Anmeldelse:

Gør skoler til steder, der fremmer trivsel

Mindre kontrol, mindre skældud fører til mere trivsel, hævder denne bog. Og den har nok ret...

Offentliggjort

Fakta:

Autonomi, kompetence, samhørighed - Trivsel og udvikling i pædagogiske kontekster

Redaktør: Louise Klinge

320 kroner

290 sider

Eduk-Serien

Akademisk Forlag

Nærværende bog gennemgår Richard Ryan og Edward Decis selvbestemmelsesteori, der er udviklet på baggrund af forskning i indre motivation. Indre motivation handler om at gøre noget for sin egen skyld uden ekstern belønning, som så holdes op mod ydre motivation, der i skoleregi forholder sig til belønning og straf. Deci og Ryan har fundet ud af, at alle mennesker har tre psykologiske behov, som er afgørende for, om vi trives eller ej: Autonomi, kompetence og samhørighed.

Ved at anerkende barnets eller den unges modstand kan man nemmere overvinde negative følelser og fremme deres iboende motivation. Det samme gælder skæld ud, hvor der i bogen gennemgås alle de negative konsekvenser det har at skælde ud, og hvor meget man kan opnå ved ikke at gøre det. Og ja, det kan virke næsten provokerende at læse det, når nu vi ved, at vi i Danmark er eksperter i at straffe ved verbale trirader. ”Man skal jo sætte sig i respekt”, ikke? Ja, eller også taber vi vores respekt ved at skælde ud.

Men hold da op, hvor det kræver modenhed og kompetence hos læreren ikke at skælde ud. Det kan derfor godt gøre ondt at læse alle de kloge betragtninger om undervisning i denne bog. Lige nu har jeg for eksempel selv røde ører over alle de gange, jeg selv har skældt ud i min egen undervisning, hvor restriktiv jeg har været omkring afleveringer eller mødetider i skolen og så videre. Vi skal dog huske på, at vi alle er forbundne, og at jo mere vi presser lærerne, des mere presser de sig selv og det går ud over eleverne.

Bogen giver en forståelse af de bagvedliggende grunde til børn og unges adfærd, og hvordan vi kan styrke muligheden for positiv relationsdannelse. Der er desuden en masse praktiske eksempler på, hvad man kan gøre pædagogisk og didaktisk. Og så giver bogen os et fagsprog om de mange behovsstøttende handlinger, som vi allerede gør hver eneste dag.

Allermest havde jeg ondt over at læse om alle vore børn med særlige behov, der hele tiden får begrænset deres muligheder med kontrollerende adfærd, fordi vi går og tror, at det er det, der skal til. I stedet skal vi stilladsere dem meget mere – give dem struktur – og lade være med at kontrollere så meget.

Bogen er skrevet af både forskere og praktikere, og den henvender sig til alle inden for det pædagogiske og didaktiske felt fra vuggestue til gymnasium. Der kan derfor være nogle kapitler i bogen, der er mere relevante end andre, og så viser det store aldersspring, at vi alle har de samme behov, der blot skal tilpasses det udviklingstrin, vi er på.

En af de overskrifter jeg virkelig har taget til mig er: Vi har brug for mere struktur – ikke  mere kontrol. Det primære fokus er elevernes trivsel, altså ikke kun fokus på de øgede kognitive færdigheder og viden, men også at de udvikler deres personlige og sociale færdigheder, så de oplever mental sundhed og trivsel, mens de går i skole.