Debat
At pålægge forældrene ansvaret for deres barns skoleliv kan faktisk være direkte kontraproduktivt, skriver lærer emeritus Niels Christian Sauer.
Foto: privat
Niels Christian Sauer: Det er for nemt at skyde skylden på forældrene, når eleverne ikke opfører sig ordentligt
Skolen må lægge den hjælpeløse, klagende attitude overfor forældrene til side og finde veje til at løse sine problemer selv. Vi skal skabe en skole, der tager det på sig at styre eleverne. Det vil både børn, lærere og forældre elske.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
’Det er uoverkommeligt at holde skole’. Sådan sagde
filosoffen K.E. Løgstrup i en forelæsning på Danmarks Lærerhøjskole i 1981, og
det er mildest talt ikke blevet lettere siden.
Mange lærere er presset i bund, på nippet til at opgive
ævred, tynget til jorden i en daglig kamp for at få styr på de mere og mere
uhåndterlige klasser og den stadige strøm af nye krav udefra. Og så kommer
forståeligt nok ofte denne reaktion fra de mere eller mindre desperate lærere: Nu
må forældrene tage ansvar.
Ikke alene for det indlysende, at børnene møder udhvilede i skole til tiden med
madpakke og passende påklædning, ej heller blot for at vise skolen interesse og
bakke den op, men for at børnene opfører sig ordentligt i skolen; retter ind,
viser hensyn, ikke mobber, passer lektierne, lærer at læse osv. Skolen kan ikke
overkomme alle disse uopdragne børn.
Det løser ikke skolens problem
Men det er af flere grunde et problematisk udsagn.
Ikke fordi det i og for sig er forkert. Man kan bare tage banalitetstesten:
Findes der nogen, der mener det modsatte? Altså: ’Forældrene skal være ligeglade med
deres barns skolegang’. Nej, det gør der ikke. Udsagnet er med andre ord ligegyldigt.
Alle forældre ønsker deres barn det bedste, herunder
et godt skoleliv. Faktisk er der ikke meget, forældre finder vigtigere. Det løser
bare ikke skolens problem, og hvad værre er: At pålægge forældrene ansvaret for
deres barns skoleliv kan faktisk være direkte kontraproduktivt.
Det siger sig selv, at ingen forældre kan fjernstyre
deres børn. Jo, det gik måske – i en vis forstand – i gamle dage. Jeg husker
børn, om hvem jeg ikke ville fortælle forældrene den rå og usminkede sandhed,
fordi det sandsynligvis ville koste barnet en på hovedet eller det, der var værre.
I barnets øjne ville jeg være kommet til at stå som sladrehank, og hele min
møjsommeligt opbyggede relation til barnet ville være ødelagt.
Om denne form for forældrefjernstyring af børn er
der intet godt at sige. Problemet findes stadigvæk i vore dage, ikke mindst i
forhold til stærkt patriarkalske hjem med etnisk minoritetsbaggrund. Men også i
mange almindelige, pæredanske, ikke-voldelige hjem vil en klage fra skolen resultere
i gråd og tænders gnidsel. Det kommer der sjældent noget godt ud af.
Drop klagesangen og tag ansvar
Det mest problematiske ved ideen om at kalde
forældrene til orden er imidlertid, at de forældre, læreren forsøger at råbe
op, ikke hører det. Læreren tror selv, at han har gjort noget ved problemet,
men i virkeligheden har han kun præket for menigheden, og de gør i forvejen
alt, hvad de kan.
I forhold til restgruppen er det som at slå vand på
en gås. De har måske selv dårlige minder om skolen, kan ikke fordrage
skolelærere, eller roder selv med så store problemer - misbrug ikke sjældent - at
de hverken kan eller vil gøre noget ved sagen. Det, læreren i virkeligheden gør,
er, at han udstiller alles magtesløshed, samtidig med at han skaber splittelse i
forældrekredsen og vrede mod de svigtende hjem. Hvis barnets gode skoleliv
beror på forældrenes medlevende indsats, straffer skolen indirekte de børn, der
svigtes af forældrene. Det er ansvarsforflygtigelse, og det kan skolen ikke
være bekendt.
Skolen må lægge den hjælpeløse, klagende attitude
til side og finde veje til at løse sine problemer selv. Det handler om en
skole, der tager det på sig at styre eleverne. På anstændig vis, forstås. Det
vil både børn, lærere og forældre elske.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk