"Lærere, politikere og andre forældre har måske nok forståelse for, at der er forældre som mangler de faglige forudsætninger for at hjælpe deres børn med lektierne. Men det er sværere for dem at forstå, at en gruppe forældre ikke har gode muligheder for at tjekke forældreintra, møde op til fælles morgenmad i klassen, afholde legegrupper og så videre", siger Maria Ørskov Akselvoll, sociolog og ph.d.  Hun forsker i, hvordan sociale forskelle manifesterer sig i skole-hjem-samspillet. 

Det manglende forældreengagement kan skyldes dårlig økonomi, at de mangler it-kompetencer eller har svært ved at kommunikere på skrift. Det kan også være, at de har et arbejde uden fleksible mødetider eller, at de er enlige med flere børn, der kræver opmærksomhed. Det skyldes i hvert fald yderst sjældent at de er ligeglade med deres børns skolegang, fastslår Maria Ørskov Akselvoll.

Nobelprismodtager i økonomi: Det betaler sig at have et godt forældresamarbejde

"Vores skole-hjem-samarbejde tager ofte udgangspunkt i en standardmiddelklassefamilie med to forældre og to børn. Falder man udenfor den norm, bliver det sværere at leve op til skolens og lærernes forventninger. Bare det at være enlig med mere end et barn kan for eksempel give problemer med pasning, når der skal afholdes legegrupper", siger Maria Ørskov Akselvoll.

Fællesskab og idealer

"Der er en stærk fællesskabsdiskurs omkring skolen og klassen, og samtidig er der i dag et ideal om, at 'det gode forældreskab' indebærer, at man gør 'alt' for sine børn", fortsætter hun. "Og det er ikke kun pres fra de andre forældre i klassen. Skolen og lærerne har en både udtalt og uudtalt forestilling om, at forældre bør involvere sig temmelig meget i deres børns skolegang".

Hvordan kommer det til udtryk?

"På første forældremøde i 0. bliver forældrene for eksempel spurgt om, hvem der vil side i trivselsudvalget - det er slet ikke til diskussion, om man skal have et trivselsudvalg. Det tages for givet, at du da selvfølgelig kan læse med dit barn et kvarter hver dag, og det anses ofte som en hyggestund - men der er forældre, som simpelthen mangler tiden og overskuddet til det. Og det er ikke altid forståelse for. Eller der er måske slet ikke tænkt på, at det kan forholde sig sådan."

Skal vi frygte de professionelle forældre?

En gruppe af forældre vil anse det som naturligt at møde skolens krav. Nogle af dem vil endda glæde sig over at få udvidet deres netværk ved sociale arrangementer med udgangspunkt i klassen. Skolen og de ressourcestærke forældre kan dermed let komme til at danne en uheldig alliance, hvor de, i bedste mening, lægger op til et højt niveau af forældreinvolvering, som andre forældre kan have svært ved at deltage i. Ofte er det forældre, der på den ene eller anden måde er pressede, for eksempel fordi de er alene med deres børn og mangler tid eller penge eller dele.

Individuelt ansvar eller samfundsopgave?

"Skolesystemet har gennemskuet, at elever, hvis forældre involverer sig i skolen, også er dem, der klarer sig godt fagligt. Derfor vil systemet typisk opfordre svage elevers forældre til at involvere sig mere i forventning om, at eleverne så vil opleve fremgang. Men i realiteten gør det et strukturelt problem til et individuelt ansvar, og vi overvurderer forældrene som ressource i forhold til udligne den sociale ulighed", siger Maria Ørskov Akselvoll.

Lærere tager over, hvor forældre glemmer

Hun understreger i øvrigt, at også de ressourcestærke forældre oplever, at skolens krav til dem er store og tidskrævende, men at de har overskuddet til alligevel at møde i hvert fald de fleste af dem.

"De betragter det typisk som en investering i deres barn at engagere sig meget i barnets skolegang", siger Maria Ørskov. "Og når den gruppe forældre danner fælles front med skole og lærere, bliver det utrolig svært at være den mor eller far, der rejser sig op på forældremødet og siger, at nej, nu må det være nok med legegrupper og fællesarrangementer".

Forældre som billig arbejdskraft

Hvor meget at det her handler om skolens økonomiske ressourcer?

"Det spiller selvfølgelig også ind, og det er nok ikke blevet mindre efter skolereformen", mener Maria Ørskov Akselvoll. "Skolen har i et vist omfang givet trivselsstafetten videre, forstået på den måde, at det tidligere i højere grad var skolen, der var vært for sociale ting, arrangerede lejrskoler og den slags. Det er i vid udstrækning overdraget til forældrene, der jo som sådan er billig arbejdskraft".

Ghettoplan del 3: Kan man straffe sig til godt forældresamarbejde?

Hvad vil du så foreslå, at man gøre for at rette op på den sociale skævhed, der kommer til udtryk i skole-hjem-samarbejdet?

"I min bog forslår jeg blandt andet nogle andre former for selve skole-hjem-samtalerne, og at skolerne skruer ned for den informationsmængde, de sender ud gennem især Forældreintra. Og så at skolerne tager noget af ansvaret tilbage og for eksempel beslutter, at trivselsarrangementer som udgangspunkt ikke må koste penge. Der skal skabes rum for, at for at forældre kan komme med kritik på for eksempel forældremøder, og endelig skal børnene have noget af det ansvar, forældrene har i dag".