Pengene til at styrke de lærerstuderendes praktik tages fra puljen til at styrke den understøttende undervisning
Foto: jacoblund/istock
Løft af den understøttende undervisning ofres til fordel for bedre praktik til de lærerstuderende
De lærerstuderendes styrkede praktik finansieres af midler, der ellers skulle bruges til et kvalitetsløft af den understøttende undervisning, oplyser ministeriet til folkeskolen.dk.
Fra næste år skal de lærerstuderende have mere og bedre praktik som en del af den nye læreruddannelse, der blev politisk vedtaget for nylig.
Til den opgave har partierne på Christiansborg valgt at afsætte 75 millioner kroner fra bloktilskuddet fra 2024.
Det fik med det samme KL til at kritisere, at pengene til kommunernes større opgave ikke tildeles som nye penge, og at det derfor "vil betyde modgående besparelser andre steder i folkeskolen".
Nu specificerer Børne- og Undervisningsministeriet, hvor pengene præcist skal komme fra. De kommer nemlig fra en pulje, der tidligere er blevet tildelt skolerne til at løfte den understøttende undervisning.
”Aftalepartierne har besluttet at omprioritere en del af de midler, der blev afsat til kvalitetsløftet af den understøttende undervisning med folkeskoleaftalen fra januar 2019 til læreruddannelsen. Det skal blandt andet ses i lyset af, at op mod 90 procent af folkeskolerne gør brug af muligheden for at konvertere den understøttende undervisning, og dermed i et vist omfang bruger de ekstra midler, der blev afsat til kvalitetsløftet af den understøttende undervisning, til andre formål inden for skolen”, lyder det i et skriftligt svar fra ministeriet til folkeskolen.dk.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at politikerne helt har droppet at understøtte udviklingen af den understøttende undervisning, som er en del af folkeskolereformen fra 2014.
”Der er ikke truffet nogen beslutning om, at man ikke vil udvikle den understøttende undervisning i fremtiden”, lyder det fra ministeriet.
Skoleledere: Penge kan ikke bruges to gange
Men skolerne har allerede brugt pengene til at finansiere timer med to voksne i timen, advarer næstformand i Skolelederforeningen Dorte Andreas.
Derfor vil det få konkret betydning andre steder på skolerne, når der skal prioriteres penge til praktik.
”To ud af tre kommuner skal spare på skolerne. Alle de midler, der er til understøttende undervisning, bliver de fleste steder jo brugt til at konvertere til to-voksen-tid. Så det vil betyde noget på skolerne, at pengene skal gå til praktik”, lyder Dorte Andreas vurdering.
Det samme mener borgmester i Herlev og formand for KL’s børne- og undervisningsudvalg Thomas Gyldal Petersen (S):
”Det betyder dybest set, at man finansierer lærernes uddannelse ved at omprioritere penge, vi allerede bruger på at lave god og vigtig undervisning for eleverne. Det synes vi ikke er optimalt. Men vi er selvfølgelig klar til at tage den drøftelse med regeringen i næste års økonomiforhandlinger”, siger han til Danske Kommuner.
Forperson for Lærerstuderendes Landskreds Caroline Holdflod har tidligere i opslag på folkeskolen.dk’s Facebook side udtrykt, at hun håber på, at der bliver tilført nye penge til den styrkede praktik.
”Jeg synes bestemt fortsat, at der er brug for nye penge til opgaven. Det kan heldigvis nås med økonomiaftalen for 2024”.