Når LP-modellen er så populær og udbredt på landets skoler, er det, fordi der er sket en udvikling. Som speciallærer Susan Munk siger det: »Lærere er ikke kun leverandører af viden. Der er meget social læring i skolen også. Vi arbejder med samspil. Hvis du blot er fagfaglig som lærer, så kommer du til kort. Det vil børn i dag ikke«.

Hun forklarer, at LP er en konfliktløsningsmodel og en adfærdsreguleringsmodel. Lærerne skal dele problemerne og være åbne, for er de ikke dét, kan de hurtigt blive ensomme med deres klasse - og med eventuelle problemer.

Som specialklasselærer er hun vant til at være en del af et samarbejde i en klasse og at være i dialog med andre om arbejdet.

»Men hvis man synes, det er farligt at dele tingene med andre, så står man meget alene. Man må flytte sig, for der er sket et stort skred i folkeskolen i den retning«, supplerer hendes adfærd-kontakt-trivsel-kollega på Parkvejens Skole i Odder, Rasmus Ørum Nygaard.

Andre lærere på skolen fremhæver også, at enelæreren er definitivt afgået ved døden, og at LP-modellen handler meget om klasseledelse.

»Vi har været meget individfokuserede tidligere. Vi har tænkt på den enkelte elev, men vi skal tænke på, at det er et miljø, der har et problem. I det miljø findes nogle opretholdende faktorer, så vi skal se på, hvad der opretholder en adfærd. Før kan vi ikke ændre noget«, siger lærer Dorte Halberg Møller, der er klasselærer i overbygningen.

»Vi er selv en del af det system, derfor er vi nødt til også at se på os selv. Måske er man selv usystematisk i sin undervisning, og det kan være derfor, klassen er urolig«.

»Det handler om at kunne fortælle en ny historie om mig og den pågældende elev. En god historie«, mener Susan Munk.

Om at kunne flytte på den adfærd, som slider på en lærer, og om at flytte snakken på lærerværelset.

»Det betyder ikke, at vi alle skal gøre alting ens. En klasse kan stadig drives på mange måder. Som lærer har du en værktøjskasse, og den kan sagtens være forskellig fra en anden lærers værktøjskasse«, siger hun.

Rasmus Ørum Nygaard mener også, at man sagtens kan have metodefrihed. Bare man overholder de aftaler, man har indgået med hinanden.

»Ungerne skal lære, at vi er forskellige. Det er vigtigt at møde forskellige slags lærere, forskellige slags mennesker«, fremhæver han.

Tovholderne i Parkvejens LP-model fortæller, at det ikke er alle problemstillinger, der kan behandles i modellen. Noget vil være for stort at gøre noget ved i dét regi. Men LP-modellen kan hjælpe med adfærd, uro, motivation og undervisningsparathed.

»Vi har manglet et forum til pædagogisk diskussion. Hvor vi kunne få lov til at bruge den teori, vi har lært. Det har vi fået nu«, mener Line Kok Hansen, der er tovholder for en LP-gruppe og klasselærer i overbygningen.

Tovholderne forklarer, at de norske lærere, som de har besøgt i Kristianssand, fortalte om et læringsmiljø med mere ro og bedre faglighed. Og det glæder de sig til på Parkvejens Skole.

De taler om, at pædagogikken skal bygges på viden, forskning og analyser - ikke på »synsning«.

De mener, at lærere ofte er alt for hurtige til at handle, før de har fået analyseret problematikken ordentligt. Det skal LP-systematikken hjælpe dem med.

Lærerne taler om at blive i analysedelen i længere tid og vente med at handle, til de har fået analyseret problemet grundigt og har indhentet informationer hos kollegerne.

»Vi skal have en anerkendende tilgang, og vi skal ikke tænke udelukkende på individet. Vi har en tendens til at mene, at når der er problemer med Peter, så forklarer vi det for eksempel lynhurtigt med, at 'det er, fordi de drikker hjemme hos Peter'. I stedet skal vi sammen i vores LP-gruppe analysere problemerne. Måske har vores kolleger helt andre bud på problemerne, og når vi har indhentet informationer fra dem, kan vi begynde at tale om, hvordan vi så skal handle«, fortæller Dorte Halberg Møller, der er tovholder i en LP-gruppe.

Foruden at blive længere i analysen er man flere om at handle sammen og evaluere efter et fastsat tidsrum. Og inden for LP-gruppen er der tavshedspligt.

Men lige nu øver de sig på Parkvejens Skole. De er i gang med det e-learning-program, de har købt i pakken fra University College Nordjylland (UCN). Her er der eksempler at øve sig på og diskutere ud fra. Og så har skolen desuden tilknyttet psykologer til at give supervision til alle.

I LP-grupperne øver lærerne sig i at detaljere en problematik. De søger for eksempel mere information hos kollegerne om en bestemt elev. De analyserer med et afkrydsningsskema, om eleven er i godt eller i dårligt humør, når han handler uhensigtsmæssigt.

»I en klasse har vi en drengegruppe, der ikke bestiller ret meget. Nu har vi besluttet, at vi alle ser ekstra på dem. Jeg kender ikke klassen, men jeg kommer ind og observerer specielt den gruppe. Meningen er, at jeg blot skal observere, hvad der sker, og skrive detaljeret ned. Når alle har indsamlet observationer og informationer, begynder vi at analysere på problematikken«, forklarer Rasmus Ørum Nygaard. |

Et konkret eksempel kunne handle om eleven, der afbryder i timen, er urolig og taler grimt. Hvis det er problemet, så taler LP-modellen om, at der rundt om problemet er en række opretholdende faktorer. Det kan være de andre elever, der griner, og læreren, der skælder ud. Det kan være eleven, der mener, at han er sej, når han tør være sådan i timen, og læreren, der føler sig kraftigt provokeret af denne adfærd. Det betyder også, at eleven har svært ved at koncentrere sig, og at de andre elever bliver forstyrret. Som opretholdende faktor for dette problem kan også være, at der er uklare regler for opførsel i klassen, at der er mangel på konsekvens, eller at læreren ikke leder klassen optimalt.

Ifølge LP-modellen går det nu ud på at analysere problemet, der befinder sig i midten - at eleven afbryder, er urolig og taler grimt. Her skal alle i LP-gruppen være med til at analysere og komme med deres informationer. Man skal ikke handle med det samme, man skal først have analysen klar. Dernæst taler man i gruppen om, hvad man kan gøre ved problemet, ud fra analysen. Man finder frem til handlemuligheder og lægger strategi. Her skal alle i gruppen være enige om handling og konsekvens. Og alle skal herefter gøre sådan, som man er blevet enige om.

Når man har handlet på problemet i to til fire uger, mødes man for at gennemføre den første evaluering. Har den konsekvente handling fra alle lærere betydet en ændring af problemet? Har alle gjort, som man aftalte? Er der en positiv udvikling, man kan dyrke i den kommende tid?

Gruppen reviderer, arbejder videre, som man nu aftaler det, og evaluerer igen senere.