"Jeg kom til møde på den nye skole som 16-årig med sort hår ned over ansigtet, sort handske og jernkors efter at være blevet smidt ud fra efterskolen. Min mor himlede op om, at hvis jeg blev smidt ud igen, så var mit liv slut. Rektor Uffe mødte mig med, at det hår "skal vi jo have gjort noget ved" og "nazisymboler skal ikke være på min skole". Jeg fortalte, at det ikke var et nazisymbol men et jernkors, men Uffe havde holdningen, at han var ældre end mig og derfor havde ret. Da jeg begyndte på skolen, havde jeg sat nitter og badges på min sorte handske og var i lang sort militærfrakke. Jeg fik at vide, at jeg skulle indordne mig. Og jeg havde jo bare tænkt, at jeg skulle gå der i otte måneder for at få den afgangseksamen", fortæller Christian.

Planer om at UU Danmark bliver et center i KL

Han og Caroline er med til årsmøde i UU Danmark for at fortælle, hvordan de blev mødt dengang - og hvordan man kunne have mødt dem. De er med i Contact (C:ontact) og tager rundt og spiller deres tidligere situation som stand-up-forestilling. Det er i Contact, de har talt med andre om deres situation og arbejdet med at kunne fortælle om deres liv i teaterform. Her blev de mødt med: "du er god nok, som du er", fortalte hinanden om deres oplevelser og liv og fik hjælp af skuespillere til at formidle fortællingen. Contact tager blandt andet ud på skoler med forskellige forestillinger.

SMASK !

"Der løber en pige på en vej med et stort smil. Hun løber væk fra tårerne. Jeg ser mig selv som en maratonløber, der aldrig holder pause, når livet rammer mig. SMASK. Jeg rejser mig og løber videre", fortæller Caroline.

Hun råber SMASK ud mod forsamlingen, fortæller, hvordan hun gang på gang rejser sig og - SMASK - bliver væltet igen og igen. Indtil hun ligger der, og ikke kan rejse sig. Med tårerne løbende og en flok, der står og råber, at hun skal tage sig sammen og rejse sig op.

UU Danmark i uddannelsesudvalget for at fortælle om vejledning

"Jeg løber ikke mere, for man kan ikke løbe en maraton hver dag. Tro mig, jeg har prøvet det".

Caroline rapper om at være alene og føle sig i et stort sort tomrum. Rytmen klapper hun på sit mellemgulv, mens hun rapper.

Hun fortæller om at komme i projekt "ung i afklaring", om at droppe ud af pædagoguddannelsen, selv om hun siden tre-års-alderen havde troet, at hun skulle være pædagog, fordi "hun var så god til børn".

Om at mangle en bolig og blive "diagnosticeret" som manio-depressiv med behov for medicin efter en samtale på jobcentret.

Christian fortæller, at alle efter afgangsprøven fik en bog af rektor Uffe. Han var spændt på, hvilken bog han ville få.

"Jeg gik Stephen Kings "Den onde". I ved, den med psykopaten. Og så sagde Uffe: Det var godt, du rettede ind".

Hvad man vil med sit liv?

I dag er Christian og Caroline 26 år og godt på vej i livet.

"Dejligt, I har lyst til at dele det med os", lyder det fra salen efter store klapsalver.

"Jeg er midt i 50'erne, og jeg ved heller ikke, hvad jeg skal. I famler ikke mere, end jeg gør".

"Som 80-årig kan man måske se tilbage på sit liv, men man ved jo nødvendigvis ikke, hvad man vil med sit liv, før man har levet det", siger Christian.

De fortæller, at de i Contact blev mødt med "Hej, du er noget værd i dig selv, og du har noget vigtigt at fortælle os".

Spørg til unges interesser

"Jeg har været alt for meget "på" - derfor har jeg valgt maratonløberen som mit billede. Det har været et langt forløb for mig, men heldigvis har jeg en masse gode mennesker omkring mig. Nu er jeg i arbejde og har lyst til at komme i gang med en uddannelse indenfor design og entreprenørskab. Og nej, jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge det til, men jeg synes, at det lyder superfedt".

Hun er nået frem til valget efter at have talt med sin mentor på jobcentret.

"Siden jeg var tre år har jeg troet, at jeg skulle være pædagog. En vejleder burde have spurgt mig undervejs om hvad jeg også var interesseret i og ikke bare acceptere, når jeg fortalte, at alle mente, at jeg var god til at passe børn".

Caroline har haft det hårdt med en handicappet bror, med mobning i hele skoletiden og hun har været psykisk sårbar. Derfor gik det galt med pædagoguddannelsen, bolig og job. Nu arrangerer hun festival og trives.

"Du sidder ikke her i fuld uniform, Christian. Hvornår tog du alt det sorte af", spørger en i salen.

"Jeg anbragte mig selv på et opholdssted for at komme hjemmefra et år efter afgangsprøven og gaven fra Uffe, så nu har jeg ikke behov for at være så provokerende udadtil", svarer Christian.

"Hele tiden fik jeg at vide, at der var dette korthus, der kunne vælte, og når du så selv kan se, at dit næste kort er helt ude af vinkel, så er det svært. Jeg kan godt fortælle min historie med humor og sarkasme, men jeg kunne ikke mærke, hvordan jeg havde det.  Var jeg sulten, træt eller havde jeg lyst til en joint? Nu har jeg lært at mærke efter".