Anmeldelse
Forebyggende arbejde i skolen om børn med emotionelle vanskeligheder
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Samarbejdet mellem forældre, elever, lærere og pædagoger har alle dage været et følsomt og meget vigtigt emne. Aldrig før har så mange lærere haft brug for krisehjælp, efter at et samarbejde med forældre til problembørn er gået skævt, aldrig før har forældre så aktivt taget del i deres børns skolegang på godt og ondt og aldrig før har så mange børn været henvist til skolepsykolog og til specialundervisning. Netop derfor er det vigtigt, at selv små tegn på dårlig trivsel ses i tide, således at ingen af de involverede parter går videre i livet med ar på sjælen.
Nærværende bog omhandler det forebyggende arbejde i skolen for børn med sociale og emotionelle vanskeligheder, hvor det gøres klart, at enhver, der har med børn og unge at gøre, har et ansvar for at opfange signaler, der fortæller om, at et barn ikke har det godt, og om, hvad man som professionel kan gøre for at hjælpe barnet på den bedst mulige måde. På allerkyndigste vis bliver læseren guidet gennem alle aspekter af den proces, der foregår med et barn, der mistrives på den ene eller anden måde, og bogen kommer med meget konkrete forslag til, hvad man kan gøre i den enkelte situation. Bogen er skrevet af meget kompetente fagfolk med forskellige tilgange til børn med sociale og emotionelle vanskeligheder. Der ses for eksempel på plejebørn, om der er behov for pædagogisk nyorientering i skolens møde med børn, problemadfærd ud fra læseplansteori, kommunikation med forældre, forældrekontakt, undervisning af børn med sociale og emotionelle vanskeligheder, at tage sin bekymring alvorligt og mobning.
Det er en meget nyttig, velskrevet og meget vigtig bog, som jeg selv hentede god hjælp i i mit daglige arbejde i klassen og med forældresamarbejdet. For selv om jeg har såkaldt normale børn i min skole, er der altid små tegn på mistrivsel på det sociale og emotionelle område, der aldrig på nogen måde må overses. Tak til forfatterne for godt udsyn og god indsigt!