Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I maj har 9.-klasserne på landets skoler haft deres sidste skoledag, og igen er flere lærere mødt på arbejde med ubekvemme sommerfugle i maven: Er det mon mig, der i år skal laves sjov med foran hele skolen under 9.-klassernes underholdning? 

Hvad mon eleverne har valgt at fremhæve i år om mit udseende, væremåde og uvaner? Foran forældre, ledelse og resten af skolens elever kan episoder fra undervisningen blive forstørret, forværret og forvansket.

Jeg har set elever, der lavede scener, hvor de sov i timen, fordi deres lærers undervisning var alt for kedelig. Andre gange har de udstillet, hvordan læreren ikke reagerer på, at eleverne spiller kort eller ser Netflix i timerne. Men alt sammen er jo med et glimt i øjet, så det går nok.

Dårlige ry går i arv 

Tidligere bestod underholdningen primært af små teaterstykker, der blev opført på dagen. Men nu er de ofte digitale. Det betyder, at de får evigt liv og potentielt kan ende med at blive delt med rigtig mange på sociale medier, som kan få lov til at grine af lærerne.

9.-klassernes underholdning kan også ende med at formidle enkelte læreres karaktertræk eller skæverter fra en presset hverdag videre til de yngre elever. Så er forventningerne til lærerne ligesom på plads, når 6.-klasserne rykker op i udskolingen næste år: Lise er den strenge og sure lærer, mens Per altid kommer for sent og hele tiden tjekker sin telefon. 

Imens kan Per og Lise stå og smile sødt i baggrunden. Det er jo kun for sjov, og måske har kolleger eller endda dem selv godkendt sketchen på forhånd.

Jeg har selv prøvet at være midtpunkt for en sketch, som min kollega havde godkendt. Selv synes jeg, at den var på grænsen, men ærligt talt er jeg ikke sikker på, at jeg havde haft modet til at sige fra. Underholdningen er tradition og det er elevernes dag. Derfor kan det svært at være den, der siger nej tak.

Gode intentioner kan ramme skævt

Vi prøver i hverdagen at danne eleverne til at være inkluderende og ikke påtale andres udseende, identitet og seksualitet, men på sidste skoledag er det netop det, der sker. Vi modarbejder os selv, for vi mennesker lærer mest af at se, hvad andre gør, frem for at høre om, hvordan vi burde opføre os.

Når eleverne laver en sketch, er det selvfølgelig med gode intentioner. Formentlig er det ment som en blanding af et venligt farvel og underholdning. Men der er heller ingen tvivl om, at eleverne sender små, skjulte budskaber om lærernes væremåde. Valget af tillægsord og tempoet, replikkerne bliver afleveret i, kan gøre hele forskellen. 

Svært at forbyde underholdningen

Skal vi fortsat acceptere den her slags underholdning på lærernes bekostning? Problemet med humor er, at vi er forskellige. Vi har forskellige personlige grænser og vi ser forskelligt på hvornår noget bliver grænseoverskridende.

Spørgsmålet er, hvem der skal definere, hvornår noget er for meget? Eller om vi helt skal forbyde eleverne at lave sjov med lærerne?

Jeg ved det ikke. Men fremover vil jeg selv have lov til at se de indslag, der handler om mig, og jeg vil sige fra, når de overtræder min grænse. Og så må jeg krydse fingre for, at det ikke efterfølgende bliver delt digitalt på sociale medier.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk