Rigtig mange børn og unge taler ikke med deres forældre om krop og seksualitet. Seksualundervisningen i skolen, er underprioriteret, men her er der mulighed for at sætte fokus på udfordringer med eksempelvis det at mange unge ikke vil gå i bad efter idræt. Sex & Samfund sætter i dag fokus på problemerne ved en konference med oplæg fra blandt andre Line Anne Roien, der er ved at lave en ph.d.-afhandling om seksualundervisning.
Forsker: "Lærerne taler ikke med kollegerne om seksualundervisning"
Ph.d.-stipendiat Line Anne Roien spørger knap 11.000 lærere og pædagoger om deres udfordringer med seksualundervisning. Hun mener, det er et vigtigt dannelsesfag, som bliver nedprioriteret i forhold til andre fag.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Prioriteringen på skolerne af seksualundervisning bærer præg af, at det et er et timeløst emne. Når jeg taler med lærerne, siger mange af dem til mig, at de føler, at man derfor har sat sig mellem to stole".
Det siger ph.d.-stipendiat Line Anne Roien, som er i gang med at lave en større undersøgelse blandt 11.000 lærere og pædagoger om deres praksis inden for seksualundervisning, og hvordan denne praksis blandt andet relaterer sig til de formelle intentioner i Fælles Mål.
Gode intentioner
I dag fortæller hun i København på en Sex & Samfund-konference om trivsel og mental sundhed om nogle af de foreløbige resultater af hendes undersøgelse, der blandt andet består af case-studier på tre skoler i tre kommuner samt en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse. Ud fra sine foreløbige resultater, hvor lærerne også føler at undervisningen er underprioriteret, siger Line Anne Roien, der selv er uddannet lærer og har undervist i seksualundervisning:
"Min undersøgelse peger på, at lærerne oplever det som svært, at finde tid til at prioritere seksualundervisningen til trods for at de finder det vigtigt".
Hun fortæller, at sundheds- og seksualundervisningen på mange måder befinder sig i et frustrerende spændingsfelt mellem gode intentioner og lav prioritering i skolens hverdag og kultur. Det tyder ifølge hende forskning på, at der ikke er en tradition blandt lærerne for at tale fagligt om seksualundervisning.
"Når jeg spørger lærerne, hvordan de taler med kolleger om seksualundervisning, er det mest om, hvornår de hver især underviser, de taler ikke så meget om formål og undervisningsmetoder eller indholdet af undervsingen, mere om praktisk planlægning som 'hvis du har to timer tirsdag og onsdag, så har jeg to timer torsdag og fredag'", siger Line Anne Roien, der reelt står bag første undersøgelse af seksualundervisningens pædagogik og didaktik, siden undervisningen blev obligatorisk i 1970.
Spørgeskemaundersøgelsen blandt de 11.000 lærere handler blandt andet om, hvordan seksualundervisningen prioriteres på skolerne, om der sættes mål op for undervisningen, om der samarbejdes med eksempelvis sundhedsplejersken og pædagoger samt hvilket indhold og metoder, der arbejds med på de forskellige klassetrin.
Elever skal rådgive Sex og Samfund om seksualundervisning
Et underprioriteret dannelsesfag
Line Anne Roien mener, at det er bemærkelsesværdigt, at faget er så lavt prioriteret.
"Det er et af de sidste rene dannelsesfag i folkeskolen, hvor det drejer sig om elevernes personlige, sociale og demokratiske udvikling med fokus på elevernes handlekompetence og evne til at tænke kritisk", siger hun.
Hun mener, at der er mange grunde til at sætte øget fokus på seksualundervisningen:
"Mange børn og unge oplever problemer med mistrivsel i forhold til krop, køn og seksualitet. Vi ser det for eksempel, når elever ikke vil gå i bad, fordi de ikke vil vise deres krop frem. Men der er også udfordringer med deling af nøgenbileder på soicale medier, dikstrimination af homo- og biseksuelle samt smitte blandt unge med sexsygdomme som klamydia, som er alvorligt, fordi den på sigt kan medføre sterilitet, og her kan man beskytte sig ved brug af kondom", siger Line Anne Roien.
Hun afslutter sin spørgeskemaundersøgelse først i oktober. Konferencen i dag er arrangeret af Sex & Samfund i samarbejde med Destination Trivsel, der gennemføres i årene 2014-2017 med støtte fra Sundhedsministeriets Partnerskabspulje.
Destination trivsel er et partnerskab mellem Sex & Samfund, Danske Skoleelever, Skolelederforeningen, Skole og Forældre, Holstebro Kommune, Aalborg Kommune, Aarhus Kommune og Københavns Kommune.
Læs mere
Om ph.d.-undersøgelsen på dpu.dk