USA

Florida-skoler fjerner svensk krimibestseller fra hylderne

Stieg Larssons første bog om Lisbeth Salander forbydes i undervisning og skolebiblioteker i dele af Florida.

Offentliggjort

Den svenske forfatter Stieg Larssons bestseller "Mænd der hader kvinder" er blevet forbudt på en række skoler i den amerikanske delstat Florida.

Det skriver det svenske tidsskrift Expo.

Larssons bog står på en liste over titler, der nu forbydes på skolernes biblioteker og som led i undervisningen.

En ny lov, som Florida indførte sidste år, giver borgere mulighed for at anmelde bøger, som de finder stødende - eksempelvis bøger med pornografisk indhold.

Loven er blevet kritiseret for at censurere emner som LGBT-rettigheder, antiracisme og minoriteters rettigheder.

Listen over forbudte bøger rummer i år desuden titler som "A Handmaid's Tale" af Margaret Atwood, "Farven Lilla" af Alice Walker og flere af Stephen Kings bøger, skriver Expo.

Der er over 700 titler på listen. Det er ifølge Expo dobbelt så mange som sidste år.

Forbuddet gælder i skoledistriktet Clay County for elever i distriktets 29 grundskoler, otte junior high schools og otte high schools. Det svarer til folkeskolen og gymnasiet.

Der er over 41.000 elever på skolerne i Clay County, fremgår det af skoledistriktets hjemmeside.

Hanna Nordell, chef for den svenske afdeling af PEN, der blandt andet arbejder med spørgsmål om ytringsfrihed, vurderer, at forbuddet formentlig handler om, at "Mænd der hader kvinder" både skildrer sex og seksuel vold.

"Det er selvfølgelig dybt beklageligt, men det er ikke noget, der overrasker. Sidste år blev over 4000 bøger forbudt på skoler og biblioteker i USA, og i år drejer det sig om over 10.000 titler", siger hun til Expo.

Stieg Larsson døde i 2004. Han blev 50 år. Han grundlagde tidsskriftet Expo i 1995.

/ritzau/TT