Vestermarkskolen i Aars er en specialskole for børn og unge med multihandicap. Det er en af de 31 såkaldte grønne skoler, som blev til i kølvandet på den nye åndssvagelov fra 1959. Loven var båret af en humanitær forestilling om, at de tidligere udstødte og farlige åndssvage i fremtiden skulle leve et liv så nær det normale som muligt. Undervisning og oplæring frem til det fyldte 21. år blev en rettighed for åndssvage børn, som det havde været siden 1814 for alle andre børn.

Men de gamle skillelinjer mellem de underviselige og de uunderviselige hang ved, og de nye eksternatskoler blev primært opført med tanke på de letteste åndssvage. Efter 1980, da Åndssvageforsorgen blev udlagt til amter og kommuner, overflyttedes mange af disse elever til specialklasser i folkeskolen, og skolen var i en periode lukningstruet. Men ind rykkede en svagere elevgruppe – mange i kørestol og mange uden eller med meget lidt verbalt sprog - og et voksende antal diagnosebørn. Lukning blev skiftet ud med renovering og udbygning og i løbet af 00’erne et voksenuddannelsescenter. Skiftet i elevgruppen fik betydning for den pædagogiske tænkning. Det var ikke længere folkeskoleundervisning minus 30 procent, men et udvidet og individualiseret undervisningsbegreb, som skulle udvikles og praktiseres. Det var ikke første gang, at specialundervisningen gik forrest, elevplaner og teamsamarbejde var velafprøvede metoder i 1970’erne på alle Åndssvageforsorgens skoler.

Om dette og meget mere - ikke mindst 1960’ernes eksperimentelle montageskoler med alle deres fejl og mangler – fortæller en af skolens mangeårige lærere Laust Torp Jensen levende. Bogen tegner et fint kronologisk billede med blik for de pædagogiske og skolepolitiske uenigheder, som har præget udviklingen. Undervejs bliver man nysgerrig på de mange skoleledere, lærere og pædagoger, som har brudt nye veje inden for specialpædagogikken. Dem og deres pædagogiske tanker ville jeg gerne have læst mere om.