Elever må igen blive undervist i at svejse
Ankenævn: Skoler må godt undervise i at svejse
Hvis folkeskoler overholder en række krav, kan Arbejdstilsynet ikke forbyde, at eleverne svejser i undervisningen. Det fremgår af en afgørelse, som Arbejdsmiljøklagenævnet traf for få dage siden.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Afgørelsen handler om en konkret sag fra Støvring, hvor Bavnebakkeskolen i 2008 fik et påbud om straks at stoppe svejsning i skolens erhvervsklasse, fordi Arbejdstilsynet mener, at det er for farligt at svejse i folkeskolen. Når unge under 18 ikke må arbejde med svejsning for en arbejdsgiver, med mindre de er i lære, må skoleelever ikke svejse, lød meldingen.
Da Arbejdsmiljøklagenævnet senere annullerede forbuddet, fastholdt Arbejdstilsynet sit påbud nu med henvisning til paragraf 48 i Arbejdsmiljøloven, hvor der står, at "stoffer og materialer med egenskaber, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed, kun må fremstilles og anvendes ved arbejdsprocesser og -metoder, der effektivt sikrer de beskæftigede mod ulykker og sygdomme."
Dette såkaldte strakspåbud er nu fejet af bordet.
Principiel betydning
I Arbejdsmiljøankenævnets afgørelsen står der, at et forbud mod at svejse skal bunde i en konkret helhedsvurdering. Der står også, at svejseundervisningen på Bavnebakkeskolen er sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig.
Kontorchef Jeanne Borgqvist, Arbejdstilsynet, erkender, at tilsynet er blevet underkendt og at afgørelsen betyder, at folkeskoler må undervise i at svejse, hvis de opfylder de samme krav som Bavnebakkeskolen.
Skoleleder Thomas Palstrøm:
"På Bavnebakkeskolen er vi tilfredse med afgørelsen, og vi er glade for, at den får principiel betydning, så andre skoler også kan undervise i at svejse, hvis de lever op til de forudsætninger, som vi opfylder."
Skal have uddannelse
Afgørelsen betyder, at der fremover stilles en række krav til skoler, der lader eleverne betjene svejseapparater.
Det må alene ske i forbindelse med en kortvarig undervisningssituation. Eleverne skal have en rigtige uddannelse i at svejse, og arbejdsstedet skal være indrettet rigtigt.
Med andre ord: Arbejdsmiljøankenævnet finder ikke, at sundhedsfaren er større for unge end for medarbejdere i virksomheder. Derfor er der ingen grund til pr. automatik at nedlægge forbud mod svejsning på skoler.