Eleverne fremstillede selv fløjter

Nyt projekt: Lyde fra oldtiden skaber musik

Hvordan lyder oldtiden? Hvilke musikinstrumenter og lydredskaber fandtes i stenalderen? Det er musikfolk og museumsfolk gået sammen med skoleklasser om at undersøge.

Offentliggjort Sidst opdateret

En knogle kan blive til en fløjte. Det har musikfolk, elever og lærere prøvet i et projekt på Ertebølle Centret ved Limfjorden.

Det er Museum Midtjylland/Klosterlund Museum og Vesthimmerlands Museum/Stenaldercenter Ertebølle, der sammen med fire musikfolk har sat sig for at udforske lyden af oldtiden sammen med folkeskoleklasser.

Projektlederen hedder Eva Fock og er musikantropolog og meritlærer, og med sig har hun blandt andre lydforskeren Ingeborg Okkels.

”Eleverne laver selv fløjter og spiller på dem. Det er en blanding af fagene musik, håndværk og design og historie”, siger Eva Fock.

I Ertebølle fokuserede workshoppen for folkeskoleklasser på stenalderen - ’Fra køkkenmødding til orkestergrav’, og ved Klosterlund arbejdede eleverne mere med jernalderen under overskriften ’Fra råb til Trut’.

Det er svært at skabe et instrument af en knogle, fordi man arbejder i organisk materiale, kan man ikke være sikker på, hvordan lyden bliver.

Eva Fock fortæller, at eleverne og forskerne undervejs finder ud af, hvad der virker, og at det kan være meget udfordrende, fordi de arbejder i organisk materiale.

”Både arkæolog og musikforskere taler om, hvor det er, vi rykker hinandens grænser. Det er fedt at se, at eleverne er med i det eksperimentelle rum. Så laver de noget underligt, men man ved ikke, om man har gjort det sådan i oldtiden. Vi har ikke alle svarene, og det synes, jeg er smukt”, siger Eva Fock.

Udforskningen af lydene fra oldtiden blev gennemført som et samarbejde mellem musikgruppen, museernes medarbejdere og skoleklasser.

”Vi lavede simpelthen et åbent laboratorium med eleverne, hvor mange ideer blev kastet op i luften, hvor eleverne lavede instrumenter, musikerne prøvede ideer og forskerne afprøvede ideer på hinanden”.

Efter første workshopdag holdt musikerne en koncert, hvor de spillede på oldtidens instrumenter.

”Det ender med en eksperimentel koncert på ti minutter. Musikerne havde øvet sig i løbet af dagen. En slagtøjsmusiker spillede på flintesten og knogler, der var udhulet. Materialerne var noget, man faktisk kan finde, og som man dengang har haft at spille på. Selv om det var sidst på dagen, så var eleverne fuldstændig stille”, fortæller Eva Fock.

Eleverne fik lov til at prøve oldtidens instrumenter

”De instrumenter, som eleverne selv havde kæmpet med i løbet af dagen, gav lyde. Det gav en oplevelse. Det lød anderledes end den musik, de er vant til. Men i et moment så de, hvordan instrumenterne kunne klinge. Det var en stor oplevelse”.