschefen.

Så om fem år kunne man forestille sig, at ministeriet rokerer rundt på cheferne igen, så Søren Hansen for eksempel blev leder af folkeskoleafdelingen. |