Der var egentlig 28 helt nye friskoler på listen, men kun syv af dem har rent faktisk slået dørene op for elever i august i år. De ligger alle i Jylland, og seks af dem skyldes, at den lokale
folkeskole er nedlagt, mens den syvende er rettet mod elever, som er særligt
godt begavede.
De
resterende 21 initiativer fra sidste år er endnu ikke blevet til noget, men flere
af dem har tid endnu at løbe på, da en anmeldelse af en kommende friskole gælder i tre år, når begge rater af
depositummet på i alt 30.000 kroner er indbetalt til Undervisningsministeriet.
To
af de nye friskoler ligger i Rebild Kommune i Himmerland. Ravnkilde
Børneunivers har erstattet Haverslev-Ravnkilde
Skoles afdeling i landsbyen. Da byrådet traf beslutningen om at nedlægge
afdelingen i 2023, var fristen for at anmelde en friskole overskredet. Derfor underviste Ravnkilde Børneunivers sidste år efter
reglerne om hjemmeundervisning.
Nu er det formelt en friskole og ligger i
den gamle landsbyskole købt for 50.000 kroner.
Ville give forældrene tid til at anmelde en friskole
Sophie
Amalie Skolen i Blenstrup er den anden nye friskole i Rebild. Den er også trådt
i stedet for en folkeskole, nemlig den afdeling, som Kilden Børne og Ungeunivers mistede i landsbyen i sommer.
Folkeskolen har hovedsæde i Terndrup og har fortsat også en
afdeling i Bælum, men den er varslet nedlagt i 2025. At politikerne ikke
nedlagde afdelingerne i Blenstrup og Bælum i ét hug, skyldes, at de ville give
borgerne i Bælum mulighed for at anmelde en friskole.
De har nu anmeldt Østhimmerlands Friskole, så til næste år
kan Rebild Kommune få endnu en friskole.
Faktisk kan der åbne tre nye
friskoler, da borgere i Øster Hornum for et år siden anmeldte en friskole som
gardering, hvis landsbyens skole skulle blive nedlagt, og den anmeldelse gælder
endnu. Det samme gør anmeldelsen af Friskolen Gejst i Støvring. Den udspringer af
utilfredshed med besparelser i folkeskolen.
Fire initiativer i Aalborg blev overflødige
Aalborg og Rebild Kommuner kunne begge have fået fire
friskoler i år, men mens der altså er åbnet to i Rebild, er ingen af
initiativerne lidt længere nordpå blevet til noget.
Otte folkeskoler i Aalborg Kommune var i spil til at blive
nedlagt, og det havde fået borgere i Gudumholm, Hou, Nørholm og Ulsted til at
anmelde friskoler. Det endte dog med, at alle otte folkeskoler fik lov at
bestå, og da initiativtagerne til de fire friskoler ikke har indbetalt anden
rate af depositummet til Undervisningsministeriet, gælder deres anmeldelser
ikke længere.
Til gengæld har Havland Privatskole erstattet Vestervig Skole
i Thisted Kommune, og i Lemvig er Alt i Et Friskolen kommet til i stedet for en nedlagt folkeskoleafdeling i Klinkby.
I Ikast-Brande har Blåhøj Friskole afløst skoleafdelingen Blåhøj Skole. Den skulle have været nedlagt
i 2023, men et samlet byråd valgte at give skolen et år mere som folkeskole, så
borgerne kunne få tid til at etablere en friskole.
Ullits Friskole og SFO er åbnet i Vesthimmerland Kommune i
stedet for Ullits Skole.
Tre erstatningsanmeldelser går igen
Sidste år bundede 17 af de 28 anmeldte friskoler i, at en lokal folkeskole ville
blive nedlagt, var lukningstruet eller allerede var lukket. Der er anmeldt 32
friskoleinitiativer til næste år, og denne gang er kun syv relateret til lukningen af en
folkeskole.
Tre af dem er gengangere, da de har betalt begge rater af
depositummet, hvilket giver dem tre år til at få liv i friskolen. En af dem er
som nævnt Øster Hornum Friskole i Rebild, mens de to andre er Salbrovad
Friskole i Assens Kommune og Ulbjerg Skole i Viborg Kommune.
