Beslutningen slår ned i ham, da han står med opvaskebørsten med ryggen mod stuen. Bag ham sidder kæresten, formand for Venstres Ungdom Maria Ladegaard.

De to arbejder tæt sammen, for Martin Dommerby (23) er valgt som medlem af forretningsudvalget i ungdomspartiet.

Martin Dommerby læser statskundskab. Maria Ladegaard (28) læser til lærer. Hun har lige afleveret sit bachelorprojekt, men mangler endnu nogle få fag, inden hun kan kalde sig lærer.

”Jeg vasker op efter aftensmaden. Vi er begge meget bestemte typer, og vi vil gerne begge have ret, så for at slippe for at diskutere det hver aften, blev vi enige om, at hun laver maden, og jeg vasker op”, siger han.

”Da jeg står der, tænker jeg, at jeg skal videre. Jeg skal ikke blive i et dødvande i et uddannelsesmæssigt ingenmandsland. Jeg træffer en beslutning ud fra devisen om, at det er bedre at gøre noget galt, end ikke at gøre noget".

"Jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at sige det højt for at få noget direkte respons. Jeg håber, det bliver positivt”.

Forinden har der været måneders stille overvejelser. Det som har fået vægten til at tippe fra universitetet over til læreruddannelsen er, at læreruddannelsen er rettet direkte mod en profession, at den er skruet sammen på en måde, hvor Martin Dommerby kan få større balance mellem studieliv og det politiske frivillige arbejde og håbet om et mere dialogbaseret studieliv.

Selvom beslutningen foran vasken føles rigtig, er den ikke let.

”Den ungdom, vi har i dag sætter sig for at ville opnå rigtig meget - nogle gange for meget. Man skal have et superhøjt snit. Der er en meget klassisk præstationskultur, når man så kommer ind og læser det, der kræver et højt snit, så er det måske ikke det rigtige".

"Men man vælger det, fordi det er sådan, man er blevet skolet til at tænke – måske ikke af skolen, men af venner eller familie”.

Duften i køkkenet er sød og frisk. Vinduet har lige været åbnet og den kolde januarluft har opløst madduften. Der er rent og lyst, og stearinlys skaber hygge, da han lægger opvaskebørsten fra sig og vender sig om, for at få responsen fra kæresten.

”Du bliver en fantastisk lærer”.

Kæresten er ikke i tvivl og peger på, hvordan hun har oplevet Martin Dommersby fortælle om sin tid som lærervikar, og hvordan han intuitivt havde sammensat et undervisningsforløb for en praktikant, der havde fulgt ham i det politiske arbejde.

”Hun havde overværet det, og hun var ikke i tvivl, om at det var det rigtige valg”.

Læreren springer ud

I slutningen af januar han for første gang til politisk udvalgsmøde i Venstres Ungdom. Men han har ikke holdt det hemmeligt.

”Jeg er formand for vores nationale ordførerteam. Der er en pause i mødet, så skal jeg forberede næste del af mødet, så siger jeg lidt kækt: ’Så er der frikvarter. I kan ligeså godt vænne jer til det. Jeg skal være folkeskolelærer’".

"Det er en bekræftelse både over for mig selv og over for dem i, at jeg læser til lærer. Jeg siger det på en måde, hvor jeg stolt af det”.

Han ville egentlig gerne selv være nået til erkendelsen før.

”Jeg har beskæftiget mig med politik siden 9. klasse og derfor tænkt: Så skal jeg læse statskundskab. Men det er en meget teoritung uddannelse. Jeg vil hellere have en praksisnær uddannelse og også noget, der er mere kompatibelt med mit politiske arbejde”.

Forældrenes reaktion hjemme i Thisted er han slet ikke urolig for.

"De har altid sagt, at bare jeg får en uddannelse, så jeg har noget at falde tilbage på".

7. februar uploader han et billede af sig selv foran København Professionshøjskole og skriver, at han glæder sig til at blive en del af fremtidens lærersuperteam.

