Født i 1928, kom i hverandendagsskole i 1934 og tog lærereksamen i 1949. Var derefter i raskt tempo lærer i folkeskolen, hjælpeskolelærer, småsløjdlærer, førstelærer, skoleleder og skoledirektør med et par års afstikker til Forsvarets Civilundervisning. Gennem alle årene har han været i front med initiativer, ideer og kritik. Efter 40 års aktivt lærerliv gik Peter Ussing på pension. Men han blander sig stadig i skoledebatten. "Der er jo nogle mennesker, der ikke kan finde ud af, hvornår de skal holde op," ler Peter Ussing, mens han med den ene hånd klapper på en stak bøger. "Det er nok sådan en ubevidst forsvarsmekanisme, et udslag af selvopholdelsesdrift."

Jesus fløj rundt ude i gården Peter Ussing skrev debatindlæg, artikler og bøger, mens han var lærer og leder. Det gør han stadig. "Det giver tilværelsen mening og værdi, og nå ja, man betaler måske også bare lidt tilbage af alt det spændende, tilværelsen har givet én, jeg kan i hvert fald ikke lade være." Bøgerne vender vi tilbage til. Men vi begynder ved begyndelsen, dengang Peter Ussing selv var elev i skolen. Dengang begyndte skoleåret i april, men hans stærkt religiøse farmor var skyld i, at han kom i 1. klasse et halvt år før, end det egentlig var meningen. "Jeg var seks et halvt og skulle i skole året efter, men så kunne det pludselig ikke gå for stærkt med at få mig af sted. Min farmor boede hos os, og en dag skal jeg være kommet ind og have fortalt mor, at farmor sagde, at Jesus fløj rundt ude i gården, og så forestiller jeg mig, at mor har sagt, at nu må vi hellere se at få knægten i skole. En dag i august tog far mig i hvert fald ved hånden, og vi gik så de der små tre kilometer fra Elling til skolen i Strandby nord for Frederikshavn, og undervejs gav han mig nogle praktiske anvisninger på, hvordan man skal opføre sig. Det var en lille forskole med to klasser, og skolegang hver anden dag. Vi skrev på små skiffertavler med en griffel, der nemt knækkede. Hver elev havde en flaske med vand, som vi farvede med silkepapir, så det kunne se pænt ud, når vi tørrede tavlen ren. Det larmede, når vi griflede løs, og hver morgen skulle alle skrive tallene fra 1 til 100. Hvis vejret var rigtig dårligt, fik vi lov til at være inde i frikvartererne, så sad vi og tegnede, jeg var den eneste, der kom lidt langvejs fra, far var landmand, men de andre var fiskerdrenge, så jeg fik lært at tegne en fiskekutter. Lærerinden hed Agnes Fredborg, hun var ret erfaren, kan man sige, mor havde også haft hende, og hun var veninde med min mormor. Fru Fredborg havde ry for at være en meget dygtig lærer - og striks. Hun kørte os med en stram disciplin, men der var ingen, der blev slået."

Lærerne duede i hvert fald ikke

"Tre år senere kom jeg på Elling Skole, hvor lærer Hjort ikke ville have, at vi brugte skiffertavler. Han ville ikke risikere, at vi brugte en spytklat, når vi skulle tørre tavlen ren, så der fik jeg en blyant og skulle pludselig til at skrive på papir. Om sommeren gik 'bette klasse' i skole fire dage om ugen, mens 'store klasse' kun kom der to dage, om vinteren var det omvendt. Lærer Hjort var ret moderne, han arbejdede for eksempel med emneundervisning. Men når der var gæster derhjemme, havde vi ørerne på stilke, for de voksne talte altid om skole, og der var én ting, de var enige om, og det var, at lærerne duede i hvert fald ikke. Mine forældre syntes, at Hjort var lidt for lige med os, og der var for lidt disciplin, men vi havde det rigtig godt hos ham, og vi lærte meget. Jeg har truffet Hjort nogle gange senere, og modsætningen handlede nok om mødet mellem en lidt nyere pædagogisk opfattelse og en gammeldags landboopfattelse." I 1939 kom Peter Ussing i 1. mellem på Ørnevejens Skole i Frederikshavn, som dengang havde næsten 1.000 elever. "Det var et chok for mig at møde en bykultur, som kunne være noget skarp. Jeg var den eneste, der var fra landet, og jeg kom fra en skole, hvor der kun gik en 40-50 elever. Jeg havde ikke problemer med at klare undervisningen og lå som regel mellem de tre-fire bedste i klassen. Jeg fik også en del kammerater, som jeg kom sammen med i fritiden, men det var nogle sære lærere, syntes jeg. Der var meget større afstand mellem elev og lærer, end jeg var vant til, og vi havde en sløjdlærer, som jævnligt scorede billige point ved at sige: 'Nå ja, du er jo bare bondemand, Peter'. Jeg befandt mig ikke godt på skolen, og den 1. april året efter flyttede hele klassen til Fladstrandsgade Skole, hvor alle mellem- og realklasser blev samlet. Det blev dog en kort fornøjelse, for vi skrev 1940, og da vi kom i skole den 9. april, kunne vi ikke komme ind, for de tyske besættelsestropper havde beslaglagt bygningerne. Nogle dage senere fik vi så besked om, at vi skulle gå i skole i et lokale på KFUM i Frederikshavn, vi havde kun tre daglige timer, dansk, regning og engelsk var, hvad der var plads til."