Politikerne i Viborg har netop besluttet at nedlægge to
skoler til næste år, hvoraf Ulbjerg Skole er den ene. Skolen er en afdeling af
Fjordklyngeskolen, som har hovedsæde i Skals. Den anden skole er Sparkær Skole,
som er en afdeling af Mønsted Skole. Her er der ikke anmeldt en friskole.
Til Salbrovad Friskole knytter der sig den særlige historie,
at byrådet i Assens ikke har planer om at nedlægge skoler, men landsbyen har
dannet en forening, som anvender medlemmernes kontingent til troligt at betale 30.000
kroner i depositum hvert tredje år for at være sikker på at have en skole.
Friskole vil åbne afdeling i nabobyen
De fire nye anmeldte friskoler med tilknytning til en folkeskole
er ud over Østhimmerlands Friskole i Rebild, Skolen Håb i Horslunde på Lolland,
Egekratskolen i Esbjerg og en ny afdeling til Agersted Friskole og Børnehave,
som skal ligge i Asaa, hvis politikerne i Brønderslev Kommune nedlægger Asaa
Skole.
”Skolen i Asaa nævnes hvert eneste år i forbindelse med budgetforhandlingerne.
Nu er skolen nede på 40 elever, så borgere i byen tror ikke længere på, at den
bliver bevaret. Derfor har de spurgt, om vi vil åbne en afdeling i Asaa”,
fortæller bestyrelsesformand Dorthe Kerschus.
Agersted Friskole er selv et resultat af, at Agersted Skole
blev nedlagt i 2015. Friskolen lagde ud med 72 elever. I dag har elevtallet passeret 150.
Selv om der kun er syv kilometer mellem Agersted og Asaa, vurderer Dorthe
Kerschus, at en ny friskoleafdeling kan blive større, end Asaa Skole er i dag.
”På Agersted Friskole henter vi børn i oplandet i busser. Det
kan vi også gøre i Asaa. Samtidig går Asaa Skole kun til 6. klasse, og udsigten
til et skoleskifte får nogle forældre til at vælge skolen i Dronninglund fra 0.
klasse. Hvis vi åbner en afdeling, vil børnene kunne tage hele deres skolegang
i Asaa”, siger Dorthe Kerschus og understreger, at det langt fra er sikkert, at
afdelingen bliver til noget.
Asaa Skole har helt præcist 47 elever og er en afdeling af
Skoledistrikt Øst, som består af fem undervisningssteder. Distriktet blev
dannet op til dette skoleår, da Brønderslev gik fra fire til to matrikelskoler.
Lollikker vil afværge en katastrofe
I 2015 samlede Esbjerg Kommune 24 skoler i syv
distriktsskoler. Fra dette skoleår er skolerne igen blevet selvstændige, men i
forbindelse med fagbladet Folkeskolens årlige kortlægning af skoleændringer i
foråret forudså Esbjerg Lærerforening, at der snart vil blive nedlagt og
sammenlagt skoler, da der skal spares fem millioner kroner årligt på
skolestrukturen. Konkret er Egekratskolen med 76 elever i Grimstrup øst for
Esbjerg i spil til at blive lukket, så nu er der anmeldt en friskole i byen.
Lolland Kommune nedlagde Horslunde Skole op til sommerferien
i år, og da byens realskole gik konkurs i januar, har landsbyen ikke længere en
skole. Der er
en katastrofe, som skal afværges i 2025, skriver initiativtagerne til Skolen
Håb på Facebook.
”Vores
børn har brug for en skole i deres nærmiljø. Hvis vi ovenikøbet kunne være så
heldige at tiltrække nye familier til Lolland med et skoletilbud, som tør
markere sig på landkortet med en stærk profil, vil det komme alle til gode”,
lyder det.
Kun
ti potentielle skoler har en hjemmeside
Der
er et stykke fra at anmelde en friskole til at tage imod de første elever, men
hvis initiativtagerne har oprettet en hjemmeside, sender det et signal om, at
de mener det seriøst.
Af
de 32 skoler, der potentielt kan åbne til næste år, har ti en
hjemmeside, viser en søgning på nettet. To af de ti
har også en side på Facebook, mens syv andre skoler udelukkende præsenterer sig
på Facebook.
De
15 andre anmeldte friskoler ser ikke ud til at have hverken en hjemmeside eller
en Facebookside. Her finder man navne som Iris Skolen i Helsingør,
Avicennaskolen i Gladsaxe, Vordingborg Privatskole, Aarhus Naturfriskole og
Rooftop International School i København.
