Antisemitisme
Nogle børn er nærmest holdt op med at lege, fordi alt i dem handler om konflikten i Mellemøsten, skrev en skolepædagog først på året på folkeskolen.dk
gkuna
Sådan vil et enigt folketing bekæmpe antisemitisme i skolen
"I dag kan vores børn se folk på sociale medier, der argumenterer for, at holocaust er fake news", siger undervisningsminister Mattias Tesfaye og vil styrke oplysningen i skolen.
Efter Hamas' angreb på Israel og bombardementerne i Gaza er der sket en stigning i antallet af anmeldte antisemitiske hadforbrydelser i Danmark. Samtlige partier i Folketinget har nu aftalt 12 initiativer, der skal styrke bekæmpelsen af antisemitisme. Og det skal bl.a. ske i skolen.
"Det er nok de færreste lærere, især på mellemtrinnet og i udskolingen eller klubpædagoger, der i de seneste måneder ikke har måttet forholde sig til konflikten på en eller anden måde. Sige nej til fake news, mægle mellem de uenige, stå fast på nuancerne, svare på spørgsmål, som børnene ikke tør stille derhjemme. Tage sig af børn i krise", skrev skolepædagog Mette Larsen i et indlæg på folkeskolen.dk tidligere i år.
"Alle elever skal kunne gå trygge i skole. Derfor er det vigtigt, at vi forebygger antisemitisme og anden racisme på skoler og ungdomsuddannelser", siger undervisningsminister Mattias Tesfaye. "Da jeg selv gik i skole, kunne man få besøg af en person, der havde overlevet en KZ-lejr. Ligesom vi kunne tale med vores egne bedsteforældre, der havde levet under besættelsen og set jødeforfølgelserne. I dag kan vores børn se folk på sociale medier, der argumenterer for, at holocaust er fake news. Denne moderne antisemitisme har dybe rødder i europæisk kultur og risikerer at skabe grobunden for nye forfølgelser og overfald. Derfor er det vigtigt, at vi nu styrker oplysningen i skolen".
På grundskoleområdet har partierne aftalt disse initiativer:
- Jødisk Informationscenter tildeles et driftslignende tilskud, således at centeret i
højere grad kan udbrede kendskabet til deres materialer og aktiviteter til grundskoler og ungdomsuddannelser i hele landet, herunder ved at give mulighed for
at oprette mindre satellitter i andre dele af Danmark. Derudover gives mulighed
for en mere permanent undervisning i jødisk kultur, religion og historie i synagogen i Krystalgade i København.
- Der udarbejdes en undersøgelse af, hvordan udfordringerne i skoler efter Hamas’
terrorangreb i Israel den 7. oktober 2023 er blevet løst og håndteret af lærere og
andre fagpersoner, der vil kunne munde ud i målrettede anbefalinger, kurser og
inspiration til lærere og andre fagpersoner, der skal håndtere denne type udfordringer.
- Der udvikles undervisningsmateriale om antisemitisme til underviserne på henholdsvis læreruddannelsen og pædagoguddannelsen, som kan benyttes i undervisningen af de lærer- og pædagogstuderende på uddannelserne.