Det var overkommeligt at blive lærer

- Hvad er det, der gør, at ham Peter fra landet, som ikke trives i mellemskolen, valgte at blive lærer? "Hvis jeg var blevet gående i Frederikshavn, var jeg sikkert aldrig blevet lærer, men mine forældre solgte gården og flyttede til Sindal, hvor jeg kom på en lille privat realskole. Skolebestyrer Sejrskilde kunne være noget sarkastisk og gøre grin med eleverne, men vi havde nogle behagelige lærere; de stillede fagligt høje krav, men vi kunne snakke med dem, og dér meldte tanken om en læreruddannelse sig nok første gang. Det handlede dog også om et fravalg. Jeg ville absolut ikke være landmand, og der var ikke råd til, at jeg kom på gymnasiet, for det ville jo betyde, at jeg skulle læse videre, og det kostede også penge. Men det var overkommeligt at blive lærer." Efter en flot realeksamen gik turen til Skaarup Seminarium på Sydfyn, og det var, fortæller Peter Ussing, næsten som at fortsætte i realen. Mange timer, mange fag og en masse udenadslæren. "Vi var elever, ikke studerende. Det var derfra og dertil i bogen, og så overhøring. De første to år skulle vi igennem det samme stof, som vi havde haft i realskolen, plus lidt mere. Men tredje og fjerde år havde vi fire-fem timers ugentlig frilæsning, hvor vi kunne udarbejde en afhandling, som gav et plus på fagkarakteren, hvis man fik den antaget. Vi havde praktik på øvelsesskolen og fik lært nogle metodikker, men jeg synes ikke, vi var særlig godt rustet til at komme ud og løfte læreransvaret. Vi læste pædagogikkens historie og havde lidt børnepsykologi, og hvis man lavede en afløsningsopgave, slap man for at læse en hel del, som i virkeligheden var det mest relevante. Jeg skrev opgave om intelligensprøver." På seminariet blev Ussing opmærksom på en bog af Carl Nicolai Starcke, som var filosof og pædagog, først medlem af Folketinget for Venstre og senere medstifter af partiet Retsforbundet. "Hans bog 'Skoletanker', som først blev udgivet efter hans død, kom til at betyde meget for mig. Den handlede om arbejdsskole-principper, og han beskrev learning by doing før reformpædagogikken kom til landet. Starckes motto var 'lær barnet at leve selv'. Det er lidt for kortfattet, men det inspirerede mig, og bogen har betydet meget for min egen måde at tænke skole på."

Rent ud sagt meget besvær med at styre ungerne

 1. maj 1950 begyndte Peter Ussing sin lærerkarriere på Vejgaard Østre Skole i Aalborg, og det blev hårdt. "Jeg fik et skema med en 1. klasse i dansk og en 12-15 sløjdtimer. Jeg fik god hjælp af mine kolleger og slap rimelig godt igennem sløjdtimerne, men det første år var hårdt, for jeg havde rent ud sagt meget besvær med at styre ungerne. Min 1. klasse var meget livlig, og det gik mildest talt ikke bedre i 2. mellem, som jeg havde i historie og naturhistorie. Året efter slap jeg så for sløjdtimerne og 2. mellem og fik i stedet en lille 3. hjælpeklasse i dansk. Resten af skemaet blev fyldt op med småsløjdtimer. Det var noget med at folde papir, flette peddigrør og arbejde med ler. Jeg tog et kursus i sommerferien, og småsløjd blev så min anden store inspirationskilde. Det var spændende at arbejde med børn på den måde, hvor de selv var aktivt skabende."

