UC Syd
UC Syd har en læreruddannelse i Esbjerg og Haderslev.
Foto: UC Syd
Trivselsrapport afslører problemer på UC Syd
Kun 31 procent af medarbejderne på professionshøjskolen UC Syd svarer i en undersøgelse, at ledelsen fremmer en kultur for samarbejde, tillid og respekt.
Medarbejderne på professionshøjskolen UC Syd erklærer sig i stort omfang uenige i, at de
har tillid til direktionens måde at lede UC Syd på.
Det skriver JydskeVestkysten.
Tillidsrepræsentanter og tidligere medarbejdere har i Akademikerbladet og mediet A4 Uddannelse råbt op om dårligt arbejdsmiljø og en utryg hverdag.
Og nu viser en fremrykket arbejdspladsvurdering (APV), at mange af de ansatte ikke har tillid til ledelsen.
Under halvdelen af
medarbejderne svarer, at de enige i, at de har tillid til ledelsen af UC Syd. Kun 31
procent af medarbejderne er enige i, at direktionen fremmer en kultur for
samarbejde, tillid og respekt, skriver mediet.
Rektor på UC Syd Alexander von Oettingen afviser, at den nye apv indikerer, at de ansatte skulle være utrygge. Og han mener ikke, at det er problematisk, at mange svarer, at de ikke har tillid til ham og direktionen.
"Jeg tror ikke, det kan være meget anderledes, når man tænker på, hvad vi som organisation har været igennem af massive besparelser de seneste år. Vi har sagt farvel til 125 medarbejdere i de sidste to år. Det gør ondt, og pilen peger altid opad, da det ultimativt set er direktionen, der gennemfører besparelserne for at sikre institutionens overlevelse", lyder det i et mailsvar fra Alexander von Oettingen til JydskeVestkysten.