Eleverne oplever også skolevanskeligheder, lige som alle andre elever i den almene skole. De fortæller f.eks. om problemer …

Selv om Charlotte Madsen følger højt begavede elever i sin ph.d. om elever i skolevanskeligheder, er hun ikke optaget af deres IQ. Hun interesserer sig for, hvilke udfordringer de oplever i skolen.

”Eleverne oplever ligesom alle mulige andre elever vanskeligheder i skolen. De fortæller om problemer på det sociale felt, at de føler sig anderledes, og at de føler, at de ikke hører til”, fortalte Charlotte Madsen i workshoppen ’Samarbejde om skolevanskeligheder fra elevers og forældres perspektiver’ på årets dialogkonference om PPR hos DPU i Emdrup.

Charlotte Madsen har 12 års erfaring som lærer, er kandidat i pædagogisk psykologi fra DPU og arbejder som lektor på UCN i Aalborg. I sin ph.d. følger hun 22 elever, hvoraf nogle er henvist til PPR på grund af bekymringer og mistrivsel.

”Noget af det, eleverne taler frem som det vanskelige, knytter sig til, at de falder udenfor lærernes forståelse af normalitet”, sagde hun og viste et citat af Anja fra 5. klasse:

”Jeg har det ikke så godt med at sige noget i timerne, og jeg tager aldrig selv hånden op. Ikke ret tit i hvert fald. Jeg er nok lidt bange for at sige noget forkert, og der så er nogen, der griner. Og så hader jeg bare, når lærerne slår ned, når jeg ikke har hånden oppe. Så bliver jeg helt tom og kan slet ikke sige noget. Hovedet går bare i stå, og jeg aner ikke, hvad jeg skal sige”.

”Anja taler ind i undervisningen. Lærerne vil hjælpe hende frem, fordi hun har potentiale til mere, men det har den modsatte effekt”, sagde Charlotte Madsen, som stadig arbejder på sin ph.d.

Forældre føler sig talt ned til

På et tidspunkt begynder lærerne at forhandle med PPR om, hvad der er årsag til en elevs vanskeligheder. Skyldes det en diagnose eller dårlig opdragelse?

”Man begynder at sætte begreber på, hvad der er på spil, og man indkalder forældrene til møder. Men mange forældre bliver frustrerede og føler afmagt, fordi de ikke synes, at der bliver lyttet til dem. Det får dem til at føle sig som en sag og en kastebold, og de føler sig talt ned til”, sammenfattede Charlotte Madsen.

Forældreperspektiverne udgør en mindre del af hendes samlede projekt, og på workshoppen dykkede hun ned i de cases, hvor samarbejdet havde udviklet sig i en negativ retning.

Det fortæller en mor om i dette citat:

”Vi forsøger at få lærerne til at se Mikkel på en anden måde, så de også kan få øje på det, han kan, men de fokuserer ligesom kun på det, han ikke kan. Herhjemme ser vi bare noget helt andet, og når vi prøver at fortælle om det, synes lærerne, at vi bortforklarer problemerne. Vi kan godt se, at Mikkel fungerer dårligt i skolen, men vi synes nok mere, at det handler om lærerne. Han bliver mere og mere usikker af alle de irettesættelser, han får hele tiden, og han fortæller tit, at lærerne ikke kan lide ham. Det kan vi snart ikke lægge barn til mere”.

"Mange af konflikterne handler om at få den anden part til at forstå, men når det spidser til i samarbejdet, ser det ud til, at det bliver sværere og sværere at lytte til de andres perspektiver og oplevelser. Nogle gange ender det med, at forældrene føler sig så pressede, at de begynder at tale om skoleskift, fordi de ikke ser anden udvej", sagde Charlotte Madsen.

Ingen viser forældrene forståelse

Andre forældre føler afmagt:

”Jeg er så frustreret. Det er ødelæggende for alle i familien at have et barn, som har det så svært, og som vi bliver nødt til at tvinge afsted om morgenen. Og der er ikke rigtig nogen muligheder. Ingen steder at gå hen. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre”, siger en forælder i Charlotte Madsens empiri.