Vi følte os egentlig noget deporterede I 1951 manglede Aalborg skolevæsen desperat 93 klasselokaler, for man fik 700 nye elever hvert år, så et gammelt tysk lazaret på Annebergvej blev indrettet til skole for alle hjælpeklasserne. "Lokalerne var små, men der gik jo også kun 10-12 elever i hver klasse. Vi var en flok sammenbragte lærere, som ikke havde søgt arbejde på skolen, men blot blev overflyttet, så vi følte os egentlig noget deporterede, men med Kirsten Strunge som leder blev det en god skole. Jeg fik min klasse med derud og fik så igen en masse timer i småsløjd, som nu blot hed husflid."

- Hvad var det, der gjorde, at en elev skulle i hjælpeklasse? "Intelligenskvotienten skulle være omkring 90, og eleverne var både læsesvage og svage i regning. Jeg havde en dreng, som jeg aldrig fik lært at skrive sit efternavn, selv om det kun var på fire bogstaver, han skrev altid kun Svend. 'Nu skal du altså se at få lært at skrive dit efternavn', sagde jeg til ham. 'Neeej', svarede han, 'Svend er nok'. Og han har i øvrigt klaret sig godt i livet og altid haft arbejde. Det var spændende at arbejde på Annebergvejens Skole, men også krævende. Vi havde disciplinære problemer, og nogle forældre havde vi såmænd også en slags disciplinære problemer med, men vi arbejdede hårdt for at inddrage forældrene, vi lavede en fælles lærer- og forældreforening på skolen og udgav også et forældreblad, som jeg var redaktør for."

Gåden fra Nordjylland - Men så skifter du helt spor? "Ja, i hvert fald for en periode. Jeg søgte orlov, fordi jeg gerne ville prøve at undervise voksne og blev så viceforstander ved Forsvarets Civilundervisning i Aalborg. Det var et spændende miljø med nogle vældige pædagogiske diskussioner i et meget utraditionelt lærerkorps. Der var præster og jurister, der var landbrugskandidater, og vi med læreruddannelse var klart i mindretal. I den almindelige undervisning var de seminarieuddannede næsten fraværende, men vi stod for specialundervisningen, hvor ordblinde soldater, der ikke havde fået ordentlig støtte i skolen, blev undervist. Det var en succes, og officererne kom og fortalte om, hvor godt det var, at soldaterne kom tilbage fra vores undervisning med større selvtillid." Peter Ussing er noget i tvivl om civilundervisningens folkeoplysende effekt, men den var stort tænkt, siger han. Selv underviste han i medborgerskab og udenrigspolitik. Blandt personalet talte man en del om 'Gåden fra Nordjylland', som Ussing senere søgte at være med til at løse. "Militærpsykologerne lavede diktatprøver med alle soldater, og nordjydernes resultater var gennemsnitligt altid forfærdelige, så de talte om 'Gåden fra Nordjylland', men faktisk var forklaringen ret banal og forargelig. Mange af skolerne heroppe var langt dårligere forsynet med uddannede lærere, end de var i det øvrige land, og forholdene var så ringe, at lærerne skiftede alt, alt for ofte, og det betød, at en elev inden for et syvårigt forløb måske havde haft femten-tyve forskellige lærere. Det satte selvfølgelig sine spor. Vi fik jo så senere et seminarium i Hjørring, og det var i nogen grad med til at rette op på det."

