Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Kvaliteten af lærerstuderendes praktikker debatteres fortsat, og de seneste uger har bestemt ikke været nogen undtagelse. Anneline Larsen, forperson for Lærerstuderendes Landskreds, retter i sit debatindlæg fra 22. august 2024 en skarp kritik mod et uddannelsessystem, hvor de studerende føler sig svigtet, fordi flere oplever, at kvaliteten af praktikkerne ikke lever op til de intentioner, der ligger bag den seneste politiske aftale om opbygningen af læreruddannelsen (LU23).

De lærerstuderendes praktik afhænger i alt for høj grad af, om de har været tilknyttet praktiklærere, der er kvalificerede og engagerede, og med kvalificerede menes praktiklærere, der har gennemgået et praktiklærerkursus.

Intentioner og virkelighed hænger ikke sammen

Ambitionerne for kvaliteten af læreruddannelserne og de nu i alt fire praktikforløb er tårnhøje. Her skal praktiklærerne i endnu højere grad fungere som meduddannere af de studerende.

Her kan det fortsat undre, at der er så langt mellem intentioner og virkeligheden. Når KL og landets kommuner siger ja til at indgå en aftale om praktiksamarbejde med professionshøjskolerne, følger der også en forpligtelse med i forhold til at leve op til intentionerne i LU23. Praktikskolerne har igennem mange år været forpligtet til at have mindst en uddannet praktikvejleder på skolen for at kunne varetage praktikken, hvilket langt fra har været tilfældet.

Magnus Topf, lærer og praktikkoordinator, anfører i sit debatindlæg 28. august 2024, at ”det er en utopi, at alle kan komme i praktik hos en uddannet praktiklærer”.

Ifølge ham giver det mere mening, at praktikken er forankret i praktikkoordinatorerne, og at det er hele skolens ansvar at uddanne de kommende lærere. Det er derfor koordinatorerne, der skal klæde praktiklærerne på til opgaven.

Jeg mener ikke, at det skal være en utopi, at alle kan komme i praktik hos en uddannet praktiklærer. Det skal i stedet være en vision, at der skal investeres i at uddanne praktiklærerne, så de kan være med til at danne og uddanne nye lærere til verdens bedste og vigtigste job.

Med LU23 er der for alvor skruet op for forventningerne til praktiklærernes kvalifikationer, hvilket står i skarp kontrast til den manglende finansiering af efteruddannelse. Kommunerne og skolerne skal ikke lægge ansvaret for uddannelse af praktiklærerne over på koordinatorerne. Det vil til hver en tid være en kommunens ansvar at prioritere efteruddannelse af praktiklærerne for at imødekomme kravene om øget kvalitet i læreruddannelsen. Og nej, ikke alle praktiklærere kan blive sendt på efteruddannelse på en gang, dertil rækker økonomien i kommunerne ikke.

Praktiklærerne skal være uddannede

I Praktiklærerforeningen har vi gennem mange år haft fokus på, at praktiklæreren selvfølgelig skal være uddannet til opgaven, og det vil vi fortsat holde fast i for at sikre, at praktiklærerne har de rette værktøjer til at udfylde rollen som meduddannere.

Man kan ikke bebrejde praktiklærerne for manglende kvalifikationer, men det kan være svært at forstå, at man fra KL og kommunernes side undrer sig over manglende ansøgninger til lærerstudiet, manglende fastholdelse i lærerjobs og ubesatte lærerstillinger, når man de selvsamme steder ikke er indstillet på at afsætte de nødvendige midler til efteruddannelse, så man kan løfte det generelle niveau.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk