Fotocollage: Folkeskolen - Skive Kommune/ Statsministeriet/ Udenrigsministeriet / Kristoffer Jonsson
Ministre vil redde Skive, men har ikke budt ind med løsninger
Der skal findes en løsning, så der også fremover uddannes lærere i Skive. Det var budskabet fra flere ministre på Skive-mødet i sidste uge. Men professionshøjskolen Via har ikke hørt fra dem.
”Som
jeg sagde i folketingssalen for ikke særlig lang tid siden, så vil vi
selvfølgelig se på, om ikke der kan findes en løsning, så det velfungerende seminarium i
Skive kan blive ved med at uddanne folkeskolelærere i
fremtiden”.
Sådan
lød budskabet ifølge Skive Folkeblad fra statsminister Mette Frederiksen, da
hun talte i et telt på det midt- og vestjyske politiske møde Skivemødet i sidste uge. Her blev hun spurgt, om der følger penge med den løsning, som regeringen ser på. Til
det svarede hun:
"Jeg
er ikke sikker på, at vi kan drive alle de læreruddannelser, vi
synes, der skal være, hvis ikke vi er villige til at prioritere det økonomisk,
så mon ikke vi også er det”.
Også
Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, besøgte Skive. Han
talte også imod en lukning af læreruddannelsen i Skive.
”Det er en uhensigtsmæssig beslutning. Vi er ved at forberede noget, der er
meget større på uddannelsesområdet. Derfor giver det ikke mening at lukke
Læreruddannelsen i Skive”, sagde han ifølge en artikel på Skive Kommunes hjemmeside.
Via: Få ansøgere giver dårligere læreruddannelse
Rektor på professionshøjskolen Via Harald Mikkelsen har forholdt sit skeptisk til landspolitikernes udmelding. I en kommentar på via.dk dagen før Skivemødet forklarede han, at planerne om lukningen handler om at sikre kvaliteten af
læreruddannelsen i Vestjylland. Da der er for få ansøgere, er det svært at opretholde kvaliteten af uddannelserne.
"For at understøtte læreruddannelserne i Skive og
Nr. Nissum har vi igennem en årrække derfor overført flere millioner kroner
årligt fra vores øvrige uddannelser hertil. Som en konsekvens har Vias
læreruddannelser bredt set et lavere timetal end læreruddannelserne på andre
professionshøjskoler", lyder det fra Harald Mikkelsen. Han opfordrer
politikerne, der kritiserer lukningsplanerne, til at kigge på realiteterne.
Efter
talen i teltet blev Mette Frederiksen mødt af spørgsmål fra journalister. Her kunne
hun ikke garantere, at læreruddannelsen i Skive overlever.
”Vi er i hvert fald gået i dialog med de lokale
uddannelsesinstitutioner, om hvordan vi kan løse den her problemstilling. Jeg
synes, det er vigtigt at det her ikke bare kommer til at ske lidt tilfældigt,
eller uden at vi har en politisk diskussion om det i Danmark”, sagde hun ifølge
Skive Folkeblad.
Via mangler dialog om konkrete løsninger
Folkeskolen.dk/lærerstuderende har spurgt Via til dialogen med regeringen. Og svaret fra Via er, at der ikke har været en
konkret dialog med Uddannelses- og Forskningsministeriet om at bevare
læreruddannelsen i Skive.
”Via har endnu ikke været i kontakt med departementet angående konkrete løsninger
eller løsningsforslag til bevarelse af læreruddannelsen i Skive. Derfor
kan vi heller ikke oplyse dig noget om, hvilke konkrete løsningsforslag
Statsministeren eller regeringen måtte have i tankerne i forbindelse med
udtalelserne om at indgå i dialog med Via for at bevare læreruddannelsen i
Skive. Vi forventer at høre mere fra ministeriet omkring dette snarest”, lyder
meldingen fra Via.
Skives borgmester Peder Christian Kirkegaard er medlem af Vias bestyrelse. Han har kæmpet imod bestyrelsens beslutning, men var i mindretal. Derfor er han glad for ministrenes udmelding.
"Det betyder uendelig meget. Vi er mange, der har kæmpet dag og nat for bevarelsen af Læreruddannelsen i Skive. Vi har helt tiden vidst, at vi havde en god sag og stor opbakning, fordi Vias planer har været i direkte strid med regeringens og Folketingets udmeldinger. Det er selvfølgelig en kæmpe lettelse, at landspolitikerne nu bekræfter det", lyder det fra Peder Christian Kirkegaard på kommunens hjemmeside.