Skoleleder fritstillet efter uro
Ørstedskolen i Rudkøbing er endnu ikke færdig med sit første skoleår, men problemer med dårligt psykisk arbejdsmiljø kulminerede fredag, da skolelederen sagde op og derefter blev fritstillet. Kommunens servicedirektør er indsat som skoleleder.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er mindre end et år siden, at en af Danmarks største skoler - Ørstedskolen i Rudkøbing - ringede ind til første time. Alligevel mistede skolen allerede i fredags sin skoleleder, Berit Falster-Hansen, da hun selv sagde op og derefter blev fritstillet med omgående virkning.
DLF: Gør noget nu
Opsigelsen og fritstillingen kommer i kølvandet på samarbejdsproblemer, dårligt psykisk arbejdsmiljø og højt sygefravær blandt lærerne på skolen. Øhavets Lærerkreds har længe efterlyst handling på grund af samarbejdsproblemer med netop Berit Falster-Hansen.
Formand for Øhavets Lærerkreds, Lone Clemmensen, udtrykte så sent som i torsdags i Fyns Amts Avis bekymring over situationen på Ørstedskolen, hvor hun blandt andet udtalte, at der ville komme flere sygemeldinger end de nuværende seks blandt lærere og pædagoger på Ørstedskolen. Hvis ikke der blevet taget affære.
Kommunen som bisidder til møder
Ifølge Fyns Amts Avis mødtes kommunaldirektør i Langelands Kommune Jørgen Christiansen allerede for et par måneder siden med lærerne på Ørstedskolen. Lærerne fik at vide, at de kunne tale frit fra leveren. Mødet endte med, at kommunens servicedirektør Thomas Rosenqvist blev udpeget som bisidder på møder mellem skolens ledelse og skolens tillidsvalgte i blandt andet MED-udvalget.
Netop Thomas Rosenqvist blev i dag på et ekstraordinært møde i kommunens økonomiudvalg udpeget som midlertidig skoleleder på Ørstedskolen.
Indviet i august
Ørstedskolen, der blev indviet i august sidste år, er en af landets største skoler. Den blev skabt i forbindelse med en ny skolestruktur på Langeland, der betyder, at øen i dag kun har tre folkeskoler tilbage: En 0.-6. klasseskole i henholdsvis Snøde og Humble og så Ørstedskolen i Rudkøbing, der blev bygget som et såkaldt OPP-projekt (Offentligt Privat Partnerskab).