Et godt samarbejde om elever i skolevanskeligheder har stor betydning for deres skoleliv, men samarbejdet med forældrene kan blive så fastlåst, at det bliver en væsentlig del af problemet. Det fortalte kandidat i pædagogisk psykologi Charlotte Madsen om på årets dialogkonference om PPR på DPU og på folkeskolen.dk/ppr

Mens forældreperspektivet udgør en lille del af Charlotte Madsens ph.d.-projekt, har Anita Skov Knudsen fuldt fokus på forældrene i sin eksamensopgave på uddannelsen til cand.pæd. i pædagogisk psykologi. Hun har gennem hele sit arbejdsliv arbejdet med børn og unge, blandt andet som konsulent ved PPR og som viceskoleleder. Nu kommer hun med anbefalinger til, hvordan PPR og andre fagprofessionelle kan styrke samarbejdet med forældre.

”Jeg har deltaget i utallige møder om børn og unge i mistrivsel. Jeg er desuden mor til et ungt menneske med flere diagnoser og en lang historik med mistrivsel og skolevægring. Det har tilsammen givet mig et indgående indblik i de mange samarbejdsmodeller og mødefora, som kan komme i spil i den slags situationer. Derfor faldt det mig naturligt at se nærmere på, hvordan det tværprofessionelle og tværsektorielle samarbejde opleves fra et forældreperspektiv”, fortæller Anita Skov Knudsen om sit emnevalg. Ved siden af, at hun har læst på kandidatuddannelsen, hvor hun netop har afleveret specialet, er hun selvstændig konsulent.

Tro på egne forælderevner sættes under pres

Det tværprofessionelle samarbejde har gennem de seneste år været genstand for flere indsatser fra Børne- og Undervisningsministeriet, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og Sundhedsstyrelsen. Men der er flere underbelyste temaer og blinde vinkler, som med fordel kan tænkes ind i det fremtidige udviklingsarbejde, mener Anita Skov Knudsen.

”Helt centralt står, at ’systemet’ i udbredt grad ikke formår at gøre resursestærke forældre til aktive medspillere i arbejdet med at skabe højere trivsel hos deres børn. Den viden, erfaring og tro på egne forælderevner, som disse forældre har, bliver tværtimod sat under pres fra de professionelle”, siger hun på baggrund af sin undersøgelse, hvor hun har interviewet ti forældre, som efter deres egen opfattelse har gode forældrekompetencer.

Forældrene føler sig ofte mistænkeliggjort og underkendt i deres betragtninger fra de mennesker, som de regnede med var på deres side.

”Det sker i en grad, så de kan have svært ved at se meningen med det tværfaglige samarbejde og i vid udstrækning mister tilliden til systemet. Dermed går den måske mest værdifulde resurse i samarbejdet ikke bare tabt - den bliver vendt til en hindring for at nå frem til målet: At hjælpe børnene”, siger Anita Skov Knudsen.

Forældrene føler sig presset af et helt ’system’

En mor i undersøgelsen fortæller om sit møde med en PPR-psykolog:

”Ah, men jeg blev så vred, og så den der angst, at nu er der lige pludselig en fra PPR, som synes, at vi som familie ikke gør det godt nok. Jamen, hvor bærer det hen? Vi har jo bare gjort alt det, vi kan, og har også været ude og bede om hjælp. Og så lige pludselig bliver det vurderet til, at vi understimulerer vores søn”.

Samlet set viser forældrenes udtalelser, at der er tale om en strukturel udfordring, mener Anita Skov Knudsen.

”Forældrene føler, at de ikke blot bliver pressede af bestemte socialrådgivere og PPR-medarbejdere, men af et helt system. Og at det system - trods manglen på tillid - i vid udstrækning overlader ansvaret for at løse udfordringerne til forældrene selv. De skal ikke alene taget initiativet til at få hjælp. De skal også sørge for at holde styr på alle aftaler og holde de professionelle op på deres forpligtelser”, siger hun.

Især tre områder udfordrer forældrene

Det ligger i undersøgelsen, at fagprofessionelle ikke har tilstrækkelig viden om, hvordan det er at være forældre til et barn i udfordringer.

”Det betyder muligvis, at fagprofessionelle kommer til at bagatellisere behovet for hjælp og/eller forældrenes desperation. Så det kan være en god ide i at styrke deres viden på dette felt”, siger Anita Skov Knudsen.

Hun er nået frem til, at meningen med hjælpen fra det professionelle system bliver kraftigt udfordret af især tre ting:

• Forældrene føler sig ikke gjort til medspillere med kompetencer, men til modspillere for psykologer, sagsbehandlerne og andre fagprofessionelle.
• Forældrene oplever, at deres handlekraft bliver taget fra dem, fordi de ikke bliver ordentligt inddraget og oplever, at alting tager meget lang tid. Og alligevel ender ansvaret for deres børns udvikling hos dem selv.
• Forældrene skal selv have styr på alle løse ender og presse på for at få hjælp.

”Det er direkte undergravende, at det system, hvis kerneopgave er at understøtte børnenes udvikling, dræner forældrenes egne resurser, så mit håb er, at forældreperspektivet på samarbejdet bliver gjort til genstand for etiske og faglige refleksioner hos fagpersoner, som er involveret i tværprofessionelt og tværsektorielt samarbejde omkring børn og unge i udfordringer”, siger Anita Skov Knudsen.

Asymmetrisk relation mellem PPR og forældre

Med sin erfaring med børn og unge og ud fra sit studie til kandidat i pædagogisk psykologi ser Anita Skov Knudsen tre oplagte spørgsmål, som medarbejdere i PPR og andre professionelle omkring børn og unge i udfordringer kan stille sig selv - både som individuelle fagpersoner og som offentligt system:

1. Hvordan skaber vi gode rammer for et respektfuldt og ligeværdigt samarbejde med forældre?
2. Hvordan møder vi forældre med nysgerrighed og interesse for præcis deres barn og situation?
3. Hvordan får vi forældre til at føle sig som medspillere?

Anita Skov Knudsen peger på, at der i arbejdet med børn og unge i mange år har været en pædagogisk tilgang om, at den voksne har ansvaret for relationen på grund af asymmetrien i relationen.

”Det vil være hensigtsmæssigt, at vi på samme måde udvikler en kultur, hvor den fagprofessionelle har ansvaret for samarbejdet og relationen til forældrene, da den også her er asymmetrisk. På den ene side er forældrene typisk maksimalt pressede både følelsesmæssigt og fysisk og har et stort ønske om kvalificeret hjælp til deres børn og til hele familiens situation. På den anden side sidder de fagprofessionelle som gatekeepere for hjælpen”, uddyber hun.

Det vil også gøre en forskel, hvis der er én indgang til systemet i form af en fast kontaktperson, som er bindeled, tovholder og ansvarlig for sagen. Det peger flere forældre på i undersøgelsen.

”Det vil løfte noget af ansvaret fra forældrene, at en professionel har overblik over forløb og sammenhænge i sagen”, siger Anita Skov Knudsen.

De ti forældreinterview indgår i hendes sidste eksamensopgave inden specialet på uddannelsen til cand. pæd. pæd. psyk. I spcialet, som hun netop har afleveret, ser Anita Skov Knudsen nærmere på, hvilke dynamikker i samarbejdet som belaster forældre.