Begrebet normkritik har været en del i vælten.

Organisationen Normstormerne har været i centrum for et værdipolitisk drama, der sommeren over udspillede sig i de landsdækkende mediers spalter og havde skolernes klasselokaler som omdrejningspunkt.

Diskussionen har været principiel og værdiladet, men hvad ligger der egentlig bag det stormombruste koncept ’normkritik’, og hvordan gør man det praktisk anvendeligt i klasseværelset uden at skulle invitere et politisk stormvejr indenfor?

Anmeldelse: Sæt spørgsmålstegn ved egen praksis

Christine Reinwald Mansoor

Vi har spurgt lektor Jacob Graack. Han underviser i forløbet Køn, Seksualitet og Mangfoldighed på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole og er medforfatter og -redaktør på en ny fagbog, der bærer titlen ’Normkritik i Pædagogisk Praksis.

Vi har lært det af svenskerne

Når man hører ordet normkritik i 2022, vil dét, der følger efter, ofte være noget med køn og seksualitet. Men i bund og grund handler den normkritiske tankegang, som navnet antyder, blot om at forholde sig kritisk til alle typer af normer, fortæller Jacob Graack.

”I princippet kan normkritik også have fokus på etnicitet, at nogle går med briller, er rødhårede, tykkere, tyndere, højere eller lavere end gennemsnittet”, siger han. Pointen er kort fortalt, at vi ofte har en masse forestillinger om verden, som gør livet unødvendigt surt for dem, der ikke passer ind i de forestillinger.

Begrebet er ifølge Jacob Graack blæst ind over Danmark fra vores svenske naboer. Undersøgelser fra starten af nullerne af mobning i den svenske folkeskole viste nemlig, at børn, der ikke opførte sig som en typisk dreng eller pige, var særligt ofte udsat for mobning.

Hvad er der nu i vejen med normer?

Men hvorfor skal vi overhovedet være så kritiske overfor vores normer?

Spørger man Jacob Graack, handler normkritik mest af alt om lighed og om privilegier.

”Præmissen er, at nogle har et lettere liv end andre. Hvis du lever op til majoritetsnormerne i forhold til økonomi, seksualitet og så videre, vil du med større sandsynlighed klare dig godt i livet, end hvis du ikke gør. Og skal undervisningen være normkritisk i praksis, handler det grundlæggende om at prøve at skabe lige deltagelsesmuligheder, på trods af at vi ved, at børn aldrig bliver 100 procent lige eller skal være det”, siger han.

Derfor er det afgørende, at man som lærer får en bevidsthed om, hvilke normer der gør, at nogle kan få det lettere end andre, og hvem der har udfordringer, der ikke hænger sammen med deres egen vilje til at blive dygtige, forklarer Jacob Graack og foreslår, at man også tager en snak med eleverne om netop det spørgsmål.

”Vi kan for eksempel gøre det, at vi ikke forventer, at piger er dårlige til naturfag, eller at etniske minoriteter ikke er gode til sprog. Det er en forventning, der skaber en selvforstærkende effekt, men som der ikke er noget kognitivt belæg for”, siger han.

På med de intersektionelle briller

Skal undervisningen i 3.b eksekveres i den normkritiske ånd, kan man som lærer desuden starte med at tilegne sig et såkaldt intersektionelt blik, forklarer Jacob Graack. Det er en slags mental øvelse for forforståelsen.

”Det gode råd er her, at når du kigger ud over dit klasserum, skal du aldrig kigge på piger, som om de kun er piger. Deres mulighed for deltagelse afhænger også af deres etniske, økonomiske og religiøse baggrund. Dine muligheder i livet kan også være påvirket af, om du bor alene i et alment boligbyggeri med din mor eller har din egen tennisbane i Nordsjælland. Alt det spiller ind, og bevidstheden om det hjælper til, at man ikke bare kommer til at træde i den fælde, at alle dem, der har brun hud, er dårlige til dansk for eksempel”.

Selvom det måske kan lyde selvindlysende, at man skal passe på med at lave forsimplede generaliseringer, så sker det alligevel ganske ofte i hverdagen, fortæller Jacob Graack,

”Vi oplever for eksempel stadig, at lærere og pædagoger deler børn op i drenge- og pigegrupper ved forskellige lejligheder uden af at have en faglig begrundelse”, siger Jacob Graack, der finder det paradoksalt,

"Undersøgelser viser, at lærer og pædagoger ikke reagerer kritisk, når eleverne bliver delt op i køn, selvom vi ville reagere, hvis de var blevet opdelt på baggrund af hudfarve, eller om de var tykke eller ej”.