Den
sidste har rod i Rooftop Nursery & Kindergarten, som ligger på toppen af storcentret Field's i Ørestad og har en hjemmeside. Der vil dog blive tale om to selvstændige
institutioner og også adresser, såfremt det lykkes at få skolen op at køre.
Skolen har været anmeldt i to år, så 2025 er sidste chance.
De
32 anmeldelser kan i øvrigt vokse med én. Styrelsen for Undervisning og
Kvalitet oplyser, at man har modtaget depositum fra endnu et initiativ, hvor
styrelsen er ved at afklare, om der er tale om en friskole.
Fire
friskoler er gået konkurs
Fire
friskoler drejede nøglen om i det forgangne skoleår, hvoraf Hillerød
Privatskole gjorde det i begyndelsen af august i år. Altså umiddelbart inden
det nye skoleår skulle gå i gang. Det skete ”efter 17 års hård kamp”, som det
fremgår af skolens profil på Facebook, mens skolens hjemmeside fremstår, som om
intet var hændt. Men til sidst var der for få elever til, at skolen kunne løbe
rundt.
Den Innovative Naturfriskole i Trige nord for Aarhus åbnede i
2022 og ville med en projektorienteret tilgang gøre op med måden at tænke almindelig folkeskole på
for børn med udfordringer. Men i marts forlangte Styrelsen for Undervisning og
Kvalitet at få statstilskuddet for det seneste år betalt tilbage, da skolen ”i
alvorlig grad ikke giver og ikke har givet en undervisning, der står mål med,
hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen”. Det blev dødsstødet for skolen.
Friskolen
i Karup/Kølvrå åbnede også som et alternativ til folkeskolen. Det var 2020, men
skolen nåede aldrig et bæredygtigt elevtal og gik konkurs i december 2023. I
slutningen af januar fulgte Horslunde Realskole på Lolland på grund af
økonomiske problemer og mangel på lærere. Skolen blev grundlagt i 1895 og
lukkede med 145 elever.
Det fulde overblik over anmeldte, nyåbnede og nedlagte friskoler
Friskoler anmeldt til 2025
København
Børnenes Lille Friskole
Rooftop International School
Skole for dannelse og læring (SDL)
Furesø
Helenaskolen
Fredensborg
Nordlys
Helsingør
Iris Skolen
Gladsaxe
Avicennaskolen
Greve
Greve Fri
Sorø
Sorø Friskole
Næstved
King´s Garden International Kristen Friskole
Vordingborg
Vordingborg Privatskole
Lolland
Skolen Håb i Horslunde
Nordfyn
Friskolen Stjernelys i Bogense
Assens
Salbrovad Friskole
Fredericia
Ny Kristen Friskole i Fredericia
Aabenraa
Padborg Friskole
Esbjerg
Egekratskolen i Grimstrup
Ikast-Brande
Ikast Friskole
Silkeborg
Linå Friskole
Aarhus
Fønixskolen/Bettys Minde Skolen
Svalekærskolen
Aarhus Naturfriskole
Syddjurs
Børneakademiet
Norddjurs
Djurslands Friskole
Randers
Langå Naturfriskole
Mariagerfjord
Fjordens Naturfriskole
Rebild
Friskolen Gejst i Støvring
Øster Hornum Friskole
Østhimmerlands Friskole i Bælum
Viborg
Ulbjerg Friskole Viborg Kommune
Morsø
Limfjordens Skole
Brønderslev
Agersted Friskole & Børnehave (ny afdeling i Asaa)
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet er ved at afklare, om der er tale om en friskole ved en 33. anmeldelse.
Friskoler åbnet august 2024
Kolding
Inge Lehmann Skolen i Taps ved Christiansfeld
Ikast-Brande
Blåhøj Friskole ved Brande
Rebild
Ravnkilde Børneunivers og Friskole
Sophie Amalie Skolen i Blenstrup
Vesthimmerland
Ullits Friskole og SFO
Lemvig
Alt i Et Friskolen i Klinkby
Thisted
Havland Privatskole i Vestervig
Friskoler nedlagt i skoleåret 2023/24
Viborg
Friskolen i Karup/Kølvrå, december 2023
Lolland
Horslunde Realskole, januar 2024
Aarhus
Den Innovative Naturfriskole i Trige, april 2024
Hillerød
Hillerød Privatskole, august 2024