”Jeg tænker, vi fortsætter i det samme som sidst. Romantikken og fædrelandssange”.

Anna Kofod Rasmussen kigger på sine medstuderende. Håret er sat tilfældigt op i et lyserødt hårspænde. Hun har en hvid T-shirt på, store jeans, en ring i næsen og øjne med gå-på-mod bag brillerne.

Sammen med sin gruppe af førsteårslærerstuderende er hun trukket hen til væggen i undervisningslokalet på læreruddannelsen på Campus Carlsberg. Drivhuseffekten fra de store vinduer presser temperaturen i vejret. Igen og igen tager hun en tår af sin vanddunk.

Lige over for hende sidder Martin Dommerby i mørkeblå pullover med lynlås og et stort Tommy Hilfiger-mærke på brystet. Med lyst kortklippet hår og et udfordrende blik. Selv om graderne stiger i lokalet, bliver sweaterens ærmer helt nede ved håndleddene.

Undervisning hver uge

De fire studerende skal i morgen undervise i 90 minutter i 8. klasse på Tingbjerg Skole. De har som nogle af de første taget hul på den ny læreruddannelses udstrakte praktik, der betyder, at når de første gang træder ind på læreruddannelsen, skal de undervise i skolen en dag om ugen. Undervisningen sker i grupper, og lige nu skal de blive enige om, hvordan tirsdag morgens 90 minutter skal forløbe.

Anna Kofod Rasmussen skal stå for en del af undervisningen med Fraz Jamil. Mens Martin Dommerby danner par med Mathilde Egebo Gustafson. Men alle fire står for undervisningen sammen. De sidder ved et firkantet bord med hver deres computer slået op og ansigterne mod hinanden.

"Jeg er kommet på rette hylde”: Ung venstreløve skifter statskundskab ud med læreruddannelsen

Udgangspunktet tager de på Alineas portal. Målet er at finde kreative måder at få eleverne til at reflektere over fædrelandssange i dag. Isam B’s ”Ramadan i København” og Andreas Odbjergs ’’Hvad skal verden med sådan en som mig” er de enige om, at eleverne skal igennem. Men hvordan lærer eleverne mest? En Kahoot-quiz skal være en del af morgendagens undervisning, lyder det samstemmende omkring bordet.

”Hvad nu, hvis vi laver den med at mødes på midten? Så klipper vi versene ud, og de læser et enkelt vers op og snakker om det i bordgrupperne?”, spørger Anna Kofod Rasmussen.

”Men hvordan får de så sammenhængen?”, spørger Martin Dommerby. ”Der er et eller andet, der er lidt off”.

”De har hørt det hele samlet og vi samler op samlet. Er det sammenhængen, du er i tvivl om?”, spørger Anna Kofod Rasmussen

”Det er det tekstnære, og så samler vi op til sidst. Ok, den er købt”, erkender Martin Dommerby.

Fælles planlægning

Planen bliver nedfældet i et fælles dokument, som alle fire kan skrive i. På skærmene er Martin Dommerby markeret med en lilla diamant med et M i, mens Anna Kofod Rasmussens er blå. Diamanterne hopper rundt på skærmen og kommer nogle gange i karambolage, når de begge vil skrive samme sted.

”Andreas Odbjergs tekst rammer mig virkelig. Vi kunne godt fortælle om, at vi ikke er gået den lige vej til læreruddannelsen. Du har jo også gået på statskundskab inden”, siger Anna Kofod Rasmussen til Martin Dommerby. ”Men det skal jo ikke være en psykologitime, hvor vi ligger på briksen”, svarer han.

”Men giver det mening?”, spørger Anna Kofod Rasmussen.

”Mit yndlingspørgsmål – giver det mening?”, siger Martin Dommerby med et smil.

”Opfatter du det som en provokation?”

”Ikke når du siger det her, men det kan sagtens opfattes sådan. Det er kun for at gøre opmærksom på det. Men jo – det er en vigtig sag. Vi har som unge rigtig mange muligheder, og vi skal lære nye generationer at finde vej. Som liberal er jeg jo glad for mange muligheder – men de unge mangler altså et kompas”, sukker han og tilføjer straks: ”Det er et sidespring. Jeg formår også at politisere alt”.

”Det siger du ikke”, lyder det prompte med et kærligt smil fra Anna Kofod Rasmussen.

”Klokken er allerede halv tre”.

Holdninger mødes

Fraz Jamil kigger på uret. Han skal på arbejde.

”Skal vi droppe at lave Kahoot? Den tager tid at lave”, spørger Anna Kofod Rasmussen.

”Så dropper vi Kahoot. Men det er ikke en doven beslutning. Det er en tidsøkonomisk beslutning”, siger Martin Dommerby smilende.

”Stop med at være politiker. Du er altid så pragmatisk”, giver Anna Kofod igen.

Anna Kofod Rasmussen slår hårdt i tasterne, mens hun vinder kapløbet om, hvem, der skal skrive, hvilke spørgsmål, der skal stilles til Andreas Odbjergs sang.

”Du splitter jo det her dokument ad – du tager en digital rive og river bare igennem ” siger Martin Dommerby, mens han griner forsonende.

”Vi har slet ikke nok. Vi bliver nødt til at give dem en pause. Vi giver dem 10 minutters pause. Du kan initiere pausen Anna”.

”Den tager jeg. De kan massere hinanden i en rundkreds, så de kommer lidt op at stå. Giver det mening? Åh, nu sagde jeg det igen”.

”Jeg har et opkald kl. 16”, siger Martin Dommerby. ”Hvad nu hvis vi laver en inderkreds–yderkreds, hvor de evaluerer, hvad de har lært? Det er ikke min favoritøvelse, men jeg tror den virker her. Og så slutter vi med, at de stiller sig i rundkreds og synger ’I Danmark er jeg født’”.

”Med hvilken melodi?”, spørger Anna Kofod Rasmussen. ”Der er jo kun én melodi”, siger Martin Dommerby. ”Har Outlandish ikke også lavet en? Isam B er jo en del af dem, og ham bruger vi. Er jeg helt ved siden af?”, spørger Anna Kofod Rasmussen.

”Det kan man jo ikke. Det bliver den gamle melodi. Og vi bruger forfra-reglen - hvis de ikke synger højt nok, skal de starte forfra”, konkluderer Martin Dommerby, mens fingrene hamrer i tastaturet og den lilla diamant spurter frem i dokumentet.

”Den initierer du – se, nu brugte jeg dit ord”, siger Anna Kofod Rasmussen.

”Jeg har et opkald kl. 16”, siger Martin Dommerby. ”Så printer vi”, siger Anna Kofod Rasmussen. Mathilde Egebo Gustafsen nikker.