Anmeldelse

Få styr på musikeksamen

I denne håndbog er der både overblik over og inspiration til valgfaget i musik. Især vil mange lærere og elever garanteret have glæde af skemaerne, der sætter eksamensprocessen i system.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fakta:

Musik håndbog til valgfag og prøve

Forfattere: Signe Adrian og Jeanette Frederiksen

500 kroner 

159 sider

Forlaget Meloni

I begrebet håndbog ligger at vi har at gøre med en bog, som det er til at finde rundt i, som er overskuelig og brugbar når man skal bruge den. Et opslagsværk, kunne man fristes til at sige. Det er netop en håndbog som Signe Adrian og Jeanette Frederiksen har begået. Den er inddelt i tre store kapitler, der handler om henholdsvis valgfaget musik, aktiviteter og forløb og prøven i musik. Som det allerførste efter forordet, findes der en oversigt over færdigheds- og vidensområder i faget i gennem hele skoletiden, inklusiv valgfaget musik.

Bogen kommer omkring alt hvad læreren har brug for i sin undervisning i musik som valgfag. Der er noget om at tilrettelægge undervisningen og også give eleverne indflydelse. I kapitlet om aktiviteter og forløb er der ni forløb fordelt inden for digital produktion, musikforståelse, sangskrivning og musikalsk skaben. Man kan vælge at bruge forløbene én til én, eller man kan justere og skrue, som man finder bedst, i forhold til sit valghold. Men står man og mangler specifikke ideer til hvad indhold man skal fylde i sin årsplan og sit fag kan man bare slå op i bogen, og sætte i gang.

Bogens tredje kapitel handler om prøven i musik. Her kan man finde alt hvad man har brug for inden og op til prøven. Der er for eksempel de to smart opstillede skemaer 'Samlet overblik over prøveforløb for elever' og 'prøveforløb for læreren'. For os, der godt kan lide oversigter og skemaer er disse to en fryd for øje og sjæl. Vi kan overskue hvad vi skal og følge løbende med i hvor langt i processen vi er. Jeg forestiller mig at mange vil have glæde af disse skemaer.

Foruden det fagfaglige indhold er der også et kapitel om klasseledelse. Det skal forfatteren have stor tak for at huske, for hvis alt er kaos og ingen struktur, er der ingen der får noget ud af undervisningen overhovedet. Så det gør mig inderligt glad, at den vigtige klasseledelse får en plads i bogen. Der er ligeledes et afsnit om ophavsrettigheder. Eleverne skal vide at ophavsrettighederne skal overholdes og også hvad det er. Samtidig kan afsnittet minde læreren om at vi altid skal huske at overholde reglerne. Det er ingen skade til med en lille reminder på det felt.

Bogen er overskuelig og let at finde rundt i, og den kan nok blive mangen en valgfagslærer en god makker i planlægningen og udførelsen af undervisningen i valgfaget musik. Den vil helt sikkert klæde enhver skoles fagbogssamling. Jeg vil vove den påstand at den kan give både læreren og eleverne en følelse af tryghed og overblik i fagets dagligdag og i tiden op til prøven.