Pædagogisk Forsøgscenter lukker ned efter 32 år
Begyndende med en officiel afskedsreception i dag lukker Statens Pædagogiske Forsøgscenter aktiviterne ned denne sommer. Regeringen og Dansk Folkeparti besluttede sidste år at bruge de 10 millioner, centret koster, til folkeskoleområdet generelt.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Både formanden for Forsøgscentrets centerråd, tidligere undervisningsminister Ole Vig Jensen, og centrets ledelse, skoleleder Marianne Munis og konstituteret rektor Poul Erik Christoffersen står på talerstolen ved den officielle reception i eftermiddag. Men det samme gør professor, dr. pæd. Mads Hermansen, der vil forelæse om emnet, 'Hvad gør en god skole?', og Jonathan Gevisser, der er leder af den sydafrikanske organisation EMEP, der vil fortælle om sit møde med Statens Pædagogiske Forsøgscenter. Den 27.-28. juni holder centeret SPFestival med musik, mad og aktiviteter for centrets tidligere elever helt tilbage fra 1960'erne. Blandt de optrædende er tidligere elever som Kira, kendt fra Kira and the Kindred Spirits, som var elev på SPF i 1990-92.
Statens Pædagogiske Forsøgscenters tidsskrift CRIT lukker med nummeret CRIT Punktum, hvor tidligere og nuværende medarbejdere gør status og perspektiverer Forsøgscentrets arbejde. Ungdomsbyen i tilknytning til centret fortsætter fra 1. august som en privat forening med et statstilskud på 3 millioner kroner og fortsætter sine samfundsorienterede kurser for mellemste og ældste klassetrin og i folkeskolen.