I folkeskoleloven kan man læse, at forældre er forpligtet til at »samarbejde« med deres børns skole. Men mange forældre kan være i tvivl om, hvad der helt konkret forventes af dem fra skolens side, mener Karen Ida Dannesboe, der har forsket i skole-hjem-samarbejde.

Karen Ida Dannesboe skriver i øjeblikket ph.d. om skole-hjem-samarbejdet på baggrund af blandt andet interview med elever, forældre og lærere i en 6. og 7. klasse, hvor hun desuden har deltaget i en række skole-hjem-samtaler.

Hendes forskning viser, at skolens forventninger til forældresamarbejdet sjældent er afstemt med forældrenes forventninger. Det skaber en følelse af usikkerhed hos både lærere og forældre, som må prioritere deres engagement i børnenes skole i forhold til en travl hverdag.

»Fra lærernes side tager man ikke særlig meget hensyn til, at familierne kan have vidt forskellige vilkår og muligheder for at leve op til krav om hjælp med lektier, deltagelse i skolerelaterede møder og arrangementer og i bedste fald at kunne følge tæt med i, om og hvordan børnene laver deres hjemmearbejde. Når man har tre børn og et travlt job, er det langtfra givet, at man kan leve op til skolens mange forventninger«, siger hun.

At skolen ikke melder klart ud over for forældrene, hvad der forventes af samarbejdet, er brugen af nyhedsbreve et godt eksempel på.

»Formelt set er det en uforpligtende opdatering, men sandheden er også, at kommunikationen mellem skolen og hjemmet stiller krav til forældrene om, hvad der skal foregå læringsmæssigt derhjemme. Det er en måde for lærerne at vise på, at der faktisk sker noget i skolen: »Vi gør det, vi skal«. Men samtidig er der en dobbelthed i det, da det både er en orientering og samtidig en forpligtende orientering. Forpligtelsen er bare ikke fuldstændig klar«, siger Karen Ida Dannesboe.

En kvindelig lærer har i et interview med Karen Ida Dannesboe efterspurgt mere »hjem-skole-samarbejde«, hvor forældrene kommer mere på banen. Det udsagn vidner ifølge Karen Ida Dannesboe om, at lærerne savner mere dialog med forældrene.

»Formuleringen handler om, at læreren følte sig meget forpligtet til, at hun skulle engagere sig og give forældrene informationer, men den pågældende lærer følte ikke, at der kom så meget tilbage«.

Lærerne kan altså have svært ved at se samarbejdet mellem familien og skolen. Men det skyldes ifølge Karen Ida Dannesboe, at skolens forståelse af et passende engagement ikke altid stemmer overens med familiens virkelighed. Lærerne har ganske enkelt ikke øje for det, hun kalder det usynlige engagement.

»Det kan være vanskeligt at få øje på forældrenes engagement ved en kort skole-hjem-samtale, når der samtidig er tusind andre ting, de skal forholde sig til, og de næste forældre allerede står og tripper. Men bare fordi læreren ikke kan se det, så betyder det jo ikke nødvendigvis, at det ikke foregår«.

Forældrene har ikke selv indflydelse på lektier eller det faglige indhold, men alligevel bliver de bedt om at engagere sig i dem, påpeger hun.

»Lektier er noget, man skal engagere sig i, men i mange af de nyhedsbreve, jeg har kigget på, står der ikke noget om, hvordan forældrene faktisk skal gøre det. Er det meningen, at de skal sidde sammen og læse lektierne, eller skal forældrene bare skabe nogle rammer for det?«

Hendes resultater peger også på, at forældrenes engagement ikke kan ses uafhængigt af børnene og den måde, hvorpå børnene bruger deres forældre i forhold til skolen. Børn bruger deres forældre meget forskelligt, og det er ikke alle børn, der er lige interesserede i at dele deres skoleliv med forældrene, i det omfang skolen finder passende.

»Der er for eksempel en gruppe børn, for hvem lektier er noget, man er sammen om med forældrene, og så er der den anden gruppe, hvor lektier er noget, man gør mere alene«.