Den største begivenhed i folkeskolen de sidste 100 år Næste skift i lærerkarrieren skete af to grunde: Den ene var, at den toårige orlov fra tjenestemandsansættelsen i folkeskolen udløb, og den anden var privatadressen i Nørre Sundby. "Vi boede i et etagebyggeri i nærheden af cementfabrikken, og vores to drenge havde det ikke godt med det klima, så min kone og jeg blev enige om, at vi ville ud på landet. Jeg blev førstelærer på Gerå Skole i Dronninglund Kommune, en lille skole med 78 elever. Senere blev den noget større, da vi efter 58-skolelovens vedtagelse overtog naboskolens elever. I 1960 udkom Den Blå Betænkning, og det er nok den største begivenhed i folkeskolen de sidste 100 år, den gav virkelig inspiration. Vi fik nye synspunkter kastet ind over os, og vi fik i højere grad lejlighed til at arbejde med selvvirksomhed; her kom mine erfaringer med småsløjd os til gode. Vi kunne nu arbejde manuelt i fagene, og i verdenshistorie i 3. klasse byggede eleverne en stor flot model af et græsk tempel. Vi lavede også Trelleborg, byer med borge og så videre. Jeg fik virkelig afprøvet principperne fra arbejdsskolen, og jeg synes, vi gav eleverne en solid undervisning. At holde skole er meget mere end faglighed forstået som noget, man læser i bøger. Skolen er et socialt system, hvor eleverne skal befinde sig godt for at lære - og befinde sig godt ved at lære."

Sognerådet var stolt af den nye skole - Men i 1964 vil du videre og bliver skoleinspektør på Løkken Centralskole? "Vi befandt os som sagt godt i Gerå, men jeg måtte jo se i øjnene, at skolen ville blive nedlagt, så jeg søgte forskellige lederstillinger. I Løkken havde de taget en nybygget skole i brug, og sognerådet ønskede at oprette en realafdeling. Skolen havde været i gang et halvt års tid, der var 12 lærere, og jeg var den yngste af de mandlige. En tre-fire ældre lærere var fulgt med fra den gamle skole, men ellers var det mest unge mennesker, der kom direkte fra seminariet. I løbet af de næste otte til ti år nåede vi op på omkring 30 lærere. Det var noget af en satsning af skolekommissionen at ansætte en forholdsvis ung lærer som leder, for jeg kendte hverken noget til ottende-, niende-, tiende-klasser eller realafdeling. De mange nye lærere havde jo logisk set heller ikke erfaringer fra overbygningen, men det betød, at vi var i en unik situation, for vi havde ikke ret mange traditioner, der skulle videreføres. Og så havde vi meget stor goodwill, sognerådet var stolt af den nye skole, som havde kostet dem tre millioner. Der var et hav af positive forventninger til os, og det betød, at de fik en lærergruppe, som i den grad var engageret i skolearbejdet og indstillet på, at der skulle arbejdes igennem. At der skulle prøves noget nyt, og at eleverne skulle lære noget."

Jeg vil indrømme, at jeg sov dårligt de nætter "På et eller andet tidspunkt i slutningen af 1960'erne finder vi ud af, at vi kan forbedre undervisningen en hel del, hvis vi kan få lov til at samlæse klasserne. Vi regnede med, at det ville bliver den almindelige ordning overalt i løbet af nogle få år. Vi havde et skolenævn - det, der nu hedder skolebestyrelsen - som i den grad bakkede os op. Langt de fleste forældre støttede os også, men det tog lang tid, før vi fik tilladelsen, for loven skulle først laves om. Vi underviste så 1. real og ottende klasse sammen i dansk, i orienteringsfagene og i kristendomskundskab, og det blev en succes, kan jeg godt sige. Der var en enkelt far, som havde været meget imod, men senere erkendte han åbent, at det var rigtigt, det, vi lavede, så kan man vist ikke få en bedre anerkendelse. Men vi havde svært ved at prikke det ind i hovedet på vores naboskoler, de var skeptiske længe, og da vi med kommunalreformen i 1970 fik en skolekommission, hvor mange ville holde realklasseeleverne for sig, blev det lige vel spændende. Jeg vil indrømme, at jeg sov dårligt de nætter, hvor der havde været skolekommissionsmøde aftenen før, for vi anede aldrig, hvad der kom ud af det. Men vi sejrede, om jeg så må sige. Skolen blev bedre for alle, og det, vi var med til at afprøve og indføre, blev lov for alle med 1975- og 1993-skolelovene."

Fra folkeskole til profitenhed Peter Ussing er forfatter og medforfatter til en lang række skolebøger og lokalhistoriske udgivelser. Titlerne på hans to seneste udgivelser favner meget godt de temaer, han er optaget af. I 2002 udkom 'I livets vold - studier i etik og livsfilosofi', og i 2011 var titlen 'Fra folkeskole til profitenhed'. Og titlen på et debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra 2013 viser både temperamentet og noget om, hvad han er optaget af: 'Zieglers vrøvl: Lederne har altid haft ledelsesretten'.