”Det er en fortælling om afmagt, for forældrene ved ikke, hvor de kan få hjælp. Nogle har børn med selvmordstanker, så de tør ikke lade dem være alene. Alle vil hjælpe, men ingen viser forståelse for forældrenes perspektiv”, konkluderer Charlotte Madsen om nedslagene om forældre i sit materiale.

Hun gav et eksempel med en familie, som efter eget udsagn er gået fra at være en velfungerende familie til kommunens nok tungeste sag.

Familien har tre børn, og på få år har den ene søn fået stillet en Aspergers diagnose, hvorefter han kom i specialskole. I løbet af et par år fik begge sønner det sværere og sværere og holdt efterhånden op med at komme i skole. Lillesøsteren udviklede depression og spiseforstyrrelse og blev indlagt, og moren blev sygemeldt med stress.

”Problemet er, at både Valdemar og Jonathan går hjemme nu. Det er ikke godt, men jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op, for der er ikke nogen tilbud til dem, når de ikke kan være i skolen”, lyder et citat fra moren.

"Det er et eksempel på en familie, hvor mange forhold glider sammen, og over nogle år udvikles en form for negativ spiral. Man kan ikke udpege enkelte forhold som årsagen. Det er en kompleks sag, hvor hele familien bliver ramt", sagde Charlotte Madsen.

Garage bygget om til netværksmøder

Når man tager familiens perspektiv i sagen, så får man øje for, hvor svært det er, og hvor meget den kæmper og forsøger at få det hele til at fungere, fremhævede Charlotte Madsen og viste et citat, hvor moren til de tre børn kalder situationen for frustrerende og skamfuld.

”Man bliver set som én, der ikke magter forældreopgaven. Men jeg har kæmpet og kæmpet… Derfor er det så provokerende at blive mødt med den der om, at vi er svage, når vi bare lader vores børn få deres vilje, så de kan gå herhjemme og hygge sig, fordi det er det nemmeste. Intet er mere forkert. Og den, der faktisk er endnu værre, om at vi selv er med til at gøre børnene bekymrede og angste, fordi vi er for overbeskyttende. Altså, der er nok ikke nogen som mig, der har forsøgt at skubbe så meget på. Både på børnene og på systemet”.

Hvert barn i familien har medarbejdere fra PPR tilknyttet, og lærere og pædagoger deltager også i netværksmøderne, så det bliver let til 15-18 personer.

”Moren har ansat en koordinator, fordi hun ikke selv kan overskue at indgå aftaler med så mange mennesker. Familien har også indrettet garagen, så den kan bruges til netværksmøder, for børnene kan ikke håndtere, at der kommer mange mennesker i hjemmet på en gang, som brringer snak, forskellige dufte og uro med sig". sagde Charlotte Madsen.

Alle har i denne sag forsøgt at hjælpe, understrede hun.

"Alle indsatser er lavet for at hjælpe børnene, men i stedet er det stukket helt af og er blevet alt for meget for familien”.

Umoden dreng har lige læst SHarry Potter

Charlotte Madsen gav et andet eksempel på et konfliktfyldt og fastlåst samarbejde.

”Jeg lærer Christian at kende, inden han begynder i skole, fordi jeg følger hans storesøster. Han har vildt mange interesser og vil se nyheder sammen med sin søster, men det må han ikke, for så kan han ikke sove om natten”, fortalte Charlotte Madsen.

Christian viste hende, hvordan han arbejder med kodning. Han gik til spejder og var vild med knob og morse, og han dyrkede også karate og spillede klaver og trommer. Men i skolen oplevede lærerne i 1. klasse ham som umoden, ukoncentreret, forkælet og opmærksomhedsforstyrret.

”Han havde lige læst Harry Potter på både dansk og engelsk, så jeg kan godt forstå, at han blev frustreret over at skulle lege med bogstaver”, konstaterede Charlotte Madsen.