”Man kan tro, at jeg spiller på det politisk. Men det er helt reelt. Der er brug for superlærere”, siger han.

”Jeg vil gerne appellere og opfordre til, at unge mennesker mærker efter og tænker sig om. For vi er præget af vores omgivelser. Der er pres på for at tage en universitetsuddannelse gerne en af dem med højt snit. Det er min politiske agenda på det”, siger han og tilføjer: "Det er som sagt ikke nødvendigvis det rigtige for alle".

Sammenhold, der batter

Da han går ind ad døren til de grå betonbygninger, som skaber Campus Carlsberg på København Professionshøjskole, har han i højre hånd et fast tag om attachemappens hank.

Den lyseblå skjorteflip titter frem over den blå pullover. Han har en mørk cottencoat på i uld. Første dag kommer han i god tid.

Da han kommer ind i salen, styrer han direkte mod forreste række. Det er vigtigt for Martin Dommerby i en undervisningssituation at placere sig, hvor han får udsyn til både underviser og tavle, så han kan få bedst udbytte af undervisningen. Også på hans første dag i introforløbet En mellemtrinsklasse sidder uroligt på stolene. De larmer. Om lidt skal de spille musik for de nye studerende.

”Jeg sætter mig ved siden af en gut, der ser supervenlig ud. Jeg tænker, man skal ikke have koncentrationsbesvær for at være i det her rum. Da jeg har følt rummet af, begynder jeg at snakke med ham for at gøre situationen lidt mere bekvem for os begge ".

"Vi snakker om, at det må være svært at lave musik med så mange elever. Det må være svært for læreren at holde styr på geledderne, når der er så mange nye ansigter”.

Resten af ugen står blandt andet på navnelege, virtuel dart, hvor man sætte næsen på lord Voldemort og skattejagt.

”Vi griner. Det giver en forløsende stemning”.

”Under introugen har vi fået dannet så godt et fællesskab, at det er bedøvende lige meget, hvor vi sætter os i stamklassen. For vi ved, at lige meget hvor, vi sidder, så er det bekvemt”, siger Martin Dommersby.

Bordene er sat op i små gruppe med tomandsborde over for hinanden.

Udover at skulle sidde tæt på underviseren og tavlen, undgår han at få solen i øjnene og ikke have medstuderende mellem sig selv og underviseren.

”Sådan tænker jeg. Det er blevet en vane”, siger han og rykker skuldrene op i en undskyldende gestus.

Hvem er lærer og hvem er elev?

Den første gang, han for alvor føler sig som lærerstuderende, er efter en time i stamklassen.

”Det er en time, hvor alle kan byde ind med deres egen holdning uden at blive skudt i skoen, at det ikke har noget at gøre med den teori, vi arbejder med".

"Det er tydeligt, at man praktiserer det, man underviser. Det er dialogisk undervisning. Der kommer læring i samtalen. Den måde undervisningen er skruet sammen på rent didaktisk, synes jeg er ret fantastisk”.

Han står ude i gården med et par medstuderende efter timen. Han er blevet valgt som repræsentant for de studerende over for underviserteamet og vender derfor undervisningen med sine medstuderende.

Han trækker vinterens kolde luft helt ned i lungerne.

”Dér fandt jeg ud af, jeg er havnet på den rette hylde. Det bliver tydeligt, da det går op for mig, at de andre har det samme indtryk af tingene, som jeg har”.

Siden han begyndte på læreruddannelsen, har han slået op med kæresten. De arbejder stadig tæt sammen og har et godt forhold, og derfor er det også hendes navn, som han finder i sin telefon, da han skal dele erkendelsen af, at man bliver undervist på studiet på samme måde, som man selv skal undervise i folkeskolen. Han filosoferer over, hvordan man lærer af blive lærer af en underviser i en sms til ex-kæresten.

”Jamen lærer-underviser er altid svært at finde ud af, når man læser til lærer”, svarer hun.

Og han svarer:

”Enig – det er meget meta. Jeg er kommet på rette hylde”.