Her er forældre mindre inde over lektiearbejdet, og selv om de måske nok holder øje med lektieaktiviteterne, så sker det mere distanceret - de sørger for at følge med i børnenes skoleliv, men børnene får lov til selv at definere rammerne og indgå aftaler om, hvordan de læser lektier, forklarer hun.

»Børn og forældre indretter sig forskelligt, og det betyder, at der også er flere måder at være gode skoleforældre på, selv om ikke alle måder nødvendigvis harmonerer med skolens forventninger«.

Skole-hjem-samarbejdet skaber altså ikke bare ulige vilkår for forældrene, men i høj grad også for børnene, der ofte tildeles en lidt uklar rolle. På trods af at det er børnenes skoleliv, der samarbejdes om, siger Karen Ida Dannesboe.

»Børnene får tildelt en lettere diffus rolle, hvor de i princippet får medansvar i forhold til at opretholde kommunikationen mellem forældre og skole ved at skulle forholde sig til nyhedsbrevene og aflevere dem til forældrene derhjemme«.

Men børnene har slet ikke indflydelse på, hvad det er for informationer, der kommer frem til forældrene, påpeger hun.

»På den måde bliver deres selvstændighed jo underkendt. Skolen har ikke tillid til børnene. »Nu informerer vi jeres forældre, for I kan nok ikke finde ud af det selv«. Lærerne skal også her reflektere over, hvilken rolle børn tildeles, ved at skolen henvender sig primært til forældrene og ikke til børnene«.

En løsning kunne være at inddrage eleverne mere i den løbende kommunikation mellem skole og hjem og lade dem være med til at udforme nyhedsbrevene og dermed selv sætte ord på deres skoleliv, som er omdrejningspunktet for skole-hjem-samarbejdet.

Mange af problemerne med samarbejdet skyldes ifølge Karen Ida Dannesboe, at skole-hjem-samarbejdet i for høj grad er blevet en standardiseret løsning, der bygges op omkring nogle skabeloner, som lærerne ikke nødvendigvis har mulighed for at reflektere tilstrækkeligt over.

Det skyldes dog ikke uvilje mod forandringer, men mange lærere har ikke taget den nødvendige diskussion med sig selv og deres kolleger om brugen af samarbejdet, hvilket kan skyldes, at der i en travl hverdag på skolen ikke er tid og rum for sådanne diskussioner, siger hun.

Derfor er det Karen Ida Dannesboes råd til lærerne, at de i stedet for at lade samarbejdet være målet spørger sig selv, hvordan de selv vil gribe det an.

»Skolen må gøre op med sig selv, hvor hensigtsmæssigt det for eksempel er at bruge lektier, og hvad man vil med samarbejdet«.

Spørgsmålet er dog, hvor meget familien skal inddrages i skolen, og hvor meget skolen skal intervenere i familien. Skolens ønske om at få forældrene til at involvere sig skaber en situation, hvor familiernes engagement hjemme kan være vanskeligt at få øje på. Eller det kan tage en retning, som måske ikke lige passer ind i skolens forestilling om passende engagement, siger Karen Ida Dannesboe.

»Det betyder, at nogle familiers engagement måske slet ikke anerkendes. Det stiller lærerne og skolen i en paradoksal situation, hvor man enten må skabe rum til at lytte til familierne og anerkende andre former for engagement og prioriteringer end det, man lige ønskede, eller også til stadighed må intervenere og forsøge at opdrage familier til at involvere sig på bestemte måder. Man kunne også gå en anden vej og stille færre krav til forældreengagement«. |

Forskeren:

Karen Ida Dannesboe er cand.mag. og ph.d.-stipendiat ved Institut for Pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Hun afslutter i efteråret sin ph.d. i skole-hjem-samarbejdet, som bliver en del af et større forskningsprojekt fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole om skole-hjem-samarbejdet som »en kulturel selvfølgelighed«.

»Bare fordi læreren ikke kan se engagementet, så betyder det jo ikke nødvendigvis, at det ikke foregår« Karen Ida Dannesboe»Børn og forældre indretter sig forskelligt, og det betyder, at der også er flere måder at være gode skoleforældre på, selv om ikke alle måder nødvendigvis harmonerer med skolens forventninger« Karen Ida Dannesboe