Til den første skolehjemsamtale skulle eleverne med farver markere ’Ja, helt sikkert’, ’Nogle gange’ eller ’Nej, ikke endnu’ i en samtaleblomst med 12 udsagn. Christian malede ’Jeg er glad for at gå i skole’ rødt for at vise, at han absolut ikke var begejstret for skolen. Resten af udsagnene svarede han ikke på.

Psykologen ventes at tage parti

Moren fortæller i Charlotte Madsens empiri, at familien har prøvet at få samarbejdet med skolen til at fungere, men moren oplever, at lærerne ’ligesom har lagt sig fast på, at det er Christian, den er gal med’.

”Jeg kan slet ikke komme igennem med, at han faktisk er rigtig interesseret og dygtig til mange ting. Det vil de simpelthen ikke høre på. De er så trætte af ham”, siger moren.

Hun har følelsen af, at ingen tager forældrenes oplevelse af Christian alvorligt.

”Jeg er begyndt at opleve, at dem på skolen har lavet aftaler, inden vi ankommer til møderne. Det kan jeg ligesom fornemme på de blikke, de sender hinanden, og på den måde de bakker hinanden op på. Det er helt vildt ubehageligt, og jeg tror efterhånden ikke længere på, at vi kan få samarbejdet til at fungere. Det er som om, vi skal kæmpe mod hele skolen, og de lytter ikke til vores side af sagen. Psykologen er den eneste, der hører på os, men hende lytter lærerne heller ikke til”.

Det er et dilemma, som mange psykologer taler om, kommenterede Charlotte Madsen.

”Psykologerne fortæller, at de ofte oplever en forventning om, at de skal stå på en af parternes side, og det skal være skolens”.

Svært for psykologen at løse op for situationen

Senere i forløbet kommer det på tale, at Christian har ADHD, og to-tre måneder senere har han fået diagnosen og bliver medicineret.

”Moren mener ikke, at Christian har ADHD, men hun accepterer medicineringen, for så kan han gå i skole. Han fik medicin i to år, og nu går han slet ikke i skole. Moren oplver, at lærerne er fastlåste i fortællingen om, hvad der er gået galt, og de mener fortsat, at Christian er problemet. Samtidig siger psykologen, at når først, situationen er fastlåst, er det svært at løse op for den”, sagde Charlotte Madsen på PPR-konferencen.

Det er komplekse problemstillinger, tilføjede hun.

”Mange forældre er i klemme, selv om de gør deres bedste. Samtidig har lærerne vanskelige betingelser. De har mange elever og skal undervise på flere niveauer på en gang, så lærerne forætller, at det er svært at have elever, som ikke altid gør det, der forventes. Så ærerne har også en vanskelig opgave”.

Talesprogskonsulenter kan spille en vigtig rolle

Oplægget fik en talesprogskonsulent blandt tilhørerne til at reagere.

”Når vi som talesprogskonsulenter kommer hjem til et barn, kan vi gå på opdagelse efter, hvad barnet kan mestre derhjemme, og vi skal anerkende, når forældrene ikke kan genkende de problemer, skolen taler om. Vi skal ikke placere problemet et bestemt sted, for det handler om forskellige miljøer. Jeg er nysgerrig efter, om vi kan tage det, vi ser i hjemmet med ind i skolen, så vi kan udvikle forståelsen af barnet”, sagde hun.

En anden deltager i workshoppen ville vide, hvad skolerne har fået ud af at medvirke i Charlotte Madsens undersøgelse.

”De er blevet forstyrret. Jeg sidder ikke med sandheden, så vi har diskuteret undervejs, og de har udviklet sig og gør tingene på nye måder. Deres deltagelse har skabt en udvikling i det praksisnære samarbejde”, svarede oplægsholderen.

Tilføjet torsdag den 12. maj 2022 kl. 9.57:

Det er præciseret i artiklen, at Charlotte Madsen endnu ikke er færdig med sin ph.d. og at hun kun talte om et udsnit af sin emipiri på workshoppen, herunder cases hvor samarbejdet med forældrene havde udviklet sig i en negativ retning. Også enkelte citater er præciseret.