Prinser handler, og prinsesser er passive

De materialer som eleverne møder i folkeskolen kan ofte være smækfyldt med konventionelle forestillinger om, hvad der er normalt. Og det kan få en afgørende betydning for børnenes selvfølelse og for deres opfattelse af, hvordan de skal opføre sig, advarer Jacob Graack.

”I danskhæftet, som de brugte, da min datter gik i 2. klasse, har alle mennesker lys hudfarve. Og så er der en historie om en dreng, der finder en hammer, bygger en fuglekasse og hænger den på et træ. Fuglen flytter ind - magi. Der er også en historie om en pige. Den handler om, at hun ikke kan finde sin skolebog, hun finder den, putter den i skoletasken og vinker farvel til sin mor”, siger han.

Og selvom fortællingerne ikke forbyder nogen at gøre noget, har det en betydning, mener han.

”Det er ligesom at få en melodi på hjernen, og når først den er der, sidder den fast. Drengen bygger og pigen finder en bog og vinker farvel. Og sådan er det hele vejen igennem danskhæftet”, siger han og påpeger, at den samme fortælling går igen i mange af de eventyr, vi læser højt for børn, hvor prinserne er aktive og prinsesserne oftest er passive.

Men selvom materialet er fyldt med stereotyper, behøver man som lærer ikke nødvendigvis at droppe det, mener Jacob Graack.

”Kig på, hvad der sker i de der hæfter. Forhold dig til det og snak med eleverne, når du opdager, at der er noget, der er ekstremt stereotypt”, råder han,

”Vi behøver ikke sige til eleverne, at den, der har skrevet hæftet, er en tåbe. Vi kan stille og roligt lære eleverne at være kritiske overfor, om det virkelig altid er sådan, som stereotypen bliver beskrevet. Og så vil jeg til enhver tid opfordrer til, at man forsøger at finde materialer, som så mange elever som muligt kan identificere sig med”.

Voksne er rollemodeller

Lektoren opfordrer desuden lærerne selv til at være gode forbilleder for eleverne, selvom kønsstereotyperne ofte lever i bedste velgående blandt de voksne.

”Som voksne er vi rollemodeller. Også hvis en skole kun har kvindelige undervisere på de kreative fag og mænd på de naturvidenskabelige”, siger Jacob Graack og opfordrer til, at man som underviser udfordrer sig selv og prøver nogle nye fag af.

”Nogen vil selvfølgelig indvende, ”Hvorfor skal jeg gå i værkstedet, når jeg ikke kan finde ud af at bruge en hammer? Men som fagfolk og forbilleder er det jo en god anledning til at vise, at vi godt tør gøre noget, som vi ikke er vandt til, fordi vi gerne vil blive bedre”, siger han.

Brug humor og forvent masser af fejl

Normer bliver i sagens natur ofte, mere eller mindre bevidst, introduceret af de voksne.

Og derfor er et godt råd, at benytter sin definitionsmagt, når man taler med eleverne om normer, anbefaler Jacob Graack.

”Sæt spørgsmålstegn i stedet for at komme med kulturelle udråbstegn. Lad være med at sige, hvordan tingene er, men spørg ind”, lyder opfordringen fra lektoren, der anerkender, at debatten om køn, normer og priviligier kan være angstprovokerende.

”Tit er det frygt, der holder os tilbage fra at tale om de her emner. Men mit råd er, lad være med at være bange for at begå fejl. Spørg hellere, hvad er egentlig problemet med at sige eskimo? Og spørg nysgerrigt ind til, hvad vi så skal sige?”, siger han og kommer med en sidste anbefaling:

”Vi bliver aldrig fejlfri, og humor kan hjælpe os til at se på vores egen måde at tale stereotypt på, på en måde, så det ikke bliver så farligt at træde ved siden af”, siger Jacob Graack og eksemplificerer,

”Men kan jo for eksempel sige, ”Ej, nu kom jeg igen til at sige, ’når I kommer hjem til jeres mor og far’. Jeg ved jo godt, at flere af jer, ikke bor sammen med mor og far. Sådan var det bare ikke, dengang jeg var barn”.

Og så kan man jo grine lidt ad det.