- Du sluttede din karriere som skoledirektør, og du har skrevet meget om lederrollen. I gamle dage var skolelederen den første blandt ligemænd. Det er han så ikke nu? "Som førstelærer var jeg den første blandt ligemænd, vi havde ingen tilsynsrettigheder eller -forpligtelser over for de øvrige lærere. Men man skal huske på, at lederen, også som den første blandt ligemænd, altid har været forpligtet til at gå forrest og sørge for, at der blev taget initiativer. Skoleinspektøren har heller ikke selv følt sig som den første blandt ligemænd, og allerede for 100 år siden diskuterede man, om skolelederen skulle være lærernes foresatte, og sådan har købstædernes skoleinspektører uden tvivl opfattet sig selv. Alene det, at de var kongeligt udnævnt, gav dem jo en vis status."

Det er farligt at sluge alt råt - I dag skal skolelederen lede og fordele arbejdet? "Men der er jo intet nyt i det. Jeg var da aldrig i tvivl, og det var mine kolleger så sandelig heller ikke, om, hvem der skulle lede og fordele. Dengang hed det, at vi havde den administrative og pædagogiske ledelse af skolen. Vi diskuterede vældig meget, hvad det indebar, og det gav mig anledning til at skrive en hel del om det. Nu hedder det så 'lede og fordele', og det har nok noget at gøre med, at der er kommet en anden filosofi ind i den offentlige sektor, og den dukkede op sammen med hele den bølge, der kom efter Ronald Reagan og Margaret Thatcher. New Public Management hed det, nu skulle man absolut føre det private erhvervslivs tankegang ind i den offentlige sektor," siger Peter Ussing. Det kan man godt gøre med fordel på visse punkter, men det er farligt at sluge alt råt, for erhvervsliv og skole har vidt forskellige formål, understreger han. "Da jeg var ung leder, tog jeg brevkurser i arbejdspsykologi og personaleadministration, og eksemplerne var alle fra det private område. Der var meget, jeg kunne bruge. Men man kan ikke bruge det fuldt ud, for man kan ikke lave cost-benefit-analyser på en skole. Den skal ikke først og fremmest være lønsom, det er at vende tingene på hovedet, og det er at sige, at alt det, vi lærte i arbejdspsykologi, pludselig ikke betyder noget. Spørgsmålet er, om mennesket skal kontrolleres og dirigeres under arbejdet for at yde noget, eller er det naturligt for os at søge og tage ansvar? Det negative menneskesyn, som er i vælten i dag, smitter desværre også af på børnene, fordi man mere og mere opfatter barnet som et objekt, som der skal gøres noget ved. Jeg er bange for, at man er ved at stjæle barndommen fra børnene - og ved at ødelægge lærernes arbejdsglæde og engagement. At lede er ikke at herske eller undertrykke, det er mere at vise vej, at konkludere og skære igennem."

Ikke Moses og den brændende tornebusk - Er lærergerningen et kald, eller er den et lønarbejde? "Man bliver jo ikke lærer for pengenes skyld, men det er altså heller ikke Moses og den brændende tornebusk. Og så alligevel. Læreren er nødt til at interessere sig for sin løn, men derfor behøver man jo ikke føle sig som industriarbejder ved et samlebånd. Svaret på dit spørgsmål afhænger ikke kun af, hvordan læreren ser sig selv, men også af, hvordan omverdenen ser på læreren. Der er nogen, der ser skolen som et sted, hvor læreren er funktionær, en instruktør, som ved hjælp af PowerPoint og andre redskaber på kortest mulig tid skal fylde en hel masse viden på eleverne. Man kunne også betragte skolen som en kulturinstitution, og så er læreren en slags kulturarbejder, eller, lidt højtideligt sagt, en opdrager. Det kræver en vis loyalitet over for det samfund, læreren arbejder i. Men det forudsætter også tillid den anden vej. Tillid til, at lærerne kan og vil bruge deres viden og kompetencer, så alle elever får de rigtige udfordringer. Og det forudsætter et bredspektret engagement og en forpligtethed, så man kan støtte barnets alsidige udvikling. Så barnet lærer at leve selv og sammen med andre. Altså helt kort: Læreren skal føle sig kaldet til at være en engageret og lønnet opdrager. Og samfundet skal give lærerne den nødvendige uddannelse og ordentlige arbejdsforhold med et professionelt frirum, så de sammen kan realisere det, eleverne har brug for."

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk