Konference skal give kommunerne indsigt i specialundervisning for voksne

Med strukturreformen overtog kommunerne ansvaret for den kompenserende specialundervisning for voksne. Men de har manglet viden om området, og det har gjort overgangen svær. Det skal en konference med 115 deltagere være med til at rette op på.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De 115 deltagere mødes i dag til konferencen "Specialundervisning for voksne - kommunerne på banen" i Fredericia. Her skal de debattere lovgivningen og vejledningen om specialundervisning for voksne, de skal også se på fordele og ulemper ved forskellige finansieringsmodeller - via takster, abonnementer og modeller midt imellem - og de skal høre, hvad Undervisningsministeriet ser af perspektiver på området.

"Konferencen er yderst tiltrængt. Området var også en niche-opgave i amternes tid, og det begrænsede kendskab til specialundervisning for voksne har gjort overgangen til kommunerne svær", siger konsulent Rigmor Lond fra KL.

Bag konferencen står Interessentforum - specialundervisning for voksne, der består af KL, DLF, Skolelederforeningen, Dansk Oplysningsforbund, Danske Handicaporganisationer og et par skoleledere.

Mangfoldige tilbud gør det svært for kommunerne at få hånd om området

Der er to formål med konferencen. Det ene er at styrke kommunernes viden om specialundervisning for voksne.

"Der er sket store ændringer rundt omkring efter strukturreformen, og vi har fået ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov. Men der er også mennesker over 25 år, som har behov for undervisning. Det ved kommunerne godt, men tilbuddene er vidt forskellige og strækker sig fra undervisning i seksualitet for udviklingshæmmede over sindslidende, der har brug for at få kontakt til andre mennesker, til at lære at indstille et høreapparat. Det går det svært for kommunerne at få hånd om området", siger Rigmor Lond.

Det andet formål er at give skoleledere fra specialskoler en mulighed for at mødes.

"Deres netværk gik bort med Amtsrådsforeningens arrangementer. Nu er netværket genopstået, og skolelederne fortsætter med deres egen netværkskonference i morgen", fortæller Rigmor Lond.

Det ledelsesfaglige netværk blev gendannet under Skolelederforeningens årsmøde i marts i år på initiativ af Lena Gaarde fra voksenspecialskolen Lysbro Uddannelsescenter i Silkeborg og afdelingsleder Anne Thiel Fuglsang fra Taleinstituttet Region Nordjylland.

Konferencen reduceret til en dag

Dagens konference henvender sig til forvaltningspersoner med ansvar for specialundervisning for voksne, ledelser på kommunale, regionale og private institutioner for specialundervisning for voksne, ansvarlige fra oplysningsforbund og repræsentanter fra KL, Skolelederforeningen, Danske Handicaporganisationer og DLF.

Interesseforummet forsøgte allerede at gennemføre konferencen i foråret, men måtte aflyse på grund af for få tilmeldinger.

"Vi planlagde konferencen med for kort varsel. Desuden havde vi afsat to dage, men kommunerne er pressede på tid og kursusmidler og har måske ikke råd til en konference på to dage på et nicheområde. Derfor har vi skåret programmet ned til en dag. Vi har fundet en god løsning med torsdag for alle og fredag for skolelederne", siger Rigmor Lond.