Undervisning via en skærm kan hjælpe elever med længerevarende bekymrende skolefravær tilbage i det fysiske klasselokale.
Det er den hypotese, som et storstilet forsøg igangsat af Børne- og Undervisningsministeriet nu skal undersøge.
Kommunerne er netop blevet inviteret til at deltage i forsøget, og meget tyder på, at der er stor interesse for at afprøve virtuel undervisning som en vej til en lille, men voksende og meget plaget gruppe af elever.
Eleverne er nemlig svære at hjælpe, og de kommuner, der bliver udvalgt til at deltage i forsøget, får dispensation fra nogle af de regler i folkeskoleloven, der i dag spænder ben.
Forsøget
kan rumme op til 30 kommuner, som blandt andet vil blive fritaget for den del
af folkeskoleloven, der sætter en begrænsning på, hvor mange timer af
undervisningen der må foregå virtuelt i stedet for ansigt til ansigt med en
lærer. Lige nu ligger den grænse på 20 procent.
Hvidovre åbner onlineskole
I Hvidovre Kommune overvejer skoleforvaltningen at deltage i
forsøget. Kommunen har i flere år haft en særlig indsats overfor
elever med langvarigt bekymrende skolefravær, som i 2021 modtog Den Kriminalpræventive Pris, og fra januar udvider kommunen indsatsen med en onlineskole for elever i 6. til 9. klasse.
Rasmus Bonde, der er inspektør på Hvidovre Ungdomsskole, skal
have det overordnede ansvar for den nye onlineskole, og han kan godt se
potentialet i det nye forsøg.
”Jeg synes, at det ville være helt oplagt for os at deltage i forsøgsordningen for at kunne tage del i den videndeling, der plejer at foregå i den slags forsøg”, siger Rasmus Bonde.
Online sygeundervisning er et nyt felt, påpeger han, og alle gør sig hele tiden nye værdifulde erfaringer.
Ungdomsskoler er imidlertid ikke velkomne til at deltage, fremgår det specifikt af den tekst, som Undervisningsministeriet har sendt ud til kommunerne.
Det bekymrer dog ikke Rasmus Bonde.
For de tre nye lærere er ansat af skolevæsenet i Hvidovre, og eleverne er stadig under distriktsskoleledernes bemyndigelse, når de er i online skole. Rasmus Bonde er blot udpeget som tovholder på det fælles projekt, som kommunen har søsat med opbakning fra alle skoleledere. Lærerne skal blot undervise fra Ungdomsskolens lokaler, forklarer han.
”Onlineskole bør ikke være enkeltstående, og det bør ikke være for evigt"
Ligesom flere andre kommunale skolefolk ser han et potentiale i online sygeundervisning til elever med bekymrende højt fravær.
”Vi kan se, at
det kan skabe læring hos nogle børn og unge, som kan være svære at nå”, siger
Rasmus Bonde.
Mange elever med meget højt skolefravær døjer blandt andet med angst, der gør det sociale samvær i skolen vanskeligt for dem. Når undervisningen finder sted online, kan elever deltage på en mere beskyttet måde,
hvor interaktionen med andre kan skrues ned, forklarer skolelederen.
Planen er ikke desto mindre, at Hvidovres nye onlineskole,
så vidt det er muligt, skal være et kombineret tilbud, hvor eleverne også møder
op fysisk, fortæller skolelederen. Men han fortæller også, at folk med mere
erfaring end ham måske ville mene, at den målsætning er ”lidt naiv”, som han siger. Men
han holder alligevel fast i idéen.
”Jeg tror, at det er vigtigt, at man er en del af et
fællesskab. Men hvor stort eller småt sådan et fællesskab helst skal være, kan
være meget forskelligt fra person til person”, siger han og tilføjer:
”Onlineskole bør ikke være enkeltstående, og det bør
ikke være for evigt. Det er mit bedste bud i forhold til den viden, der ligger i
dag”.
Løser et fælles problem
Initiativet til det nationale forsøg med onlineundervisning er en del af den politiske aftale om et såkaldt kvalitetsprogram for
folkeskolen, der blev indgået af regeringen og de fleste øvrige partier i
marts.
Der skal også laves en
undersøgelse af langvarigt bekymrende fravær, og der er blevet nedsat en ekspertgruppe,
der skal se på reglerne for sygeundervisning, oplyser Børne- og
undervisningsministeriet til folkeskolen.dk.
Antallet af elever med meget højt fravær er nemlig stigende,
og skoler og kommuner har svært ved at give eleverne den undervisning og hjælp,
som de har brug for og krav på.
Og det var da også på den baggrund, at idéen til Hvidovres
onlineskole opstod under et møde i kommunens skolelederkreds, fortæller Rasmus
Bonde, som blev udpeget
til at løse opgaven i samarbejde med skoleforvaltningen.
Flere onlineskoler på vej
Hvidovre er ikke den eneste kommune, der har planer om onlineundervisning til elever med bekymrende fravær.
Det viser en rundspørge bland danske skoleforvaltninger, som folkeskolen.dk har foretaget.
Fire ud af 75 forvaltninger fortæller, at de er ved at forberede sig på at gøre brug af virtuelle undervisning til elever med ufrivilligt skolefravær.
13 kommuner har længere tids erfaring. Heriblandt Næstved og Kolding Kommune, som Folkeskolen tidligere har besøgt.