Onlineundervisning
Det er svært at undervise børn, der ikke er i skole, erkender to kommuner. Derfor deltager de i nyt forsøg med online sygeundervisning, og håber på at der kan komme mere kvalificeret undervisning til eleverne og måske også hjælp til forældrene ud af det.
Foto: Gettyimages/shurkin_son
Onlineforsøg skal løfte kvaliteten af kommunes sygeundervisning
Med virtuel undervisning håber Lyngby-Taarbæk på at kunne få de mest kvalificerede lærere til elever, der er hjemme med skolevægring. Kommunen er én af de første, der har tilmeldt sig et nyt stort forsøg med digital sygeundervisning.
I dag er det for sjældent de mest kvalificerede lærere, der bliver sendt ud i hjemmet,
når elever i Lyngby-Taarbæk med langvarigt skolefravær skal have deres
lovpligtige sygeundervisning i hjemmet. Men snart kan det ændre sig.
Det håber formand for kommunens skoleudvalg Mette Schmidt
Olsen (K) i hvert fald.
Kommunen har som én af de allerførste ansøgt om at
deltage i et nationalt forsøg med online sygeundervisning, som Børne- og Undervisningsministeriet
inviterede til i december. Her kan op til 30 kommuner få dispensation fra dele
af folkeskoleloven, så de kan eksperimentere med, hvordan undervisning på
computerskærmen kan bidrage med at få elever tilbage i skolen.
Ligesom mange andre kommuner oplever Lyngby-Taarbæk en
stigning i antallet af elever med bekymrende langvarigt skolefravær og
skolevægring, og skolerne har svært ved at leve op til de krav, der stilles til
undervisningen af denne gruppe elever.
”Ingen skoler har lærere, der sidder på skolen med hænderne
i skødet og venter på at blive sendt ud til hjemmeundervisning. Ifølge
bekendtgørelsen skal det ovenikøbet tilstræbes, at det er elevens egne lærere.
Det er helt urealistisk i de fleste tilfælde, og det tager tid at finde
kvalificerede undervisere i en så begrænset periode, som hjemmeundervisning
typisk vil dække over”, siger Mette Schmidt Olsen.
Men med en online løsning håber hun på, at kommunens ni
skoler kan hjælpes ad med at få kvalificeret undervisning i hele fagrækken ud
til skærmene på børneværelserne.
”Jeg forventer, at de skoler, der er med i projektet, også
er med til at levere de lærere, der skal varetage undervisningen”, siger udvalgsformanden.
Hun forestiller sig, at der vil blive tale om en slags virtuel
klasseundervisning, men hun understreger også, at planerne kan nå at ændre sig
endnu. Ministeriets invitation kom nemlig i starten af december, og fristen for
at være med i første ansøgerrunde var 6. januar, så forvaltningen og skolerne
havde ”sindssygt kort tid”, som hun siger, til at lave en ansøgning og få den godkendt
af skolebestyrelser og skoleudvalget.
"Jeg håber, at vi kan komme i gang så hurtigt som muligt, så vi kan prøve nogle ting af. Vi skal blive klogere på, hvilke udfordringer der er med at undervise den målgruppe, samt få nogle erfaringer med, hvordan vi på en god måde bevarer elevens kontakt og tilknytning til sin skole", siger Mette Schmidt Olsen.
Odder vil lave onlineklub og -klasseundervisning
Seks kommuner har indtil videre ansøgt om at være med i
forsøget, men i en rundspørge i november foretaget af Folkeskolen svarede yderligere 38 kommuner, at de
har tænkt sig at søge, eller at de i hvert fald overvejer det.
En af dem er Odder Kommune. Her har Skole- og Dagtilbudschef
Henrik Schou planer om at sende en ansøgning afsted til anden ansøgningsrunde i
marts.
”Vi gjorde os nogle gode erfaringer med onlineundervisning i
coronatiden, og det er vi meget interesserede i, om vi kan opdyrke på en eller
anden måde. Det er ikke en erstatning for vores almindelige skoletilbud, men
det er en mulighed for at prøve noget af for nogle børn, som i en periode har
brug for at andet tilbud”, siger skolechefen.
”Vi har som alle andre kommuner en stor udfordring med et
stigende antal børn i skolevægring. Og når man har børn i skolevægring, har man
ofte også en afledt udgift, nemlig tabt arbejdsfortjeneste til forældrene. Og
der kunne vi godt tænke os at se, om man kunne lave sådan en indsats, hvor vi i
stigende grad kan frigøre forældrene til at komme tilbage til arbejdsmarkedet”,
siger Henrik Schou og fortsætter,
”Vi forestiller os en kombination af nogle undervisningsmuligheder
for børnene, men også nogle online fællesskaber, som betyder, at i hvert fald
de ældre af eleverne kan klare sig i nogle timer, uden at forældrene er til
stede”.
Har et fysisk tilbud til eleverne med meget fravær
Kommunen har allerede et fysisk skoletilbud til elever med meget
fravær, som har vist gode resultater.
I løbet af de seneste ti måneder har
kommunen samlet elever med skolevægring og langvarigt skolefravær i nogle lokaler,
der ikke ligger på en skole. Her møder eleverne ind hver morgen og starter
dagen i deres eget lokale.
Efterhånden som eleverne bliver mere selvsikre, begynder
de at trække ud i et fællesareal, hvor de kan få kontakt med de andre elever. Forældrene
er ofte med, og der er også en familieterapeut tilknyttet stedet, fortæller Henrik
Schou.
Odder er en lille kommune med omkring 2.000 børn i
grundskolealderen, og i hele kommunen er der pt. omkring tyve familier, der
ville være i målgruppen for et nyt onlinetilbud, oplyser skolechefen.
Henrik Schou er positiv overfor muligheden for at
kunne gøre sig erfaringer med onlineundervisning i kommunen, som ministeriet stiller til rådighed. Samme ministerium sendte for
lidt over et år siden et
hyrdebrev, der understregede, at kommunerne ikke må købe undervisning af
private onlineskoler.
En løsning, der ellers nok havde været mere oplagt for
en kommune af Odders kaliber, mener Henrik Schou.
”Når man er en lille kommune, som vi er, er der grænser
for, hvor bred en vifte af tilbud, man kan have. Så hvis muligheden var der for
at lave nogle samarbejder med private udbydere, så havde jeg sådan set budt det
velkommen. Men sådan ser det ikke ud længere”, siger han.